GUD TALER UD: Drama med velspillende dansk stjerne er et følelsesmæssigt dødvande

Af Anna Wied Kofoed

Vi slår op på første kapitel i Jens Blendstrups fortælling om tilværelsens kvaler og en alt andet end sorgløs barndom i provinsen. Cigaretrøgen hænger som en tung, mørk masse over de læderovertrukne sofaer og i de rødbrune gardiner i dagligstuen. En tungsindig stemning bredder sig over lærredet med hvert eneste, falmende frame, og den letter ikke før, end filmens sidste punktum er blevet sat.

 

Selvom filmen Gud taler ud bryster sig af at være en drama-komedie, er der langt mellem smilene. Vi bevidner en families opgør med en følelsesmæssig, afstumpet far og skønt komisk forløsning har været tilsigtet, er det svært at finde noget at grine af. Atmosfæren er tynget af de ar og mén familien bærer på som følge af faderens excentriske opførsel, og filmen ender dermed som et forholdsvis deprimerende og alvorsfuldt portræt af en familieskæbne. En af filmens få komiske lyspunkter udspiller sig til den ældste søns bryllup. Her manifesterer Uffes (Søren Malling) værste mareridt sig i skikkelse af en højlydt, overvægtig, grovædende kvinde med tilknytning til frikirken.     

 

Uffe bryder sig nemlig hverken om frikirker eller fede mennesker. Ikke desto mindre regerer han selv som halvfed Gud i slåbrok og underbukser i familiens parcelhus i Risskov. Men forstadslivet tager en uventet drejning for familien Blendstrup, da Gud bliver syg og livets store spørgsmål pludselig trænger sig på. Præmissen er sådan set god nok og er baseret på Jens Blendstrups selvbiografi, men selve fremstillingen lader noget tilbage at ønske. Filmens iscenesættelse skinner til tider lidt for klart igennem og efterlader et indtryk af, at man har prøvet en smule for ivrigt at skille sig ud. Den yngste søn (Marcus Sebastian Gert) akkompagnerer historien med sine eksistentielle betragtninger om begivenhedernes gang, hvilket blot synes at svække filmens gennemslagskraft yderligere.

ANMELDELSE AF:
Gud taler ud

ORDET SYNES:

PROD. ÅR:
2017

INSTRUKTØR:

Henrik Ruben Genz

LAND:
Danmark

Filmens kransekagefigur, Søren Malling, og den svenske sangerinde ,Lisa Nilsson, gør det dog fremragende som ægteparret Uffe og Gerd Lillian Blendstrup. Man tror på deres gensidige kærlighed, hvor umulig og ubegribelig den end synes at være. Men trods Mallings og Nilssons glimrende præstationer, lider filmen endnu et afsavn, da ingen af karaktererne for alvor vækker sympati eller følelsesmæssig interesse. Man ligefrem længes efter det øjeblik, hvor Uffe stiller træskoene og ikke længere forpester sine sønners og hustrus liv. Flere af de øvrige medvirkende må desværre siges at levere mangelfulde præstationer. Uffes ældste søn (Mads Langelund) og dennes kæreste (Miri-Ann Beuschel) synes hverken at kunne bære filmens alvor eller humor på deres skuldre, og andre følger samme eksempel.   

 

Til tonerne af velsmurte 80’er hits går tæppet atter for i biografen. Parcelhusets mørke træpaneler og murstensvægge står klart i min erindring, mens beboerne hurtigt går i glemmebogen. Gud taler ud skildrer tilværelsen i et hjem, der regeres med hård hånd og de erkendelser, en familie må gøre sig ved udsigten til at miste en far, ægtemand og Gud. Det er ikke så meget en film om en fars bekendelser, som det er en film om løsrivelse, vedholdende hengivenhed og bristede drømme. Går tilværelsen dig på nerverne, så find trøst i Gud taler ud, hvis ikke for andet, så blot for tilfredsstillelsen ved at lære at påskønne din egen familie.

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *