• Connie Nicklas (Robert Pattinson) flygter konstant fra sit ansvar i livet. Foto: A24.

    GOOD TIME: Benny Safdie og Robert Pattinson som udygtige bankrøvere

    Af Anne Christine Fabricius

    Det er efterhånden almen viden, at Robert Pattinson hader Twilightsagaen. Han hader filmene, han hader at have været med i dem, og han hader endda Edward Cullen, karakteren han selv spillede. Fem år efter denne episode i skuespillerens karriere medvirker han altså i Good Time ved Benny Safdies side. Hvis du stadig i dag tvivler på Pattinsons spilleevne, er dette filmen, der endegyldigt vil få dig til at indse, at din skepticisme er ubegrundet.

     

    Mens Benny Safdie spiller Nick Nicklas, Connie Nicklas’ (Robert Pattinson) psykisk udfordrede lillebror, er han også instruktør med sin bror, Josh Safdie. Resultatet er intet mindre end fremragende. Benny Safdie og Robert Pattinson konstituerer til sammen en eksplosiv duo, hvor de på hver deres måde bringer talent ind i billedet, i en ellers kold fortælling. Good Time viser brødrenes flugt fra politiet efter at have røvet en bank, hvor kun Nick bliver fanget. Filmen er derfor et langt guilt trip, hvor Connie forsøger at få sin bror tilbage, samtidig med, at han på ingen måde er i stand til at tage sig af ham. Scenerne stiger gradvist i absurditet, men grænsen til det patetiske flirtes der udelukkende med – den nås aldrig.

     

    På trods af, at Connie er en dybt usympatisk karakter, er han en yderst charmerende mand, som lyver sig til alt i livet. Det lykkes ham langt hen ad vejen at få det, han ønsker, selvom dette betyder at udnytte en 16-årig pige i hendes hjem, eller at banke en uskyldig vagt gul og blå. Han udviser ingen form for morale, ingen etik, ingen empati. Man tvivler endda på, om hans jagt efter at få Nick fri skyldes broderlig kærlighed eller selvisk stædighed.

    ANMELDELSE AF:
    Good Time

    ORDET SYNES:

    PROD. ÅR:
    2017

    INSTRUKTØR:

    Benny & Josh Safdie

    LAND:
    USA

    Alligevel følger man de to brødre med stort engagement gennem hele filmens varighed. Det skyldes delvis den konstante mangel på forløsning, men også Nicks psykiske sygdom, som skaber den røde tråd i filmens forløb. Sygdommen tilføjer også en stærkt nødvendig varme til fortællingen, og det er også herigennem at man investerer sig følelsesmæssigt i karakterernes liv.

     

    Mens man ikke kan andet end at rose både skuespillet og instruktionen, ligger en stor del af Good Times ånd i lyden. Soundtracket er fuldstændig fejlfrit i alle filmens lydrige minutter. Kombineret med en ekstremt anerkendelsesværdig æstetik, blandt andet med nogle ubeskriveligt fede farvedetaljer, kan Good Time altså ikke siges at være andet end et originalt mesterværk.

     

    Det er den slags film, man ville betale for at se flere gange. Faktisk ville jeg gå i biografen igen for at genopleve én enkelt scene, der inkluderer en rød røgpatron og stjålne pengesedler. Æstetisk set er det efter min mening den flotteste scene i Good Time, som samtidig sætter gang i hele handlingen. Og det er lige præcis sådan, jeg husker Safdiebrødrenes film: et fantastisk udtryk og en evigt kulminerende handling.

  • Skriv et svar

    Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *