HERMELINEN: En kulturel dissektion og et besat hjerte

Af Neia Pil Højsteen

I modsætning til i retssagskammerspillet 12 Angry Men (Sidney Lumet, 1957) lister hermelinen flere gange ud af sin pelsede dommerkåbe og retssalen og transformeres til et menneske i kød og blod. Ude i ”virkeligheden” har dommer Racine slet ikke det almægtige greb, som i sit erhverv, men bliver derimod bagtalt og udsat for (begyndelsesvis) ugengældt kærlighed, som vi andre dødelige kan opleve det.

Dette skel mellem arbejdsgerning iført en kongekåbe og et undseeligt og afmægtigt gemyt uden for salen er ikke specielt originalt og for at understrege kontrasten, er begge sider blevet optegnet til det karikerede.

Filmen markedsføres især som en romance, men denne overraskende spinkle handlingstråd virker kunstig og påduttet. Det er sådan set ikke Sidse Babett Knudsens, den ubevidste Venus’ skyld, at hun ikke passer ind i filmen. Hele den romantiske ekskurs burde få en ubetinget dødsdom (jeg går udelukkende ind for dødsstraf på film) – eller i det mindste blive forment adgang.

Som Greta Garbo altid skulle være udlænding; Anna Karenina, Tania Fedorava, Rita Callini etc. efter lydens gennembrud, forvises også Sidse Babett Knudsen til at være en dansker i det franske. Hendes fortid forklares således meget indgående; Hvorfor kan hun fransk, hvorfor er hun i Frankrig, hvor længe har hun været i Frankrig etc… Det ligner til fulde udfyldelsen af en vennebog. Og det fjerner fokus fra selve retssagen. At dommer Racines kærlighed til hende er både perverteret, ydmygende og grænsende til det strafbare, hjælper ikke på sagen.

ANMELDELSE AF:
Hermelinen

ORDET SYNES:

3-stars

PROD. ÅR:
2015

INSTRUKTØR:

Christian Vincent

LAND:
Frankrig

Sådan bliver der givet overflødige oplysninger om de fleste af filmens karakterer (som at Racine elsker æbler – og nej, det er ikke en ”subtil” reference til syndefaldet). Det er klart, at det er de menneskelige relationer og forhold, instruktør og manuskriptforfatter Christian Vincent har ønsket at undersøge.

På sin vis udgør en retssag også det perfekte forum for kulturmøder. De højtuddannede og velhavende advokater, de ofte lavere bemidlede tiltalte foruden rækken af nævninge, der heri lidt for nøgternt dækker et bredt demografisk udsnit i forhold til alder, køn, socialklasse, religion og etnicitet. Således foretages en kulturel dissektion af det nordfranske samfund anno i dag. Men de gentagende informationer, som der aldrig følges op på, gør filmen træg og usammenhængende. Hvornår skal de knuste skår sættes sammen til een fortælling?

Det er på sin vis en cinema vérité’sk opfattelse af virkeligheden; at historier findes hvor som helst og når som helst. Men i fiktionsfilmen er vi tilvænnede pay offs, kontinuitet og sammenhæng. Således forsøger Hermelinen måske nok at opdrage på sit publikum. Præcis som dommeren forsøger at opdrage på retssagens 9 nævninge, da han kommenterer på retssagen: ” Måske får vi aldrig at vide, hvad der skete d. 24. marts 2016, det må vi acceptere” og ved at retssagen sammenlignes med netop et skuespil: at dommeren er klædt ud, hvordan nævningene sidder på en scene, at advokaterne læser op af manuskripter og at retssagen har et publikum. Disse metakommentarer er ikke ligegyldige. For sådan er virkeligheden. På den måde gives et langt bedre billede af retsvæsenet end i fiktionsfilm, som de er flest.

Der kæmpes en indædt kamp mod den evige forløsning på skærmen. Herpå vinder filmen (selvom det ikke altid er tilfredsstillende at kigge på), men de ligegyldige oplysninger undervejs, den ufokuserede handling og den mildest talt utiltalende kærlighedshistorie kan ikke ignoreres.

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *