GULDKYSTEN: Detaljerne skaber helheden

Af Cecilie Egholm Tonnesen

Historiske dramaer er ikke altid lige vellykkede, og når der står slave foran drama, så skriger det ligefrem kliché. Men den debuterende spillefilmsinstruktør Daniel Denciks film Guldkysten er alt andet end en kliché. Det er en højtstræbende alternativ fortælling, der respektfuldt indrammer højromantikkens organismetænkning, og samtidig insisterer på sin nutidige kontekst.

Året er 1836, og slavehandlen i Guinea er for længst ophørt, i hvert fald på papiret. Den unge energiske botaniker Wulff (Jakob Oftebro) bliver sendt til Afrika af den danske konge, hvor han får ansvaret for en kaffeplantages vækst. Wulff er fuld af optimisme og gåpåmod, men det er ikke alle på kysten, der deler Wulffs optimistiske livssyn.

Jo længere Wulff bevæger sig ind i den afrikanske regnskov, jo dybere bevæger han sig ind i det danske guvernement hemmeligheder, og han må sande, at slavehandlen ikke er et overstået kapitel i Danmarkshistorien.  Det sender ham på en rejse i retfærdighedens tegn, for at få sat det endelige punktum for slavehandlen.

I 1800-tallet vendte de tyske og danske filosoffer ryggen til fornuften, som havde gennemsyret hele 1700-tallet, og efterladt en verden opdelt i to. I stedet søgte de nu helheden, en helhed som kun kunne opnås igennem ånden, en ånd som kun fandtes i naturen. Derfor var vejen til sandheden at søge tilbage til naturen.

ANMELDELSE AF:
Guldkysten

ORDET SYNES:5-stars

PROD. ÅR:
2015

INSTRUKTØR:

Daniel Dencik

LAND:
Danmark

Det er denne romantiske naturopfattelse, som er Guldkystens omdrejningspunkt, og som ses ned til mindste detalje. Kameraet zoomer i cirkulære bevægelser, og Wulff lærer de indfødte om naturens særlige æstetisk.

Romantikkens tænkere så historien som en forfaldshistorie, og Guldkysten fortælles ligeledes som en forfaldshistorie. Den unge botaniker ankommer til Afrika fuld af ungdomskraft og livsvilje, og i takt med at filmen udspiller sig suges livsviljen ud af den unge botanikers krop.

At Dencik lader den romantiske filosofi være filmens grundpræmis gør netop, at Guldkysten ikke bliver en kliché. I stedet hæver den sig over den gængse sort-hvidmand dikotomi, som ofte er udgangspunktet for de utallige slavefilm, som tidligere er blevet fortalt.  I Guldkysten er de indfødte og de hvide lige uvidende. De indfødte kan ikke finde ud af at dyrke og udnytte den smukke natur, som de har fået foræret, og koloniherrerne er ved at ødelægge det oprindelige sande i deres hovedkuldse kultiveringsproces.

Filmens altafgørende dramaturgiske bedrift er dens ikke-lineære komposition, men det er samtidig også dens største svaghed. Romantikerne prøvede at fare vild i de engelske haver, for at finde ind til sig selv og det sande. Guldkysten er ligeledes en stor rundtur i det smukke afrikanske landskab, men desværre formår filmen aldrig at finde sig selv, og efterlader sit publikum i vildfarelse.

Guldkysten er en intelligent film, der konstant udfordrer og afprøver sit publikum, og som ikke blot vil underholde, men også udvide publikums forståelseshorisont.

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *