HIL CÆSAR!: Coen-brødrene fræser småforvirret rundt i 50’ernes Hollywood

Af Andreas Thorsager Klevin

Efter tre års dvale er de prominente Coen-brødre tilbage med filmen Hil Cæsar!, der tager publikum med på en lovprisende rejse til de gode 50’ere i Hollywood. Her vender Josh Brolin fra Coen’ernes egen No Country For Old Men tilbage som den forretningsmindede fixer Eddie Mannix, hvis primære job er at polere det kapitalistiske filmselskab Capitol Pictures’ profil udadtil. Under optagelserne til selskabets storslåede, pengetunge romerfilm Hail, Caesar! forsvinder hovedstjernen Baird Whitlock (George Clooney) dog, og det er da Mannix’ job at holde hans forsvinding under radaren for offentligheden og, i særdeleshed, det snagende journalist-tvillingepar Thora og Thessaly Thacker (Tilda Swinton).

Samtidigt med Whitlocks mystiske forsvinding skal Mannix tilmed sørge for at tilpasse den hesteridende cowboy Hobie Doyle en rolle som smokingiført mand, dække over den småafdankede DeeAnna Morans kærlighedsaffærer og balancere sit eget privatliv og forhold til Gud. Størsteparten for at opretholde Capitol Pictures’ gode renomme.

Hil Cæsar! er i allerhøjeste grad båret af karikerede, dog overbevisende, skuespillerpræstationer, der på humoristisk vis rammer hovedet på sømmet i forhold til en række – angiveligt virkelige – personligheder fra datidens Hollywood. Filmen rammer en fortrinlig balance mellem komik, drama og en snert af mystik. Den er et lettilgængeligt smugkig bag kulisserne i en tid, hvor skuespillere var på kontrakter og fixeren var en uundværlig personlighed.  Men meget længere når vi heller ikke, og det er sjældent den formår at ramme hovedet på sømmet igen.

ANMELDELSE AF:
Hil Cæsar!

ORDET SYNES:

3-stars

PROD. ÅR:
2016

INSTRUKTØR:

Joel & Ethan Coen

LAND:
USA

En malplaceret dansescene med en matrosklædt Channing Tatum, der sammen med andre sejlere lystigt svinger hinanden rundt på stiger og borde i en bar på et filmset, trækkes i langdrag. Ligeså står det til med andre sekvenser, der viser et småpirrende forhold mellem Hobie Doyle (Alden Ehrenreich) og en kvindelig skuespiller. De giver skam motivation for senere begivenheder i filmen, men er i store træk for lange, overflødige og slører flere gange filmens hovedlinjer.

Netop disse små sidespring er den største svaghed i Hil Cæsar! Selvom Mannix’ funktion og Whitlocks forsvinding synes at være historiens hovedfokus, bevæger vi os gentagne gange over på andre sidespor af plotlinjer, der både dækker den småakavede cowboy-Hobies karriereopstart og Mannix’ forsøg på at finde en mand til DeeAnna Moran (Scarlett Johansson). Naturligvis for Capitol Pictures’ skyld.

I sig selv bidrager disse små sidehistorier med fin, letbenet underholdning, men mere værdi er der ikke at spore her. Derimod formår de blot at rode plottet godt og grundigt rundt, og filmens potentiale gemmes bag langt mere overfladiskhed end nødvendigt.

Denne lette tilgang bør naturligvis tages med et gran salt – for Hil Cæsar! hverken er eller foregiver at være en dybdeborende skildring af personlige skuespillerkriser. Men det havde unægteligt været et plus at skabe et klarere defineret og stærkere sammenvævet plot. I stedet bliver filmen blot en småhastig gennemfart af forskellige dele af Hollywood, skuespilleres karrierer og aspekter af Mannix’ liv. Knivskarp og veldefineret står den aldrig.

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *