HARDCORE: First-person shooter på steroider

Af Andreas Thorsager Klevin 

I noget, der synes at være en nært forstående fremtid, vågner den ukendte hovedperson Henry op i noget, der synes at være et laboratorie. Ukendt for tilskueren, fordi alt er filmet fra hans perspektiv med et fastspændt GoPro-kamera, og ukendt for sig selv, fordi han ikke helt ved, hvor han er, hvem han er, og hvorfor han mangler flere af sine lemmer. Den første karakter, vi rent faktisk møder, er hans forskerkone Estelle (Haley Bennett), der hastigt sørger for at anskaffe Henry nogle nye robotproteser.

Meget mere ro når vi ikke at opleve, før alarmen lyder. Laboratoriet bliver invaderet af den gale skurk Akan (Danila Kozlovsky), der med telekinetiske evner sørger for at give Henry et godt lag tæsk, før han og konen gennem en flugtkapsel stikker af fra laboratoriet, der viser sig at være på et luftskib. Herfra går filmen slag i slag i et virvar af flugt fra håndlangere og jagt på Akan, der har bortført Henrys kone. Med sine nye robotproteser og et batteri installeret ved hjertet er Henry praktisk talt en næsten ustoppelig maskine, der synes at blive forfulgt og beskudt af alt og alle – på nær engelskmanden Jimmy (Sharlto Copley), der gentagne gange dukker op for at hjælpe Henry med at finde Akan, dræbe ham og få sin kone tilbage.

Går man ind og ser Hardcore, skal man ikke forvente en dybtstikkende film. Plottet er faktisk, med enkelte undtagelser, gennemført elendigt. Ligeså er flere af karaktererne, og i særdeleshed skurken Akan er pinagtigt uoriginal. En af de få skuespillerpræstationer, der ikke bare er halvhjertede og gedigent irriterende, leveres af sydafrikanske Sharlto Copley – og han gør det også godt. Det overskygges blot af for store mængder ligegyldighed.

ANMELDELSE AF:
Hardcore

ORDET SYNES:

2-stars

PROD. ÅR:
2015

INSTRUKTØR:

Ilya Naishuller

LAND:
Rusland & USA

Med sin overdrevne vold og absurde humor er det tydeligt, at Hardcore er en film affødt af internettet. Hele den 96-minutter lange film ses fra den stemmeløse hovedperson Henrys perspektiv, så vi virkelig kommer under huden på gamerkulturen og får alle inkarnerede first-person shooter-fans op af stolen. Og utroligt nok har filmen et vist potentiale. Et par plot twists giver filmen en snert af interessanthed, men det druknes i alt for meget ligegyldig- og overdrevenhed.

Hardcore forsøger at vinde på POV-filmning, eksplosioner, skyderier og Henrys akrobatiske spring – og ret skal være ret: I en rum tid er det underholdende, næsten nervepirrende at se alle disse udskejelser gennem hovedpersonens egne øjne. Det tilfører ligeledes filmen et interessant element at få hele historien fortalt fra denne vinkel, men med den spirende produktion af webfilm og Youtube-videoer af folk, der klatrer på kraner og tage, er selv brugen af POV ingen overraskelse. Det kommer aldrig til sin fulde ret, og i stedet for at virke medrivende, nærmest fængslende for tilskueren, bliver det i længden til en langtrukken, irriterende gimmick. Det føles som et 96-minutters overvejende ligegyldigt bombardement af sanserne.

Det er tydeligt, at Hardcore gør en dyd ud af at være for meget. Den udfordrer biografen som medie ved i bund og grund at være en film, der egentlig hører hjemme på internettet. Den giver alle konventioner fingeren og forsøger bestemt ikke at være mere end det, den giver sig ud for at være: En hæsblæsende, actionpakket psykose af vold, eksplosioner og parkour. Desværre falder den sammen på et skrøbeligt fundament af en dårlig historie og en stor udstrækning af ligegyldighed, der i længden gør den svær at følge.

Den er god til at være for meget, men selv de eksploderende special effects og nervepirrende spring bliver kedelige i længden.

Kommentarer