HIDDEN FIGURES: En rejse rundt i følelsesregistret

Af Simone Korfix Lindgreen

Alle skyts er sat ind i instruktør Theodore Melfis nyeste filmatisering, Hidden Figures, baseret på Margot Lee Shetterlys roman af samme navn. Med navne som Kevin Costner og Kirsten Dunst i birollerne og musik af Pharrell Williams og Hans Zimmer er der ingen tvivl om, at forventningerne er skruet i vejret til dette vigtige, og desværre glemte, stykke verdenshistorie, som er baseret på virkelige hændelser. Så er spørgsmålet bare om filmen kan levere varen.

 

Det kan den. Melfi tager os ved anklerne og svinger os rundt i hele følelsesregistret i denne gribende fremstilling af tre afroamerikanske kvinders arbejde i et patriarkalsk NASA i 1960’erne. På en arbejdsplads hvor toiletter og kaffekander er adskilte mellem farvede og hvide, følger vi Katherine Goble (Taraji P. Henson), Dorothy Vaughan (Octavia Spencer) og Mary Jackson (Janelle Monáe) i hver deres næsten umulige kamp for at blive anerkendt som ligemænd.

 

Hidden Figures er fyldt til randen med diskrimination i alle dens direkte og indirekte facetter til et punkt, hvor man, som publikum, til sidst næsten ikke kan kapere mere. Diskriminationen er nemlig ikke kun vist på lærredet; Katherine Gobles utilpashed går helt igennem ens egne knogler og ben, når hun med alles øjne rettet på sig må krympe sig tilbage til sin plads på kontoret efter at have taget en kop kaffe af en kaffekande tiltænkt de hvide ansatte. Hjulpet på vej af Pharrells upbeat soundtrack tager filmen os herefter i hånden og tvinger et forløsende smil frem på vores læber, fordi det hele virker så absurd. Dette skyldes til dels også en formidabel skuespilpræstation fra Taraji P. Henson, som formår at finde en hårfin grænse mellem komik og seriøsitet. Man går konstant fra at fælde en tåre til et tiltrængt snøftende grin – alt sammen i løbet af nul komma fem.

 

ANMELDELSE AF:
Hidden Figures

ORDET SYNES:5-stars

PROD. ÅR:
2016

INSTRUKTØR:

Theodore Melfi

LAND:
USA

Den eneste lille hage ved filmen er, at disse stemningssvingninger er en tand overgjort. Halvvejs inde i filmen begynder man at fange skabelonen, og det bliver en smule mere påtaget, når Melfi atter har beordret et stemningsskift: ”Nu skal publikum være glade igen, tørre øjnene og vrikke med foden til Pharrell”.

 

Det er dog i småtingsafdelingen, for i virkeligheden er der ikke meget at sætte på denne film. Nogle fabelagtige skuespilpræstationer af de tre ledende kvinder bringer filmen op på et højt niveau.

 

Der er ikke tale om en genistreg i en lille afkrog af indiefilmverdenen. Det er derimod en Hollywoodproduktion med stort H, men ikke desto mindre er filmen særdeles vellykket. Blandt andet bindes en fin sløjfe rundt om filmen til sidst, hvor Katherine Goble igen står foran tavlen og løser en ligning, som hun også gjorde som barn i filmens anslag. Man kan altså mærke, at der er brugt tid på at kæle for de filmiske og narrative finesser i Hidden Figures, som får hårene til at rejse sig på selv den mest inkarnerede filmnørd. En glemt bid af verdenshistorien får en mindeværdig plads i filmhistorien.

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *