ATYPISKE KARAKTERER:
Grumme historier om snørklede hjerner

Jeg har en høne at plukke med Hollywood—blandt andre. Den høne hedder autisme, og den er blevet mishandlet igen og igen. Før du tænker: ”Hvorfor skulle jeg dog interessere mig for det?” så overvej f.eks., hvorfor anti-vaccinations-dillen startede. Folk troede fejlagtigt, at vacciner kunne forårsage autisme. Forældre ville simpelthen hellere risikere dødssyge børn end autistiske børn. Hvis autister ikke har brug for gode mediefremstillinger efter sådan en omgang, så ved jeg ikke, hvem der har det.

Men hvad er det lige, de forældre er så bange for? Autisme er en meget forskelligartet tilstand—og ikke en (psykisk) sygdom—så det kan være svært at præcisere. De mest typiske træk indebærer bl.a. at have svært ved at begå sig socialt, at mangle indfølingsevne og at være besværet af forskellige sanseindtryk. Ofte har man også en særinteresse; ens allerstørste passion, som man ofte har et særligt talent for. Det kan være alt fra matematik til Første Verdenskrig til at tegne heste.

Nogle mennesker bliver først diagnosticeret sent i livet, efter altid at have følt sig som en firkant i en verden fyldt med cirkler. Andre får diagnosen som børn og er så påvirkede af det, at de aldrig vil kunne leve på en måde, som de fleste ville betragte som normal.

Med det på plads vil jeg give mig i kast med at undersøge nogle plukkede høner og forhåbentlig finde nogle intakte fjer undervejs.

 

Regnmændene

Det er helt naturligt at starte med Rain Man (1988). Filmen handler om Charlie og Raymond: to brødre, der skal lære at komme bedre ud af det med hinanden. Raymond (Dustin Hoffman) er autist, hvilket er en byrde for Charlie og meget af filmens omdrejningspunkt. Generelt er det næsten umuligt for Raymond at fungere i samfundet, og Charlie har umådelig svært ved at snuppe ham.

Raymond er lidet andet end en akavet og følelseskold savant; altså en slags udviklingshæmning, som gør én voldsomt god til specifikke ting. Raymond er f.eks. en menneskelig lommeregner. De fleste autister har ikke disse nærmest overmenneskelige evner. Der er langt imellem de personer, der kan løse Rubiks-terninger på rekordtid eller ubesværet udrede talrækker.

Rain Mans Raymond repræsenterer altså et lillebitte udsnit af et umådeligt bredt spektrum. Desværre er det ofte med Rain Mans skildring af autisme, at forståelsen både starter og stopper. Selvom Raymond ret præcist er baseret på virkelighedens ”megasavant”, Kim Peek, forhindrer det ikke fremstillingen i at være stereotyp. Nok skaber Rain Man opmærksomhed omkring autisme, men dette bør uden tvivl nuanceres af andre skildringer—især når man tager i betragtning, hvor sjældne evner som Raymonds og Peeks er.

Men hvilke andre historier har man overhovedet at arbejde med?

Det er oplagt at springe lidt frem i tiden og se, hvor langt vi egentlig er nået alle disse år efter Rain Man. 28 år senere fik vi serveret filmen The Accountant (2016), der har Ben Affleck i hovedrollen som den autistiske revisor Chris.

Der er faktisk nogle udmærkede elementer i The Accountant. Så vovet er filmen, at den tager udtrykket neurotypical i brug; altså at have en typisk hjerne som kontrast til den atypiske, autistiske hjerne. Den tager også fat i diagnosticeringsprocessen med børnekarakterernes velvære i højsædet, i stedet for at prøve at berolige forældrene om, at deres barn ”nok skal lære at kunne lide krammere”.

Til gengæld falder The Accountant også i både gamle og nye fælder. Chris er, som Raymond, fantastisk god til noget med tal, så den stereotype er stort set uændret 28 år efter. Men Chris kæmper især med indføling og sanseindtryk. Sidstnævnte selvmedicinerer han sig for på en voldsomt ubehagelig og uhensigtsmæssig måde, og han har så lidt empati, at han metodisk kan slå ihjel. Det er en ret modbydelig måde at portrættere tilstanden på—at en ellers almindelig mand med et almindeligt arbejde mishandler sig selv og er i stand til at dræbe pga. den.

 

Djævlen er i detaljerne

Vi har i Skandinavien også vores eget indspark i sagen—ingen ringere end Broens (2011-2018) Saga Norén. Desværre er hun ikke et helt rent indskud. I første sæson lagde jeg straks mærke til Sagas autistiske træk. Det gjorde andre seere også, hvilket fik forfatterne til at uddybe dette aspekt af hendes karakter. Men det var ikke hensigten at Saga skulle være autist. Seerne fortolkede hende således, og så måtte forfatterne forsøge at komme på niveau.

Dette er desværre en generel tendens. Hvis man vil se en autistisk karakter, skal man selv tolke en karakters træk som sådan—præcis som med Saga. Inspirationen til mine skriverier stammede faktisk fra Credence Barebone (Ezra Miller) fra Fantastic Beasts and Where to Find Them (2016). Credence er akavet, godtroende og indadvendt. Selv den måde han bevæger sig på, fik mig straks til at spotte ham, så at sige. Desværre bliver netop de træk brugt mod ham i historien—især hans blåøjethed—med voldsomt deprimerende konsekvenser.

Jeg sad med fornemmelsen af, at det bare ikke kunne være rigtigt—at autistiske træk er noget man bliver nød til at tolke sig til, og at de træk lige meget hvad involverer lidelse og mismod. Således gik jeg på jagt efter de sunde, fjerbeklædte kyllinger.

 

Prægtige høns

Et af de mest markante nye indskud er Netflix’ Atypical (2017-), der lige har fået sin anden sæson. Seriens hovedperson, Sam, er et andet sted på spektret end både Raymond og Chris. Denne detalje hjælper serien med at nedbryde mange af de førnævnte stereotyper; Sam er skam ganske empatisk, på trods af hans grænseoverskridende ærlighed. Han bliver voksen som enhver anden ung mand og arbejder med sine svagheder, selvom han allerhelst bare gerne vil tale om pingviner. Serien tager fat i, hvor komplekst det kan være overhovedet at snakke om autisme, og hvordan man går til det.

Når jeg taler om nuance, er det sådan noget her, jeg mener. Atypical er i Sams hjørne og giver seeren et indblik i både hans og hans families komplicerede, men også ret almindelige liv; Sam vil f.eks. gerne have en kæreste, mens hans søster Casey sidder i klemme mellem hverdagen, vennerne og universitetsfremtiden. Forældrene har selvfølgelig deres egne problemer at bakse med samtidig, og det er oveni Sams udvikling. I stedet for at læne sig op ad stereotyper eller grinagtige særheder, så viser serien både kriserne og sejrene; den viser, at en som Sam kan gøre fremskridt på en sådan måde, at alle hans positive, passionerede træk ikke bliver knust i processen. Atypical er altså både nøgtern og kompleks og formår således at være et enormt friskt pust til diskursen.

Der er hårdt brug for netop nuance og helt almindelige karakterer, hvis autisme ikke nødvendigvis behøver definere hele deres historie. Hvis det stereotype og skadelige mediebillede skal ændres, er det sådanne skildringer, fyldt med støtte og kærlighed, der kan vende skuden. Når autisme stadig er så voldsomt tabuiseret, er det simpelthen centralt. Det er en langsom proces, der bestemt ikke foregår uden slinger i valsen, men vi er på vej i den rigtige retning.

Hønsene efterhånden få lov til at beholde deres fjer.

Kommentarer