GUY MADDIN: Syrlig og syret

Af Niels Harpøth

Guy Maddin er en af de mere aparte nordamerikanske instruktører på nutidens scene. Med sine film indfanger canadieren snildt og uden problemer følelsen af at blive vækket kl. 3:07 en stormfuld november nat af en frådende bedstemor i hvid og blafrende natkjole, der hamrer stegepander sammen, mens hun fabulerer om de gode gamle dage.

Det er desorienterende, rystende, fuldstændig forkvaklet, genkendeligt og egentlig også meget sjovt. Maddin har gennem et væld af kortfilm, videoinstallationer og en håndfuld spillefilm etableret sig som en af nordamerikansk films større særlinge. Spillefilmsdebuten kom i form af Tales from the Gimli Hospital (1988), hvori to kopperramte og dermed hospitalsindlagte mænd konkurrerer om diverse sygeplejerskers gunst med groteske følger.

Filmen blev notorisk ikke blot for sit forkvaklede plot, der også lige runder nekrofili og andre dyder, men fordi at den blev afvist af TIFF (Toronto International Film Festival), der forstod dens anakronistiske greb som amatørisme og dårligt håndværk.

Filmen anslog helt særlig stil, som har gjort sig gældende i utroligt mange af Maddins værker. Hvad end det har været narrative værker eller førnævnte installationskunst (som mange af de narrative værker er en videreudvikling af), har filmene været mærket af en sorthvidsæstetik og sort humor. Der er en længsel – en art frenetisk nostalgi – efter fordums tiders stumfilmiske teknikker, som bliver genskabt med kærlighed.

Det næste vigtige nedslagspunkt i Maddins karriere kom i 2000. Her bestilte TIFF kortfilm fra en række af Canadas største instruktører, herunder David Cronenberg. Da rygterne svirrede om mange kortfilm af få indstillinger, valgte Maddin at gå i den stik modsatte retning og klemme over 100 indstillinger ind pr. minut i The Heart of the World (2000).

Eksekveringen er stadig i den formalistiske stil, der har været dominerende karrieren igennem. Filmen handler om de to stridende brødre, Nikolai (Shaun Balbar), som er bedemand og balsamerer lig på samlebånd, og Osip (Caelum Vatnsdal), der spiller Kristus i et passionsspil. Genstanden for deres kærlighed er videnskabskvinden Annas (Leslie Bais). Hun elsker dem begge, men er i sandhed travlere optaget af at studere, hvad der bogstaveligt talt er verdens hjerte, hvis kommende svigt kan betyde jordens undergang.

Hun ledes i uføre af Akmatov (Greg Klymkiw). En ond, gammel gris af en kapitalist – komplet med skovsnegl og tophat – til de to brødres smerte. Deres kvaler udløser hjertesvigtet og verdens borgere begraves under sværindustrielle stålelementer, mens de døde rejser sig fra deres grave. Det er en gammeltestamentelig dommedag, der krydsklippes med Annas og Akmatovs slibrige hvedebrødsdage.

Men apokalypsens alvor vækker hende til dåd – hun kvæler sin ægtemand og rejser til jordens indre, hvor hun tager sin plads som verdens nye hjerte. Filmen, som indtil nu har været ekstremt hektisk, går nu op i endnu højere gear i en storm af abstrakte klip mens intertitles med jubel annoncerer ”Kino! Kino! Kino!” Alt sammen på sølle 6 minutter.

Maddin er ikke en mand, der spilder tiden, som det også ses i hans spillefilmiske hovedværk: The Me Trilogy. Den udgøres af Cowards Bend the Knee (2003), Brand Upon the Brain! (2006) og My Winnipeg (2007). Der er tale om autobiografiske værker, der skitserer Maddins ekistens filteret igennem hans ekstreme univers.

My Winnipeg åbner med indspilningen af en rekreation, der vises i sin færdige form senere i filmen. Maddin har ikke meget til overs for den fjerde mur, og hvis man støder ind i den under sin produktion, må den enten rykke sig eller styrte i grus. My Winnipeg er en såkaldt docu-fantasia, hvor faktuelle begivenheder blandes med lokale skrøner og Maddins groteske fortolkning af livet i hans barndomshjem.

Alle trådene væves sammen i et tæppe, der er så broget, som det er fascinerende. Man ville kunne sige, at det er Herzogs ekstatiske sandhed taget til sit absolut yderste, og det ville ikke være helt forkert. En god snert tidlig Lynch er der også til stede i de kontrastrige og stemningsfulde billeder, der er som taget ud af feberdrømme.

Maddin kombinerer i størstedelen af sine film mange forskellige greb og former på overraskende måder. I en af My Winnipegs mest forstyrrende og morsomme sekvenser fortælles om vinteren det herrens år 1926. Hurtige cut-out animationer i stil med Lotte Reiniger kolliderer med stillbilleder af forvredne og dybfrosne hestemannequiner samt arkivmateriale fra væddeløbsbaner.

Intertitles følger Maddins insisterende talestrøm, men han beskriver en hesteflok, der i vild flugt fra ildebrand i stalden forvilder sig ud i floden, hvor de fryser fast og dør. Winnipeg er jo ikke en by, hvor den slags får lov at gå ubemærket hen, men hvad der starter som et grufuldt skue bliver hurtigt accepteret af byens borgere. Det bliver endda et yndet sted for kærestepar dyrke sex med et babyboom i 1927 til følge. Det var der nok ikke mange, der havde set komme, og det er emblematisk for de mange uventede drejninger, der rundhåndet er strøet ud over Winnipeg.

For der er virkelig én forventning, man kan gå et Maddin-værk i møde med: at det bliver galt. Muligvis genialt. Man kan heller ikke rigtig drage ind og se den CPH PIX-aktuelle The Forbidden Room (2014) uden blot en smule frygt og bæven. Filmen er instrueret i fællesskab med spillefilmsdebutanten Evan Johnson og i den filmiske blender, er der både smidt ubåde, en vis berømt kirurg og hel deling børnesoldater. Hvis man skal dømme fra de tidligere projekter bliver det vildt, voldsomt og en oplevelse ud over det sædvanlige. Det er på eget ansvar, hvis man søger ind i salens og sindets mørke.

The Forbidden Room kan opleves i Cinemateket d. 12., d. 16. og d. 22.

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *