THE GOOD LIE: En film om venskab og gensidig respekt

Af Rose Marie Barslev Willert

I midten af 1980’erne flygtede ca. 25.000 børn fra deres familier og landsbyer i Sydsudan grundet borgerkrigen mellem nord og syd. Børnene flygtede til fods, og kun halvdelen overlevede den lange rejse til flygtningelejren Kakuma i Kenya, hvor de fandt ly i. I år 2000 var lejren vokset til bristepunktet, og på opfordring af FN begyndte USA at tage imod grupper af ”de fortabte børn” og gav dem mulighed for at starte et nyt liv. Indtil videre er kun 4000 børn kommet til USA, da programmet blev stoppet efter den 11. september 2001, og Kakuma Refugee Camp rummer i dag over 100.000 flygtninge.

The Good Lie er en fiktionsfilm, som er inspireret af fortællinger fra mange af ”de fortabte børn”, der overlevede den borgerkrigen og kom til USA. Filmen tager udgangspunkt i de tre drenge Mamere (Arnold Oceng), Paul (Emmanuel Jal) og Jeremiah (Ger Duany). Da militser fra den nordlige del af landet brænder deres landsby og dræber deres forældre, tvinges de til at flygte. Sammen med andre flygtninge begiver de sig ud på en lang og farlig rejse til Kakuma Refugee Camp, som bliver deres hjem de næste 13 år, indtil de endelig får chancen for at komme til USA. Her bliver de mødt af den rapkæftede socialhjælper Carrie (Reese Witherspoon), som har fået til opgave at skaffe dem arbejde. Hun er vant til at få tingene gjort hurtigt og effektivt, men drengene kender ikke til det vestlige 20. århundrede og er hverken vant til rindende vand, elektricitet og moderne teknologi, så selv basale færdigheder, såsom at forstå hvordan en telefon fungerer, er en udfordring.

ANMELDELSE AF:
The Good Lie

ORDET SYNES:

3-stars

PROD. ÅR:
2014

INSTRUKTØR:
Philippe Falardeau

LAND:
Kenya, Indien & USA

Reese Witherspoon pryder filmens cover og leder os til at tro, at der her er en historie om en hvid kvinde, der kommer tre sudanesiske drenge til undsætning som en anden Sandra Bullock i The Blind Side (2009) Heldigvis er det ikke helt tilfældet. For Philippe Falardeau var det vigtigt at fortælle historien om ”de fortabte drenge” så autentisk som muligt, og derfor skulle filmens cast bestå af folk, der selv har haft krigen tæt på sig. Skuespillernes præstationer er nærværende og ærlige. Mange af dem ved, hvad det vil sige at være flygtning.

The Good Lie gør meget ud af at vise, hvor taknemmelige drengene er for at være kommet til mulighedernes land til trods for de indre dæmoner, de kæmper med. Det er da også kun de  første 35 minutter af filmen, der foregår i Sudan og Kenya, og desværre glemmer man hurtigt, at børnene har oplevet en blodig borgerkrig. Philippe Falardeau har valgt play-it-safe-vinklen, for de fortabte børns fortælling er barsk og ubegribelig, men overskygges af humoristiske kulturchok og replikker, som da Mamere fortæller Carrie, at han håber hun finder en mand, der kan fylde hendes tomme hus.

The Good Lie udvikler sig hurtigt til en feel-good-movie, der desværre har pakket de tunge emner, såsom overbefolkede flygtningelejre, for godt ind.

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *