1989: Gorbatjov out of sync

Af Rasmus Molin Friis

Anders Østergaards 1989 optrevler de begivenheder, som gik forud for genforeningen af de to Tysklande og signalerede enden på et halvt århundredes bipolær magtkamp. Filmen tolker hændelserne som en sommerfugleeffekt af storpolitiske dimensioner: En tidligere revisors rationelle tilgang til tørre tal samt drabet på en østtysk nobody bliver selve baggrunden for det definitive opgør med jerntæppets undertrykkelse.

Efter sin indsættelse som Ungarns ministerpræsident beslutter Miklós Németh sig for at afskaffe landets grænseanlæg – de er ganske enkelt for dyre i drift. Da rygterne om den slækkede ungarske kontrol når Østtyskland, drager tusinder på flugt i håbet om at omfavne friheden i den vestlige verden. For den familie, som 1989 følger, slukkes drømmen brat ved den ungarske grænse, men deres historie bliver afgørende i forspillet til murens fald. Det er en velvalgt vinkling af en hyppigt fortalt historie.

Dramaet lider dog under Østergaards besynderlige iscenesættelse af centrale begivenheder, navnlig i beretningen om den unge families flugt fra Østberlins betonhelvede. Her modarbejder et virvar af POV-skud Østergaards ambition om at formidle store følelser. Måske er den danske dokumentarist som mange filmmagere før ham blevet offer for idéen om, at det subjektive kamera styrker seerens følelsesmæssige engagement (hvem sagde Lady in the Lake?). Det er ofte lige omvendt: Hvis du ønsker seerens empati, så vend kameraet 180 grader og lad dem spejle sig i karakterernes øjne – der, hvor følelser blotlægges.

ANMELDELSE AF:
1989

ORDET SYNES:
3-stars

PROD. ÅR:
2014

INSTRUKTØR:
Anders Østergaard & Erzsébet Rácz

LAND:
Danmark, Ungarn, Tyskland & Norge

For at styrke fortællingens fremdrift har Østergaard valgt at kombinere arkivoptagelser af politikere med lyd fra andre klip; en strategi, der er blevet beskyldt for at skade fremstillingens sandfærdighed (efterhånden en gammel traver i dokumentarfilmsdebatter). Problemet er dog snarere, at den Felliniske synkronisering af mundbevægelser og faktisk tale gør det umådelig svært at holde masken undervejs. Det er nok tvivlsomt, om komikken er tilsigtet; der var trods alt ikke agurketid i slut-80’ernes Sovjetunionen.

Det er paradoksalt, at en instruktør, hvis ambition er at fortælle virkelighedens historier med fiktionens sprog, har begået et interessant historisk dokument snarere end en engagerende fortælling. I den efterfølgende Q&A rejste en ældre herre sig i salen og hyldede Østergaard for hans medrivende genfortælling af et centralt forløb i ny europæisk historie. Måske man skulle have været der, tænkte jeg. For jeg var der aldrig i 1989.

Kommentarer