Glædeligt 50-års gensyn med drengerøvene fra The Beatles

Af Bjørn Juul Andersen

Få film formår at ramme en tidsånd så præcist, som den nyrestaurerede 50-års jubilar A Hard Days’ Night (1964) gør det. Richard Lesters skæve mockumentary-musical om The Beatles tager én med tilbage til 1960’ernes svingende London, hvor den præsenterer os for John, Paul, George og Ringo, da de stadig bare var dameglade drengerøve, der omfavnede ungdommen og pissede på autoriteterne.

A Hard Day’s Night er ustruktureret gag-comedy, når det er bedst. Filmens hovedformål er ikke at fortælle en god historie, men vise beatlemaniens absurditet ved at følge de fire stjerner på en fanden-i-voldsk tur til London, hvor den ene komiske situation afløser den anden inden bandet til slut spiller en koncert for deres grædende og råbende fans.

Filmen består af mange små gakkede episoder: Pauls småskøre bedstefar der skaber sig på et casino, Ringo, der i sit forsøg på at opleve livet, bliver arresteret og flygter fra fængslet, mens bandets møde med et pressekorps, hvor dumme spørgsmål bliver besvaret med ligeså dumme svar, tydeligt viser filmens antiautoritære og satiriske tone.

De fire unge idoler vil blot feste, spille musik og score tøser, men bliver gang på gang afbrudt af absurde situationer, som de skal forholde sig til. Filmen fungerer som en skarp satire over beatlemanien, hvor bandet er fanget af deres egen popularitet og hektiske hverdag. Filmen føles dog langt fra som en tung, løftet pegefinger, men som et forfriskende og yderst charmende indblik i, hvad det vil sige at være popstjerne anno 1964.

ANMELDELSE AF:
A Hard Day’s Night

ORDET SYNES:

5-stars

PROD. ÅR:
1964

INSTRUKTØR:
Richard Lester

LAND:
UK

De fire stjerner er fantastiske som de fiktionaliserede (og meget simplificerede!) udgaver af sig selv og fremstår som små-arrogante, men intelligente unge mænd, der tager et opgør med autoriteterne, og filmen blev ikke kun set som propaganda for The Beatles, men for hele 1960’ernes voksende ungdomskultur i både England og USA.

Filmens lette og komiske tone bliver også krydret med musiksekvenser fra tidlige Beatles klassikere som ’A Hard Day’s Night’, ’Can’t Buy Me Love’ og ’She Loves You’, som på fornem vis binder de mange gakkede episoder sammen og ikke mindst gav mig et stort smil på læben.

Filmens opstillede musiksekvenser er banebrydende med dens innovative iscenesættelse og rytmiske klipning. Især klipningen af den afsluttende koncert, hvor bandets optræden er filmet med adskillige kameraer og dynamisk klippet med close-ups og zooms, er en stor inspirationskilde for den moderne musikvideo.

På trods af, at A Hard Day’s Night efter 50 år synes lige lovlig gakket og vilkårlig i dens fortællestil og nogle af jokerne falder hårdt til jorden, holder filmen stadig i dag takket være dens komiske syn på popdyrkelsen, Beatle-drengenes charme og ikke mindst The Fab Fours humørfyldte musik, som stadig lyder fremragende.

Og selvom jeg mest er til The Beatles’ mere kunstneriske udtryk fra slutningen af 60’erne, fik gensynet med de charmende og festglade drengerøve fra Liverpool mig i et fantastisk humør, hvor tilværelsen ikke behøves at tages så skide alvorligt.

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *