HAPPY DEATH DAY:
Scream Queens møder Groundhog Day i middelmådig teen-slasher

En ung, smuk og blond kvinde kæmper for sit liv, mens alle andre i den isolerede lille by, hvor hun bor, enten er døde, ved at dø, væk eller ligeglade. En gyserskabelon så klassisk som morgendagen selv. Happy Death Day bringer desværre, på trods af gode idéer og en vis selvironisk distance til den klassiske slasherfilm, ikke noget nyt til genren. Selvom den tydeligvis åh så gerne vil.

Christopher Landon, der tidligere har skrevet en del efterfølgere til Paranormal Activity-serien, er instruktøren bag denne PG13-slasher, hvor Tree (Jessica Roth), en ung, smuk og populær college-studerende, må genleve sit eget fødselsdagsspolerende mord på mere og mere bestialsk vis, indtil hun finder ud af, hvem morderen er. Præmissen med at genleve den samme dag igen og igen er set før, og nok mest kendt fra klassikeren Groundhog Day (1993). Det er ikke revolutionerende, men det fungerer fint. Især i en humoristisk montage hvor Tree forsøger at afsløre sin morders identitet, men gang på gang må lade livet – blandt andet i et blomsterbed.

Udover sit markante Groundhog Day-twist er Happy Death Day klichéernes film. Jessica Roth, der spiller Tree, er en scream queen a la Jamie Lee Curtis, morderens påklædning, med maske og kniv, minder mistænkeligt meget om Mike Myers; og der er vist nok også et klokketårn.

Klichéerne bliver for det meste brugt med en selvironisk distance, der leder tankerne hen på tv-serien Scream Queens (2015). Men hvor Scream Queens gik all in i et univers, der var så camp, at det halve kunne være nok, lider Happy Death Day under mangel på mod.

I stedet for at stole på sit publikum og følge op på forventningen om en nyskabelse af slasherfilmen, forfalder den til rendyrket Groundhog Day-replika, og lader Tree gennemgå en udvikling fra usympatisk til alle dyrs bedste ven. Jessica Roth spiller dog Tree med tilpas sødme og ben i næsen til, at det føles troværdigt. Det er bare ærgerligt, at filmen mister sit umiddelbare bid og charme, når den går fra at bruge sine klichéer bevidst til, at de bliver en del af en klassisk udviklingshistorie, der ikke er halvt så interessant.

At Happy Death Day har en PG13-rating, er også en klar hæmsko. Det ville have klædt filmen at stile efter et mere slashervant publikum. Man kan frygte, at filmens ellers fine brug af meta-gys flyver henover hovedet på det publikum, den ender med at have. Det efterlader den i en lidt sær midterposition: hvis man har set enkelte slasherfilm, er Happy Death Day meget lidt skræmmende, hvis ikke vil halvdelens af dens charme være volapyk.

Følelsen, man sidder tilbage med efter at have set Happy Death Day, er middelmådig. Det er ikke en hadefilm, for den har nok øjeblikke af ægte humor og gys til, at man har lyst til at fortsætte med at se Tree dø igen og igen og igen. Den har bare ikke mere end det; ikke ligeså camp som Scream Queens, og ikke ligeså nyskabende som Groundhog Day. En leverpostejsmetervare, der ikke er så dårlig, at den fortjener at blive glemt for tid og evighed. Men lige nøjagtig så underholdende, at det er okay.[/vc_column_text][/vc_column][/vc_row]

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *