GUARDIANS OF THE GALAXY VOL. 2: Anden skæring fra galaksens vogtere er på højde med forgængeren.

Af Frederik Rune Kristensen

Min mest ventede film i 2017 var Guardians of the Galaxy Vol. 2! I et år hvor vi får nye efterfølgere til så ikoniske film som Blade Runner og Star Wars-sagaen, var min mest ventede film, den som indeholder en talende vaskebjørn, et baby-træ og en tatoveret grå mand, der ikke forstår metaforer. Men det var samtidig den film, som jeg var mest nervøs omkring at skulle se, for hvordan skulle den dog nogensinde kunne toppe det farverige, humørfyldte og kreative mesterstykke fra 2014?

Svaret må, efter at have set den nye film, siges at være ”Sådan”. For Guardians of the Galaxy Vol. 2 når ikke bare op på sin forgængers niveau, den hæver sig også over den på en del punkter med en emotionalitet, en iderigdom og en humor, der ikke lader noget tilbage at ønske. Vores helte er blevet et team efter den første films begivenheder. De agerer nu som glorificerede lejesodater for den højestbydende. Men en mission, for en race af nogle ret selvhøjtidlige, guldbelagte damer, går galt og pludseligt er galaksens reddere styrtet ned på en ukendt planet. Det hele kompliceres yderligere, da holdet støder på ingen ringere end Peter Quills far spillet af Kurt Russell, og Yondos ravagers dukker op for at indkassere en dusør udsendt på de fem helte. Der er med andre ord mange bolde i luften, men i centrum for det hele er karaktererne og deres indbyrdes relationer.

Med klar inspiration fra The Empire Strikes Back (1980) bliver karaktererne splittet op, og det giver bikaraktererne lov til at skinne. Hver gang Drax åbner munden griner man, og hans enfoldighed og umiddelbarthed bliver udnyttet endnu mere denne gang. Den nye karakter Mantis er bedårende, og får med begrænset spilletid alligevel efterladt et varigt indtryk. Bikarakterer såsom Nebula og Yondo får ekstra dimensioner, og er langt mere mindeværdige end i første film. Specielt en scene med Yondo, hvor han iført hanekam og sin ikoniske pil massakrerer et helt skib, til lyden af rocksangen ”Come a Little Bit Closer”, er helt fænomenal. Den bringer tankerne hen på Quicksilvers scene i Days of Future Past (2014) på den helt rigtige måde.

ANMELDELSE AF:
Guardians of the Galaxy Vol. 2

ORDET SYNES: 6-stars

PROD. ÅR:
2017

INSTRUKTØR:

James Gunn

LAND:
USA

Med hensyn til musikken er Vol. 2 ikke lige så ekstraordinær som Awesome Mix Vol. 1, men bundniveauet er stadig ekstremt højt, og en Cat Stephens-sang er især velfungerende såvel som åbningssangen. Til gengæld er antagonisten denne gang væsentligt mere interessant end Lee Paces brovtende Ronan fra den forrige film, om end ikke helt lige så interessant som de bedste fra DC (læs Jokeren).

De lettere søgte referencer til resten af Marvel-universet, der var ret tydelige med især den totalt overflødige Thanos i den første film, er der også skåret væsentligt ned på. Thanos bliver kun nævnt et par enkelte gange, og filmen fungerer som et enkeltstående værk uden alt for meget relation til resten af Marvels evigt ekspanderende univers. Dermed ikke sagt, at den ikke følger den klassiske Marvel-model. Ikke færre end 5 post-credits scener er der blandt andet den her gang, og på trods af filmens klichebrydende natur leverer filmen endnu engang et ramasjang-smadder-orgie i sit tredje akt, og hovedantagonisten er faretruende tæt på at blive endnu en af de efterhånden berygtede ”Big blue beam in the sky”.

Men når det hele er ved at blive til visuel larm på lærredet, kommer der en overraskende Pac-Man reference, eller et Avengers-lignende gruppeskud bliver afbrudt af et flyvende objekt, og en dum kommentar fra Drax. Derfor er Guardians unik og i modsætning til f.eks. Deadpool fra sidste år, rammer 9/10 af jokesne her rent ind.

Det er en tegneseriefilm i ordets egentlige forstand, hvor der primært skal underholdes, og publikum skal have det sjovt. Onde tunger vil måske påstå, at det bare er samme gamle vin, som vi også fik serveret i 2014 blot på nye flasker, og at det svarer til at få genfortalt den samme joke. Men jeg har svært ved at forestille mig en bedre efterfølger til 2014’s bedste film. Det er Marvels Empire Strikes Back, og jeg kan ikke vente med at se The Guardians of the Galaxy få en endnu større rolle i Marvel-universet med de næste to Avengers-film.

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *