Anmeldelse
GLASS: Et glashus der holder

Af Claus Nygaard Petersen

Hvis den syndflod af Marvel-film, der mildest talt er svingende i kvalitet, står dig langt ud af halsen, så er unikummet M. Night Shyamalans version af tegneseriehelte og -skurke en kærkommen tonic til at dæmpe kvalmen.

Unbreakable (2000) var den klassiske mand-får-superkræfter-men-vil-ikke-accepterer-det-ansvar-der-følger-med fortælling, hvor kernen var forholdet mellem den ufrivillige helt, David Dunn (Bruce Willis), og hans søn, Joseph (Spencer Treat Clark), der sin far som den superhelt, han ikke selv kan tro på han er.

Split (2016) var en grum thriller, hvor en kidnappet pige (horrordarlingen Anya Taylor-Joy) skulle undslippe en mand, Kevin Wendell Crumb (James McAvoy), med 24 forskellige personligheder, hvoraf den ene var en brutal og dyrisk hævner kendt som The Beast.

I filmens sidste scene dukkede David Dunn op, og internettet gik amok. Snak om en potentiel tredje film i det Shyamalan’ske super-univers var øredøvende, og nu er den her så. Spørgsmålet er, om den overhovedet kan leve op til de absurd høje forventninger, som de to første har akkumuleret.

Handlingen i Glass fortsætter umiddelbart efter, hvor Split slap; den dominerende samling af identiteter i Kevin, kaldet The Horde, er på fri fod og kidnapper perfekte teenage-piger på ny. David har mere eller mindre omfavnet sin heltegerning og leder efter den mystiske kidnapper.

Uden at røbe præcis hvad og hvordan, ender de to på et psykiatrisk hospital. Der holder dr. Ellie Staple (Sarah Paulson) dem og det titulærer gale forbryder-geni Elijah Price, a.k.a. Mr. Glass (Samuel L. Jackson), bag lås og slå. Hun vil forsøge at kurere dem for deres, i hendes optik, storhedsvanvid – der findes nemlig ikke supermennesker, kun folk med sygdomme.

Ganske som det var tilfældet i den forrige film, er McAvoy den helt store oplevelse. Hver enkelt identitet har små unikke kropsudtryk og mannerismer.Især måden, han bruger sine øjne på, er fænomenal, og i denne omgang får vi lov til at se flere af de mange identiteter, blandt andet filmprofessoren Mr. Pritchard, der har speciale i japansk film fra 1950 til 1980. Særligt i en scene skifter McAvoy ubesværet mellem flere identiteter, uden at der klippes, men man bliver aldrig i tvivl om transformationen mellem de forskellige – det er intet mindre end fænomenalt skuespil!

De to veteraner, Jackson og Willis, yder også fine præstationer, hvor Willis næppe har været set bedre i flere år. Samspillet med Treat Clark er subtilt og nærværende, og det er da også disse “almindelige” og menneskelige, emotionelle forbindelser, som Dunn, Price og Crumb har hver især, der gør, at den usandsynlige fortælling holder jordforbindelsen og ikke ender med blot at være endnu en super-film.

Teknisk er der heller ingen slinger i valsen. Visuelt er den for det meste meget ordinær, men med små lækre bidder hist og her til at holde synssansen tilfreds (det pink’e rum) og på lydsiden er der heller ikke en finger at sætte – alt i alt solidt håndværk.

Men alt er dog langt fra perfekt. Shyamalan er både berømt og berygtet for sine mange twists, og ja, de findes også her, nogle mere vellykket end andre. Omvendt kan man sige, at netop plottwists  er en del af de tegneserie-universer, som filmen jo læner sig endog meget kraftigt op ad, så det giver god mening med disse. Men med Shyamalans rygte i mente, bliver det desværre for forudsigeligt, at de skal komme – overraskelsen ved dem forsvinder simpelthen alt for hurtigt.

Filmen bliver også til tider mere en Split 2 end en decideret afslutning på trilogien. Ikke at der er noget i vejen med usømmelige mængder McAvoy, men Unbreakable delen af universet kommer til at virke påklistret. Dog ikke i en grad, der ødelægger den underholdningsmæssige del af oplevelsen. Men det svækker generelt Glass, som afslutning på en trilogi.

Glass er en ferm psyko-thriller-action-superhelte-film, der underholder fra start til slut.
Ledt formidabelt an af en superb James McAvoy, og generelt glimrende præstationer hele vejen rundt, forlader man biografen med et stort smil på læben og troen på, at Shyamalan måske endelig er tilbage på det spor, der gjorde ham til et af filmindustriens hotteste navne omkring årtusindskiftet.

Kommentarer