Gribende galskab

Af Stine Bergrud Westerlin

I en tid hvor motorsporten ikke kun var kendetegnet ved revolutionerende fart og teknik, virile kørere og kvinder på sidelinjen, stod rivaliseringen mellem to af sportens ypperste folk, østrigeren Niki Lauda og britiske James Hunt, stærkt i folks bevidsthed. De legendariske racerkørere bliver i filmen Rush sat op i et medrivende portræt af instruktøren Ron Howard, som i samme forbindelse har allieret sig med den britiske filmfotograf Anthony Dod Mantle samt skuespillerne Daniel Brühl (Niki Lauda) og Chris Hemsworth (James Hunt).

Berygtet sportsdisciplin
Niki Lauda og James Hunt var 1970’ernes svar på et sæt duellerende riddere, hvilket da også er hvordan Hunt beskriver sit eget forhold til Lauda. Vi følger de indre og ydre kampe hos de to kørere i kampen om at blive verdensmester i Formel 1-sporten, og allerede i filmens åbningsscene præsenteres Laudas kyniske og kalkulerende attitude ledsaget af en billedsekvens, der fortæller, at her skal der altså sparkes dæk. Linjen er lagt og de mange close- ups af motorsportsmiljøet vidner om, at der ikke bliver lagt fingre imellem i en disciplin, der er hektisk og kontant lige fra begyndelsen. Også på lydsiden accelereres der mindst lige så hurtigt og dramatisk som de potente køretøjer. Men det er ikke uden fysiske eller psykiske konsekvenser, at man involverer sig i sådan en sport.

Med livet som indsats
”Jo tættere man er på døden, jo mere levende er man”. Ordene er Hunts. Hemsworth viser os arketypen på motorsportens playboy med sit lange lyse hår, de smarte solbriller og den kække attitude. Han er sportsmand, levemand og ’brand’ på én og samme tid, mens rivalen Lauda er den beregnende, monotone og introverte outsider. Men ligesom at motorsporten er gensidigt afhængig af alt fra kører, køretøj, vejrforhold og økonomi er Lauda og Hunt uundgåeligt hinandens drivkraft i dette foretagende, og det er netop forholdet og intensiteten mellem disse, der giver hele historien så meget pondus. Lauda udtrykker det således: ”Det er ikke nødvendigvis en forbandelse af have en fjende”.

ANMELDELSE AF:
Rush

ORDET SYNES:
3-stars

PROD. ÅR:
2013

INSTRUKTØR:
Ron Howard

LAND:
USA

Fra 1970’erne kommer der en mere avanceret Formel 1-teknik, som betød, at kørerne skulle være mere analytiske og snu i deres tilgang til sporten. Denne egenskab besidder Niki Lauda, som med sit overbid og tyndslidte hår ikke ligner tidens mandeideal, men på kørebanen tilegner sit navn respekt. Han stiller store krav til mekanikken: aerodynamik og hestekræfter skal spille, for han ved, at når det er med livet som indsats, må køreren være ét med køretøjet, hvilket da også smukt bliver visualiseret i Mantles close-ups af kørernes ansigtsudtryk og bilernes aggressive bevægelse på banen; et billede der viser, hvilket pres, der hviler ikke bare på køreren, men i hele maskineriet. Lauda ved altså, at bilen har en større rolle end køreren, men denne ærefrygt er en mangelvare hos den drengede Hunt, som er tæt på at miste sin karriere og en plads ved Formel 1 på grund af sin hang til sprut, stoffer og damer.

Den sårbare side af sporten
Fortællingen om Lauda og Hunt peger ud over selve motorsporten. Vi får portrætteret, hvor fintfølende og sårbar den ellers så tykhudede og kompromisløse sport kan være takket være Mantles findetaljerede klipning. Vi som publikum bliver et indre øje hos flere af de elementer, der er i omløb omkring sporten. Lige fra græsstrået, der hvirvler op ved hjulenes spin, til skruenøglen, som under løbet ved, at den teknisk skal præstere på millisekunder, hvis køreren skal have en chance for at nå til måls.

Hele billedsiden har fået et børstet og solbrændt udseende, der giver en god 70’er-stemning, som først til slut under finalen om verdensmesterskabstitlen transformeres til et forkullet og mørkere udtryk, ledsaget af en orkestreret lydside, som demonstrerer den næsten dommedagsagtige stemning.

Mantle viser os de underliggende affekter hos kørerne og de eksplicitte close-ups af, hvor galt det kan gå. Det er især scenen, hvor Lauda som en falden ridder trods store smerter forsøger at tage sin sportshjelm på, at man kommer i kontakt med angsten for at lide nederlag; for er det det værd at sætte liv og lemmer på spil i en sport, hvoraf to ud af 25 kørere må lade livet for anerkendelse og en titel?

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *