HEREDITARY:
Hamrende uhyggeligt familiedrama

I de seneste år er der opstået en bølge af horrorfilm, der ofte tager klassiske gyserkonventioner og vender dem på hovedet, for at skabe noget nyt og overraskende. De mest populære af disse film er The Babadook (2014), It Follows (2014), The Witch (2015) og Get Out (2017). Med massiv hype fra årets Sundance Filmfestival, er Ari Asters Hereditary det nyeste skud på denne stamme. Og kunne man lide de førnævnte film, er der helt sikkert også noget at komme efter i Hereditary, der er lige dele ubehagelig, klam og uhyggelig—men på den bedst mulige måde.

Familien Graham står over for begravelsen af bedstemoderen Ellen, der altid har haft et dårligt forhold til datteren Annie (Toni Collette). Moderens død tager tydeligt på Annies forhold til manden Steve (Gabriel Byrne) og børnene Peter (Alex Wolff) og Charlie (Millie Sharpiro). Hvad der starter som et dystert drama om sorgbearbejdelse i en meget dysfunktionel familie, bliver langsomt til et levende mareridt da endnu en tragedie rammer familien.

Første halvdel af Hereditary er ikke som sådan uhyggelig, den er mere bare ubehagelig, da det er tydeligt, at der gemmer sig noget råddent under overfladen hos familien. Det udarter sig bl.a. i nogle middagsscener, hvor der konstant er en ildevarslende stemning, som om noget yderst ubehageligt skal til at ske—men det sker bare ikke. Stille og roligt tager ondskaben dog over og sidste halvdel bliver rent ud sagt vanvittig uhyggelig og serverer nogle ubehageligheder, der tvinger sig ind på nethinden og nægter at give slip. En direkte overlegen stilistik, med et legende og frit bevægende kamera, er blot med til at effektivisere og underbygge uhyggen

Med en spilletid på 127 minutter kunne ville man nemt klandre filmen for at være for lang. Det er dog svært at gøre andet end at bifalde dens insisteren på at tage sig god tid og lade stemningen kravle ind under huden på publikum, i stedet for at servere jump scares i stride strømme. Filmens sidste halvdel fungerer netop ekstra godt, fordi den spiller op ad den knapt så vanvittige første del.

Filmens største problem findes i musikken. Den er velkomponeret, men samtidigt er den så insisterende i at være medformidler af stemningen, at man næsten rives ud af handlingen. Musikken skriger næsten konstant ”det her er uhyggeligt” eller ”det her er ondt”. Det er en skam, for stort set alle filmens scener kunne sagtens have stået på egne ben, uden den musikalske indgriben.

Dette skyldes især skuespil i en klasse, man desværre kun sjældent for lov til at se i gyserfilm. Meget af filmens marketing har været rettet mod det nye stjerneskud Milly Sharpiro, grundet hendes særlige udseende, men hvis man regner med at se en film om et dæmonbarn, tager man grueligt fejl. Sharpiro fremstår næsten som familiens mest jordbundne og menneskelige, på trods af nogle lidt bizarre karaktertræk. Det dæmoniske skal i stedet findes i Toni Collettes tour de force af en præstation som Annie. Hun er umådeligt overbevisende som en person, der er lammet af sorg og alt hvad det medfører af vrede, had og frustration. Hendes præstation er ofte det mest uhyggelige ved filmen, og er alene hele billetprisen værd.

Hereditary skriver sig fornemt ind i den nye bølge af gyserfilm. Om man vil tage filmens mere overnaturlige elementer bogstavligt, eller snarere vil se det som en allegori over depression og sorg, er helt op til publikum. Netop denne dobbelttydighed er en af grundstenene i den nye bølge, f.eks. med sexsygdomme i It Follows eller psykiske lidelser i The Babadook. Man forlader biografmørket med andet end bare uhyggen—der er faktisk noget at tænke over.