BOBBI JENE:
Glædesløs dokumentar om dansens fremtid

Bobbi bruger timer på at skubbe betonmure, bare for at mærke sin egen krop arbejde med uoverkommelige opgaver. Sandsække slæbes, elskendes hjerter knuses og nervepirrende dansebevægelser med “30% chance for slamming your head on the ground” eksekveres. Hendes største opgave er dog at bære Lind’s Tribeca-vinder på sine skuldre. En opgave hun kun med nød og næppe formår at løfte.

Filmen åbner i Tel Aviv, hvor den 30-årig Bobbi Jene har besluttet at vende hjem til USA. Hun er fremtiden inden for danseredskabet “gaga”; en bevægelsesform anvendt af dansere verden over, som styrker og udfordrer den dansendes mentale og fysiske opmærksomhed.
Efter et årti hos guru- og Batsheva Dance Company leder Ohad Naharin, hendes tidligere elsker, er det nu blevet tid for Bobbi til at forlade truppen og styrke sig som kvinde og skaber.

Vi har her at gøre med en hyper-selvbevidst kvinde i perfekt kontrol over sin krop med en betagende tilstedeværelse. Hun fører sig frem med et kropssprog, der skriger spar 2 og et karakteristisk look af langt, mørkt, glat hår, der svøber sig om hendes skuldre, som var hun en Disney-prinsesse. Da hun i dokumentarens begyndelse informerer Ohad om sin afsked med kompagniet, er hun så gestikulerende og invaderende i hans sfære, at man nærmest skulle tro, hun var skuespillerinde med et manuskript, der følges til punkt og prikke. Så komfortabel i rummet og sin egen fremtoning er hun.

På trods af hendes talent er det ikke en dans på roser at vende hjem. Hun må efterlade sin kollega og kæreste, den 20 år gamle Or, og må derudover kæmpe for at få en fod ind i netværket hos de aktuelle dansere på den amerikanske scene.

Det sidste går dog nogenlunde glat for hende, eftersom Bobbi er et verdenskendt navn, hvilket dog aldrig fremhæves eller bevises i Elvira Lind’s prisvindende film. Kun en enkelt kort solo og 5 sekunders klip af tidligere opvisninger understøtter filmens påstand om hovedkarakterens genialitet.

Og det er her, jeg som danser og anmelder splittes i to.

På den ene side kan jeg med 14 års erfaring, blandt andet med gaga, se hvad Bobbi har gang i. Jeg kan forstå og sympatisere med de kunstneriske valg og føler med hende, når hun under en fysioterapeuts kyndige hænder pludselig bryder sammen.

Hendes tilgang til træning virker logisk for mig, og jeg sidder nikkende og ser på, alt imens hun umiddelbart umotiveret vælter rundt på store blå plasticsække fyldt med mursten. Jeg kan godt se, hvad hun vil opnå, når hun for tyvende minut i træk kaster hænderne kraftigt over hovedet eller gnider sin nøgne krop imod en 25 kilo tung sandsæk, hvilket gennem ren kærlighed til anstrengelse giver hende en orgasme foran et måbende publikum.

På samme side kan jeg som filmkritiker ikke forstå, hvor underfortalt og indforstået Bobbi Jene er. Jeg kan ikke acceptere den næsten dovne journalistisk tilgang, der fremstiller en fantastisk kvinde glædesløst.

“I want to get to the place, where I have no strength to hide anything” siger hun selv, alt imens der danses let henover den dybt kristne mors holdning til datterens eksperimenterende stil og en spiseforstyrrelse med manglende nysgerrigt ‘drive’ fra filmskabernes side. Bobbi forekommer kold og distanceret, og vi inviteres ikke, som normale dødelige ikke-dansere, ind i hendes kunstneriske proces.

Dog ses der i Bobbi Jene et kameraarbejde, som for en gangs skyld formår at fange det visuelle budskab, dans indeholder; organisk glidende bevægelser i det håndholdte kamera fanger fint små varierende vinkler i dansemontagerne. Dog ødelægger unødvendige klip de fine nuancer ved netop ikke at give det uafbrudte forløb, gaga kræver. Ved at sammenklippe Bobbis comebacksolo på 1 time til 4 minutter mistes budskabet om nydelsen ved langsom “effort”.

Bobbis hensigt understøttes kun af verbale udtalelser. Hvilket er en skam, når man har med en af verdens dygtigste fysiske formidlere at gøre.