IN THE HEART OF THE SEA: Havets Hævn

Af Cecilie Grivne Høier

Du er fanget i en lille båd flere tusind sømil fra nærmeste land. Provianten er sluppet op. Og under dig lurer et 30 meter langt dyr, der allerede har dræbt halvdelen af besætningen.

Det er den situation, Tom Nickerson beskriver for forfatteren Herman Melville (Ben Whishaw) i filmen In The Heart of The Sea, flere årtier efter det skete. Melville har hørt om legenden: den hvide hval, der sank et skib. Men nu vil han høre historien fra den sidste levende førstehåndskilde for bedst at kunne beskrive det i sin bog.

Nickerson var kun fjorten år gammel, da han blev ansat på hvalskibet Essex. Historien centrerer sig om førstestyrmande Owen Chase (Chris Hemsworth), der egentlig var blevet lovet positionen som kaptajn – som i stedet gives til George Pollard, JR (Benjamin Walker) fra en elitefamilie i hvalfangerfaget. Så allerede fra udsejlingen fra havnen er der spændinger mellem de to.

Jagten på den dyre hvalolie har dog drevet hvalerne længere og længere ud på havet. Efter måneder uden fangst, går besætningen i land for at fylde provianten op, hører Chase og Pollard fra en spansk hvalfanger, at hvalerne har søgt så langt ud på havet, at skibene ikke tør vove sig derud. Men afstanden er ikke den største trussel; der findes en hval derude, større end nogen anden, hvid som alabast og besat af hævn.

De to mænd beslutter sig for at ignorere varslet og sejler af sted mod dybderne. Men det varer ikke længe før, den enorme hvide hval viser sig – og den er ikke kun tilfreds med at smadre skibet. Den helmer ikke, før alle ombord er døde.

ANMELDELSE AF:
In the Heart of the Sea

ORDET SYNES:

4-stars

PROD. ÅR:
2015

INSTRUKTØR:

Ron Howard

LAND:
USA

In The Heart of The Sea er baseret på de virkelige hændelser, der er beskrevet i bogen af samme navn af Nathaniel Philbrick. Der er tale om den ældgamle, men stadig dragende historie om mennesket mod naturen, så der lægges op til et stort, episk drama i en forgangen verden.

Rent visuelt er filmen en fornøjelse; blandingen af CGI og virkelighed fungerer smukt. Hvalerne og undervandsscenerne er fantastisk sammensat. Filmfotografen Anthony Dod Mantle er kendt fra mesterværk som Slumdog Millionaire (2008) og 127 hours (2010) og har en baggrund i dansk dogmefilm. Han lever klart op til sit ry, og der er tale om en fænomenal, overlegen kinematografi.

Den menneskelige dimension falder dog lidt fladt. Chris Hemsworth er overbevisende i rollen som vejrbidt sømand, der langsomt bukker under for håbløsheden, og generelt er der tale om en imponerende skuespilindsats lige fra Ben Whishaw i rollen som Melville til Cilliam Murphy som tørlagt andenstyrmand. Men den interne spænding, der bliver lagt op til mellem Chase og Pollard (Benjamin Walker) får dog aldrig helt nok substans, og filmen giver ikke nok plads til, at det kan udvikle sig. I stedet bliver publikum spist af med små bidder. Nok til at retfærdiggøre handlingen, men ikke helt nok til at leve op til sine episke ambitioner.

Desværre bliver filmen aldrig helt det store mesterværk, man kunne have forventet. Alligevel er In The Heart of The Sea et medrivende eventyr, som man ikke kan lade være med at blive imponeret af.

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *