Artikel
HALLOWEEN – ET RETROSPEKTIV: Knivstik og krumspring

Af Christian Povlsen

 

Den 18. oktober vender den maskeklædte morder Michael Myers tilbage i biograferne. Det gør han i David Gordon Greens film, som lidt vildledende har fået titlen, Halloween. På trods af titlen er der nemlig ikke tale om en genindspilning, men derimod en direkte efterfølger til John Carpenters originale slasher-klassiker fra 1978. Forvirret? Bare rolig! Vi her på Ordet vil gøre vores bedste for at guide dig sikkert igennem den populære filmserie og dens mange krumspring og forskellige tidslinjer!

 

The Night He Came Home

Det hele startede for 40 år siden med John Carpenters mesterværk Halloween (1978). Filmen kickstartede for alvor bølgen af slasherfilm; en subgenre inden for gysergenren, som op igennem 80’erne blev afsindigt populær og affødte serier som Friday the. 13th (1980-2009) og A Nightmare on Elm Street (1984-2010).

Halloween udspiller sig i den fiktive by Haddonfield. Her møder vi teenageren Laurie Strode (Jamie Lee Curtis), som på allehelgensaften skal babysitte drengen Tommy. Hvad hun ikke ved er, at der 15 år tidligere i selvsamme by blev begået et brutalt mord. Morderen var den dengang kun seksårige Michael Myers, og ofret var hans søster. Efter mordet blev Michael indlagt på en anstalt under observation af Dr. Sam Loomis (spillet af den altid fremragende Donald Pleasence). Men det, der ikke måtte ske, sker. Det lykkes nemlig Michael at flygte, og han bevæger sig nu tilbage til Haddonfield for at fortsætte hvor han slap, og han har – desværre for Laurie – en svaghed for babysittere.

Denne første film i serien blev en gigantisk succes, og på trods af dens beskedne budget på under en halv million dollars, formåede Carpenter faktisk også at lave en decideret eminent film, som både var mesterligt fotograferet og spillet.

 

Første efterfølger og forsøg på antologi

På dette tidspunkt i Hollywood var fortsættelser det sidste nye, og selvfølgelig skulle Halloween have en efterfølger. Halloween II fik premiere i 1981 og fortsatte umiddelbart lige efter den originale film. Laurie indlægges på hospitalet, efter hun med nød og næppe overlevede Michaels raseren natten forinden. Michael er stadig på fri fod, og han er stadig fast besluttet på at opsøge Laurie. Dr. Loomis finder til sin store overraskelse ud af, at Laurie og Michael er søskende, hvilket ifølge ham forklarer, hvorfor han er opsat på at slå hende ihjel.

Halloween II adskiller sig fra den første ved at være mere inspireret af de mange nye slasherfilm, som kom i kølvandet på Carpenters original. Filmen blev instrueret af Rick Rosenthal, men Carpenter mente tilsyneladende, at filmen var for tam, og han var bange for, at den ville skuffe et publikum, som forventede mere, når det gjaldt blod og nøgenhed. Derfor valgte han at omskyde en række scener og tilføje endnu flere splattereffekter.

Efter Halloween II mente Carpenter, at historien havde nået sin naturlige afslutning. Man ønskede i stedet at lave en serie af enkeltstående værker omhandlende Allehelgensaften. Dette betød at Halloween III: Season of the Witch (1982) gik i en komplet anden retning. Filmen handler i stedet om en legetøjsproducent, som igennem forheksede masker slår børn ihjel. Selvom den intet har med de forrige film i serien at gøre, skal man ikke lade sig narre. Der er nemlig tale om en ganske habil og frem for alt original gyser. Dette var sidste gang, Carpenter var direkte involveret i tilblivelsen af en Halloween-film, indtil Gordon Greens film i år.

 

The Return of Michael Myers – Telepati og keltisk kult

Selvom Halloween III var ganske hæderlig, så satte den umiddelbart punktum for serien. Publikum ville have Michael Myers tilbage. Det fik de i 1988, hvor Halloween 4: The Return of Michael Myers havde premiere. Filmen foregår 10 år efter originalen, og Laurie Strode er død. Hendes datter Jamie (Danielle Harris) lever hos en plejefamilie i Haddonfield. Under en overflytning slipper Michael løs, og snart begynder det hele igen.

Allerede året efter kom seriens femte film, med titlen Halloween 5: The Revenge of Michael Myers (1989). Vi følger her endnu engang Michaels niece Jamie, som efter oplevelserne i sidste film har fået et telepatisk link til sin onkel. Loomis bruger derfor hendes evner til at få ramt på Michael én gang for alle. Filmen formåede ikke at leve op til den overraskende succes, den fjerde film havde fået året før. Der gik derfor hele seks år, inden den næste film så dagens lys.

Halloween: The Curse of Michael Myers (1995) er notorisk kendt for sit subplot omhandlende en ond keltisk kult, som har besat Michael i et forsøg på at forklare, hvorfor han er blevet, som han er. Optagelserne var plaget af et ufærdigt manuskript og en masse reshoots. Et alternativt cut kaldet ”The Producer’s Cut” har fundet vej på diverse bootleg-medier. Filmen er ærlig talt noget sjusk, men det er morsomt at se en purung Paul Rudd som hovedpersonen Tommy.

Sidste gang Curtis optrådte i serien, var i den knap så heldige Halloween: Resurrection (foto: imdb.com)

Tyve års jubilæum

Det virkede som om, at slasher-genren med The Curse of Michael Myers var definitivt død. Men med Wes Cravens Scream-serie (1996-2011) fik genren et tiltrængt kunstigt åndedræt. I 1998 (20-års jubilæet for den første film) fik vi så Halloween H20: 20 Years Later. Væk var historier om forbandelser og andet overnaturligt. Det var her, at vi for første gang så en digression af, hvad der kom før. Filmen fortsætter, som titlen antyder, nemlig tyve år efter den første film.

Jamie Lee Curtis er tilbage i rollen som Laurie Strode, og alt hvad der var sket i filmene 4, 5 og 6 er glemt. Denne gang møder vi en traumatiseret Laurie, som lever under ny identitet i frygt for, at hendes bror skal komme efter hende igen, hvilket han naturligvis gør.

H20: 20 Years Later er en fremragende film, og det er skønt at se Jamie Lee Curtis tilbage i den ikoniske rolle. Serien så ud til at have genfundet sig selv, og endnu en efterfølger var på vej med titlen, Halloween: Resurrection (2002). Men lige så god H20 var, lige så jammerlig var Resurrection. Filmen omhandler et tv-hold, som vil optage et reality-program i Michael Myers gamle hus. Med på rollelisten er bl.a. model og tv-vært Tyra Banks og rapperen Busta Rhymes. Så behøver jeg vist ikke at sige mere…

 

Rob Zombie trykker på genstart

Efter fiaskoen Halloween: Resurrection troede alle, at serien havde nået sit endeligt. Men i 2007 udkom Rob Zombies Halloween. Der var tale om en genindspilning af John Carpenters originale film. Plottet var stort set det samme. Det er dog værd at nævne, at vi denne gang får mere indsigt i Michael Myers barndom. I denne udgave er han vokset op i en fattig redneck-familie med en voldelig far.

Laurie Strode er denne gang spillet af Scout Taylor-Compton, mens Dr. Sam Loomis spilles eminent af Malcolm McDowell. I Zombies efterfølger, Halloween II (2009) plages både Michael og Laurie af deres mor (spillet af Rob Zombies kone Sheri Moon Zombie), som viser sig i deres fælles bevidsthed med en bøn om, at familien skal samles igen. Dette er med til at gøre Zombies anden film til en noget mystisk affære, men dog ikke så langt fra det originale forlæng som plottet med kulten.

I den kommende Halloween ser vi endnu engang Jamie Lee Curtis i rollen som Laurie Strode. Filmen ignorerer, som tidligere nævnt, ALLE foregående efterfølgere og genindspilninger og starter en SPRITNY tidslinje, som fortsætter fyrre år efter John Carpenters original. Alt, hvad der er sket sidenhen, er altså ikke relevant for seeren. Og dog. For i traileren til den nye film refereres der til rygter om, at Laurie og Michael skulle være søskende, hvilket vi jo først får at vide i den anden film i serien. En af karaktererne i traileren er dog lynhurtig til at skyde dette rygte ned. Maskerne fra Halloween III er også tydeligt til stede i traileren. Det skulle derfor ikke undre mig, hvis Gordon Greens kommer med flere små referencer, som hardcore fans af serien kan glæde sig over. Det bliver spændende at se!