Anmeldelse
GRÂCE À DIEU: Ozons franske svar på Spotlight viser tre liv rørt af mishandling

Af Gustav Stubbe Arndal

Set på den internationale filmfestival i Berlin

 

Er vi stadig vrede nok over den katolske kirkes systemiske problem med pædofili? Da sandheden for alvor kom frem i 00’erne, var det en enorm og horribel historie, der satte spørgsmålstegn ved en global religiøs institutions troværdighed, men i dag hører man mest om det som punchline i onde vittigheder.

François Ozons nyeste film Grâce à Dieu er på sin vis et forsøg på at genfinde vreden, og undersøge, hvordan vores apati over for problemet har formet sig og forhindrer fremgang. Historien, baseret på en ægte sag, begynder med Alexandre (Melville Poupaud), der opdager, at en præst, han blev mishandlet af som dreng, stadig arbejder med børn. Hans kamp for retfærdighed afslører snart, hvor uansvarligt kirken har håndteret sagen.

De er nemlig gode til at holde Alexandre ved armslængde, men ikke så gode til at gøre noget ved den monstrøse præst Preynat, der indrømmer sin skyld foran en kirkerepræsentant få minutter inde i filmen.

Alexandres korrespondance med kirken, fyldt med banaliteter, høflighed og religiøse overvejelser, høres i voice-over, mens vi ser Alexandres hverdag fortsætte, hans vedvarende traumer hverken anerkendt eller forløst. Da Alexandre til sidst går til politiet og igangsætter en efterforskning, begynder fortællingen at folde sig ud.

Snart har vi to nye hovedpersoner, der også er blevet molesteret af Preynat. Først François (Denis Ménochet), der grundlægger en organisation for ofrene i håb om opmærksomhed fra medierne. Dernæst den lidt yngre Emmanuel (Swann Arlaud), en intelligent, men arbejdsløs mand, som både psykisk og fysisk har lidt i årevis.

Grâce à Dieu viser, hvor gennemtrængende en effekt en eneste børnemishandler i kirken kan have, og hovedpersonerne viser forskellige sider af det. For Emmanuel har hændelserne ødelagt hans liv – hans forhold til autoriteter voldte ham problemer i sin ungdom, og han lider af epileptiske anfald. Men som aktivist finder han endelig et sted, han kan gøre noget godt.

François virker mere veljusteret, men han bærer en ulmende vrede over for kirken, som udløses i sin arrige aktivisme. Alexandre har mindre gåpåmod end de andre – han lever et godt liv med kone og børn, og har svært ved at adskille kirke fra tro.

Hver af hovedperson leverer eminent, troværdigt skuespil, som Ozon fanger med en sikkerhed, man kun finder hos erfarne instruktører. Han krydrer filmen et par gange, særligt i sine kirkebilleder og i drømmeagtige flashbacks til mændenes ungdom, men ellers giver han sine skuespillere plads.

Det er en personlig fortælling om virkelige mennesker, og i modsætning til sin amerikanske modpart Spotlight (2015) er der ikke en klar opbygning eller store ”momenter”. Grâce à Dieu er mere interesseret i, hvordan disse menneskers hverdag er blevet berørt.

Først gennem Alexandres hverdag, der nu overskygges af hans hidtil skjulte fortid. Senere da støttegruppen ender med at føles som et alment weekendmøde. Filmen strækker sig lidt ud, men det er en del af pointen. Det er i sammenholdet og deres langsomme helbredelse, at de tre mænd finder en grad af fred, ikke gennem en tilfredsstillende tre-aktstruktur.

Grâce à Dieu er ikke så meget vred på kirken, som den er chokeret over dens adfærd. Den handler om hverdagens virkelighed i eftermælet af onde gerninger, snarere end en nobel kamp for sandhed. Men den forbliver effektfuld. Til slut i filmen står én ting klart: Fortiden er aldrig så langt væk, at man kan tilgive noget så grusomt. Gud være lovet, at nogen holder kampen i gang.

Kommentarer