Anmeldelse
GLOW SÆSON 3: Som fugl Føniks

Året er 1985 og tv-serien GLOW (Gorgeous Ladies of Wrestling) er lige holdt op med at blive sendt. I stedet er instruktør Sam Sylvia (Marc Maron) og de 10 kvindelige wrestlere taget en tur til Las Vegas. På et kulørt kasino opfører de anden sæsons finale aften efter aften… efter aften. Der er altså ændringer i farvandet for ikke blot GLOWs fiktive kvindebrydere, men også for hele tredje sæsons struktur.

Jeg savner helt ærligt brydningen. Det er den slags brydning, der er lige dele skuespil og sport, og som involverer overdrevne roller, funklende spandeks og evige rivaler.  En del af første og andens sæsons tiltrækningskraft var de 10 bryderes langsomme tilvænning til wrestlingmiljøet og de både spektakulære samt farlige manøvrer. Men man ender med at savne de absurde og sæbeoperalignende overraskelser, når hovedpersonerne udfører det samme show hver eneste aften. Nogle af sæsonens mest underholdende øjeblikke er, når bryderne netop finder på noget nyt – som at bytte wrestlerpersonaer for en aften.

Men udmattelsen som et resultat af ensartetheden er netop en del af pointen. Uden historiens store fokus på brydning er der mere plads til, at karakterernes personligheder kan udfolde sig. Vi får således et endnu dybere indblik i deres udvikling og indre liv, end vi plejer. Karakterer som f.eks. Jenny (Ellen Wong) og Melrose (Jackie Tohn) får endelig deres plads i rampelyset efter 2 sæsoner på sidelinjen, hvilket resulterer i en af sæsonens mest hjerteskærende scener mellem de to veninder. Samtidig vender hunulven Sheilas (Gayle Rankin) dødinteressante indre rejse tilbage, mens den hårdt pressede mor Tammé (Kia Stevens) står over for nye udfordringer.

Endnu engang udmærker GLOW sig også ved at kunne vise karakterernes udvikling subtilt. For eksempel foregår Carmens (Britney Young) sidehandling stort set kun i baggrunden og kommunikeres gennem længselsfulde blikke og et mistænkeligt dvælende kamera. Sæsonen, og i forlængelse resten af serien, bliver således til en dybt fængslende udforskning af de forskellige figurer.

Og hvordan står det til med Ruth (Alison Brie)? Hun var klart og tydeligt hovedpersonen i første og anden sæson, men den rolle opblødes her i tredje. Hun deler i høj grad hovedrollestatus med semi-veninde og rivalen Debbie (Betty Gilpin). Debbies foretagender driver i højere grad sæsonens plot fremad, mens der står personlig fremdrift på menuen for Ruth. Hendes forhold til hendes faderfigur og måske udkårne, Sam, er især i fokus, og det er ligeså komplekst og besværligt, som sådanne forhold altid er i GLOW. Jeg kan kun rose denne hovedrolleopblødning – det klæder virkelig serien at have et bredere fokus, der lader historien fokusere mere på andre end Ruth.

Dog bliver plottets struktur heraf lidt mere rodet, især uden brydningen som det faste holdepunkt. Men for mig er det det hele værd. Selvom jeg savner den spandeksprydede fantasifuldhed, så elsker jeg GLOWs komplicerede, kriseramte og fuldkommen menneskelige karakterer. De er nogle er de mest velrealiserede figurer, jeg nogensinde er stødt på. De problemer de kæmper med, er altid præget af livets små, altødelæggende overraskelser. Den karakter- og plotmæssige cocktail er særdeles velsmagende. Jeg indrømmer blankt, at jeg er blevet suget hovedkulds in i GLOW-universet endnu engang.

Båret af dens fantastiske karakterer, fremragende skuespilpræstationer og nærgående historie, er tredje sæson af GLOW en værdig fortsættelse af de første to. Historien bliver nedbrudt og karaktererne brænder sammen eller genopstår af deres egne asker. Det er simpelthen ikke til at stå for.

Kommentarer