Anmeldelse
HALLOWEEN: En skygge af sig selv

Af Sidsel Minuva

 

Da jeg var teenager, arbejdede jeg mig systematisk igennem 70’erne og 80’ernes slasherfilm… som man jo gør! Især Halloween (1978) gjorde et markant indtryk, mest af alt pga. Jamie Lee Curtis’ ikoniske skildring af den klassiske ”final girl”, Laurie Strode—den eneste der overlevede Michael Myers maskerede angreb. Da jeg hørte, at Curtis vendte tilbage til rollen som Laurie i det nyeste skud på Halloween-stammen, måtte jeg selvfølgelig undersøge, om David Gordon Green og co. har ydet hende retfærdighed.

Jeg har sat mig for at sige noget pænt først. Halloween er virkelig flot filmet. Der er nogle smadderlækre billeder, hvor især lyset bare spiller. Lydsiden puster også enormt meget liv i tingene. Lydeffekterne giver et skønt indtryk af en knivs skarphed, og hvor massivt tung en jernstang er. Sanseindtrykkene sidder i skabet.

Skuespillet er faktisk også helt fint. Der er et par småroller, hvor man tydeligvis ikke har fundet verdens største uopdagede talenter frem, men for det meste fungerer det. Og det er så her, det hele begynder at gå ned ad bakke. De replikker, de stakkels skuespillere rent faktisk får sagt, lyder som noget, en uinspireret praktikant har skrevet. Afsindig meget af dialogen er intet mere end akavet, dårligt timet eksposition, som karaktererne må levere, så publikum ikke mangler vigtig information. Halloween kan nemlig ikke finde ud af at overlevere den information på nogen anden måde.

Filmen har simpelthen ingen sans for subtekst eller raffinement—hverken i dialogen eller i resten af manuskriptet. Michael Myers får næsten aldrig lov til at ligge på lur i skyggerne eller spøge i øjenkrogen. I stedet bliver mord efter mord udpenslet på skærmen. Der er ingen spænding, der er ingen forundring, der er ingen gys. Og det er lidt af en dødssynd for en gyserfilm. Det er som om, Halloween går mere op i at vise os knivstik og blod i stedet for rent faktisk at skræmme os. Den lader ikke seerens fantasi boltre sig med små antydninger, så de mindste lyde og bevægelser får en til at hoppe i sædet.

For at strø salt i såret opstår mange af de voldsomme situationer, fordi karaktererne opfører sig afsindig dumt. Konflikterne bliver konstruerede og utroværdige, fordi ingen bruger deres sunde fornuft. De ringer ikke straks efter politiet, de løber ikke, når de tydeligvis bør, de sigter ikke efter det fandens hvide maskehoved. Tåberne er ikke engang sympatiske. Folk bliver sure på hinanden, fordi det står der jo i manus, at de skal—om så det giver mening eller ej. Allerværst står det til med Laurie Strode. Stakkels Laurie Strode. Hun opfører sig sådan som plottet dikterer, uden sans og samling.

Hele Lauries eksistens omhandler Myers. Halloween har, som nogle af dens karakterer, et nærmest fetichistisk forhold til hendes traumer—og til psykisk sygdom helt generelt. På mange måder ligner den virkelig noget fra 70’erne. I starten troede jeg faktisk, at der måske var en meta-kommentar på vej. At den yngre generation har fat i den lange ende. De er mere fordomsfri, og Lauries barnebarn er den eneste, der faktisk bekymrer sig om sin bedstemor, mens fetichisterne lider frygtelige skæbner.

Men filmen er fuldstændig entydig og tager sig selv alt for seriøst til det. Psykologer er halvgale groupies, traumer gør én skør og et menneske kan være født helt og aldeles ondt. Der er simpelthen for lidt fantasifuldt gys til, at Halloween på nogen måde kan bære idéen om det overmenneskelige monster.

Jeg er sådan en, der kan ligge vågen om natten, fordi en gyserfilm har inspireret min livlige fantasi—men jeg kommer ikke til at have nogle forestillinger om maskerede mordere i nat. Den skuffelse er næsten mere overraskende end noget i filmen. Så det er nok bedst, at det her er det såkaldte ”endelige opgør” mellem Laurie og Myers. For det føles som om, at de bare ikke gider lave flere af de her film. Og det er også i orden.