Spydigt antiheltehold i veloplagt bubblegum blockbuster

Af Niels Jakob Kyhl Jørgensen

Marvel fortsætter ufortrødent bølgen af skiftevis selvironiske, selvfede og selvhøjtidelige superheltefilmatiseringer med en vaskeægte space opera efter bedste George Lucas/Joseph Campbell-opskrift. Guardians of the Galaxy er den mest verdensfjerne Marvel-film indtil videre – rent bogstaveligt – men den krydser slavisk af på aktantmodellen for ikke at blive for outreret.

Wild Bunch in Space

Chris Pratt spiller den selvfede småskurk Peter Quill, der kalder sig selv for Starlord i håbet om, at andre vil gøre det samme – og han sætter tonen for filmen, da han i åbningssekvensen danser til et overset 70’er-hit hele vejen ind til filmens kugleformede MacGuffin i et forladt alien-tempel, som en sci-fi Indiana Jones med Tarantinos musiksmag.

 

Desværre skal den krigsmalede superskurk Ronan the Accuser (Lee Pace) bruge kuglen til at udslette en genstridig planet, så Quill må slå sig sammen med den grønne lejemorder Gamora, den genmodificerede vaskebjørn Rocket (Bradley Cooper), træmanden Groot (Vin Diesel) og det hævngerrige muskelbundt Drax (Dave Bautista) for at beholde den – indtil de kan sælge den til højestbydende.

En rammende fanplakat, men Star Trek, Flash Gordon og John Carter – foruden 80’er-”klassikere” som Buckaroo Banzai, Flight of the Navigator og Total Recall – har også spyttet i suppen. Foto: Matt Ferguson
En rammende fanplakat, men Star Trek, Flash Gordon og John Carter – foruden 80’er-”klassikere” som Buckaroo Banzai, Flight of the Navigator og Total Recall – har også spyttet i suppen. Foto: Matt Ferguson

Skarpskårent kævl

Der går en joke om, at Guardians of the Galaxy dybest set er Star Wars med Han Solo og en gruppe dusørjægere i spidsen – og hvem er ikke solgt på det koncept? Læg dertil en sund dosis selvironi og en forkærlighed for bubblegum-pop, så er du på rette vej.

Det skal også siges, at Pratt er sjovere end Harrison Ford som charmerende slyngel, mens tidligere wrestler Bautista er herligt underspillet som en tatoveret hævner, der ikke forstår metaforer. Bradley Cooper er en grovkornet lynsnakker (angiveligt med Goodfellas-Joe Pesci som forbillede), mens Vin Diesel er hele følelsesregistret igennem, selv om hans karakter ikke kan sige andet end ”I. Am. Groot.”

Kun Saldana må se sig snydt for vellykkede punchlines – selv om filmen lige akkurat klarer Bechdel-testen er det påfaldende, at den vigtigste kvindelige karakters udvikling består i at lære at danse.

Selvsikkert orkestreret rumopera

Med en fortid hos det legendariske Troma Studios – kendt for shock exploitation og skæv humor – virkede James Gunn som et atypisk instruktørvalg, men han demonstrerer her et imponerende talent for knivskarp dialog, effektiv filmfortælling og eksplosive set pieces.

En benprotese kan også bruges som våben i en snæver vending. Foto: Disney.
En benprotese kan også bruges som våben i en snæver vending. Foto: Disney.

Særligt fængselsflugten i første akt er en medrivende actionsekvens med en sjælden sans for kampgeografi – hvor ofte mister man ikke overblikket i actionfilm? – opfindsom genrebrug og galgenhumoristisk kådhed (en benprotese spiller en afgørende rolle).

 

Som del af det efterhånden gigantiske Marvel Cinematic Universe er der rigeligt med obligatoriske referencer for det nørdede publikumssegment, og som første del af en franchise (2’eren er sat til 2017) skal vi introduceres til rumvæsenracer med blodfejder, eksotiske planeter og farverige rumvæsner med forglemmeligt fjollede navne. Det er alt sammen ligegyldigt: Gunn holder et fornuftigt fokus på hovedgruppen, og de bærer filmen med manér.

ANMELDELSE AF:
Guardians of the Galaxy

ORDET SYNES:
5-stars

PROD. ÅR:
2014

INSTRUKTØR:
James Gunn

LAND:
USA

Skal man være pernitten, kan man brokke sig over, at plottet til tider føles som et dødsgreb om genrekonventioner, men der er rigeligt med skæve karakterer med glimt i øjet og vidende blink til publikum til, at man som forvokset drengerøv hujer med hele vejen. Guardians of the Galaxy flyver lige i mål med 70’er-musik, 80’er-nostalgi og en coolness-faktor langt over de 11.

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *