Prinsesse i poleret krise

Af Ditte Fiil Ravn

Foran mig toner sig et smalfilmsbillede af en ukendt landevej i bjergene. Det kornede billede bliver brudt af en skarp rød farve med ordene: ”The idea of my life as a fairy tale is itself a fairy tale”, og jeg kan høre ekkoene af buh’ene fra Cannes festivalen. Meget er blevet sagt om Olivier Dahans nye film, men Grace of Monaco er mere end blot historien om en amerikansk drøm, der blev europæisk. Den får aldrig brudt igennem til den glamourøse Grace, men den er en atypisk bio-pic, hvilket for en stund holder den overvældende negativitet for døren.

Da Hitchcook tilbyder Grace en rolle ønsker hun at vende hjem til Hollywood. Foto: Scanbox
Da Hitchcook tilbyder Grace en rolle ønsker hun at vende hjem til Hollywood. Foto: Scanbox

Monaco og Grace

Vi kender alle den nu nærmest mytiske historie om Hollywoods darling Grace Kelly, som forlod det hele for at blive fyrstinde af Monaco. I nutidens øjne en tragisk fortælling, som stort set blev gentaget i historien om prinsesse Diana. I Grace of Monaco træder vi ind i 1962, hvor ægteskabet har stået på i seks år, men Grace er stadig ikke faldet til. Vi møder hende, da hun er mest splittet mellem det royale og det Hollywood’ske: De Gaulle truer med at underminere Monacos fyrstedømme, og Alfred Hitchcock tilbyder hende i en rolle i sin nye film. Graces midtvejskrise er omdrejningspunktet for et tidsbillede af Monaco og fortællingen om et, for mange, vaskeægte eventyr.

Finpudset til mindste detalje

”I don’t believe in anyone who crushes happiness and beauty” siger Grace i filmen. Et budskab som instruktøren i høj grad har taget til sig. Det glansbillede der altid har omkredset den virkelige Grace Kelly bliver opretholdt til mindste detalje, og selv de potentielt mest hjerteskærende scener drukner i romantisering og naiv fascination. Den sande biopic må nuancere og give indblik, men det formår Dahan ikke – Grace svælger derimod i sin egen finpudsede Hollywood-glamour, og filmen flyder over med sentimentalitet. Det er fascinerende, hvordan der skiftes scene, hver gang nogen prøver at nå ind til kernen. Et gentagende motiv er det ekstreme nærbillede af Graces øjne, der nærmest virker som en undskyldning for ikke at gå psykologisk tættere. Den Oscarvindende præstation Dahan hev ud af Marion Cotillard i La vie en Rose (2007) virker som en engangsbedrift, når Kidman heller ikke giver Grace den personlighed og menneskelighed, som vi savner fra mediernes fortælling.

Men forpligtelsen som hustru melder sig, da hendes mand er under massivt pres. Foto: Scanbox
Men forpligtelsen som hustru melder sig, da hendes mand er under massivt pres. Foto: Scanbox

Læg fordommene på hylden

Men forkast ikke Grace of Monaco ved første dårlige anmeldelse. Filmen byder på en måske overfladisk, men dog interessant formidling menneskeliv i krise. Modsat så mange biopics er det ikke en livsfortælling eller et større udsnit, men et handlingsforløb fortættet til nogle måneder i hovedpersonens liv. På smuk, æstetisk vis går Grace fra ulykke til accept af skæbnen, og det er en interessant udvikling, der gør op med den gængse kliché om storhed og fald og hylder hverdagens omskiftelighed. Verdenshistoriens uundgåelige virkelighed skaber en poetisk fortælling, hvor kærligheden opdages på ny og modningsprocessen begynder. En på sin vis spændende nyfortolkning af den ensformige bio-pic genre, men filmen ville have haft gavn af et mere dybdegående portræt. Det er desuden meget fascinerende, hvordan en film på 1 time og 43 min. kan føles som en på 3 timer. Det er en tung film i den forstand, og det klæder den heller ikke.

ANMELDELSE AF:
Grace of Monaco

ORDET SYNES:
3-stars

PROD. ÅR:
2014

INSTRUKTØR:
Olivier Dahan

LAND:
Frankrig, USA, Belgien, Italien

Grace of Monaco fortjener en chance i en verden, hvor den allerede er forkastet som håbløs. Se den før din nabo brokker sig til dig.

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *