GLASSLOTTET: Er mænd i tank-top altid dårlige fædre?

Af Emma Louise Ellehøj

Filmklicheens dårlige far står for de fleste knivskarpt. Fuld og ubehagelig spenderer han hele dagen på sofaen, mens han skiftevis slår sin kone og råber af sine børn, altid iført samme uniform af hvid forvasket tank-top. Sådan opfører faderfiguren i Glasslottet sig også, men kun en gang imellem. Rex Walls (Woody Harrelson) er nemlig meget mere og andet end den klassiske wifebeater-bærende fordrukne far/tyran, vi har set så mange gange før.

 

Glasslottet er baseret på journalisten Jeanette Walls’ selvbiografiske bestseller af samme navn, og der bliver fra start lagt vægt på filmens status som “based on a true story”. Omdrejningspunktet er forholdet mellem Jeanette (Brie Larson) og hendes far Rex (Woody Harrelson), der på en og samme tid er fyldt med kærlighed og dybt dysfunktionelt. Rex er kreativ, intelligent og inspirerende og forsøger med svingende succes at opdrage sine børn i livets skole. Når det lykkes er han den rene Captain Fantastic, når det går galt sætter han familien i livsfare. At filmen bygger på personlige oplevelser bliver især tydeligt i den kærlighed til karaktererne, der er til stede i portrættet af familien Walls. Selvom forældrene  viser sig utilstrækkelige, når børnene gang på gang sulter i faldefærdige huse og en fem-årig Jeanette ved et uheld sætter ild til sig selv, mens moderen (Naomi Watts) har travlt med kunstneriske udfoldelser, er man aldrig i tvivl om, at de elsker deres børn.

 

Instruktøren Destin Daniel Cretton står tidligere bag den anmelderroste Short Term 12 (2013), der også havde Brie Larson i en bærende rolle. Hvor Short Term 12 var ekstremt rørende i sit stilfærdige portræt af en gruppe udsatte unges hverdag, bliver Glasslottets mere udbasunerede brug af følelser ofte en tand for meget. Når én scene for eksempel både indeholder en dybfølt faderlig kærlighedserklæring, poetiske life lessons akkompagneret af trist klavermusik, og en enkelt tåre, der langsomt triller ned af en buttet barnekind i lejrbålets skær, er det svært at undertrykke en følelse af for-meget-hed. Scener som disse, der nærmest skriger “det er meningen, du skal græde nu!” er desværre med til at udvande de intense og reelt rørende passager, som også er til stede i filmen.

ANMELDELSE AF:
Glasslottet

ORDET SYNES:

PROD. ÅR:
2017

INSTRUKTØR:

Destin Daniel Cretton

LAND:
USA

Glasslottet forsøger at skildre det at vokse op i en dysfunktionel familie med så mange nuancer som muligt. Selvom familiens liv tager nogle dystre drejninger, og børnene bliver udsat for lidt af hvert, får man fornemmelse af, at den turbulente opvækst præget af fattigdom og misbrug også har været med til at skabe helstøbte, handlekraftige og selvstændige mennesker. Filmens struktur med tilbagevendende flashbacks understøtter fint den udvikling Jeanette gennemgår i synet på sin far, fra barnlig idolisering til voksende afsky og måske til sidst en form for forståelse. Der er ingen tvivl om, at familien Walls er både anderledes og interessante i deres konstante kamp for en alternativ livsstil, der aldrig kan blive realiseret. En række private billeder og klip med forældrene samt nogle ultra korte interviews med Jessica Walls og hendes søskende i filmens afslutning, får dog en til at tænke på, om fortællingen havde fungeret bedre som rendyrket dokumentar. Selvom Woody Harrelson er god, kan virkelighedens karakterer og følelser til tider overgå fiktionens.

Kommentarer