GIMME DANGER: En kærlighedserklæring til rock’n’roll

Af Adam Ambus Madslund

Fra første sekund er der ingen tvivl om, hvilken type film Gimme Danger er. Instruktør Jim Jarmusch sidder og skal til interviewe Iggy Pop, der var frontmand i bandet The Stooges, der i år blev dannet for 50 år siden. Jarmusch får hurtigt konstateret, at The Stooges altså er det bedste rock’n’roll-band, der nogensinde har eksisteret. Jarmusch er ikke synlig i resten af filmen, men når lige at få markeret sin holdning og dermed lagt grundstenen for en film, der er en hyldest og kærlighedserklæring til The Stooges og den klassiske rock’n’roll.

 

The Stooges var et kortlivet, men enormt indflydelsesrigt band, der var med til at grundlægge punken og influerede alle fra Sex Pistols over Sonic Youth til Nirvana. Gimme Danger fortæller historien om bandet, fra dannelsen i 1967 frem til bruddet i 1974 og den senere gendannelse over tredive år senere. Historierne fortælles af de resterende medlemmer, samt et bredt udvalgt af folk, der havde med bandet at gøre. Det hele krydres med fotografier, arkivoptagelser og, når arkivoptagelserne ikke er tilstrækkelige, flotte animerede sekvenser. Det er klassisk skruet sammen, men også virkelig effektivt, for Gimme Danger er først og fremmest en enormt underholdende film. De fleste af filmens medvirkende er enormt gode historiefortællere, der levende  fortæller om de få, turbulente år The Stooges eksisterede. Selvom bandets medlemmer havde sine store op- og nedture, så formår filmen aldrig at forfalde til det melodramatiske, på trods af stofmisbrug og dødsfald. Det fungerer virkelig godt, da det faktisk formår at gøre sekvenserne mere rørende, når der ikke spilles på de helt store tangenter.

ANMELDELSE AF:
Gimme Danger

ORDET SYNES:4-stars

PROD. ÅR:
2016

INSTRUKTØR:

Jim Jarmusch

LAND:
USA

Desværre når filmen dog aldrig op og skiller sig ud fra de senere års mange rock-dokumentarer – den er simpelthen for klassisk konstrueret. Men kunne have ønsket sig at Jarmusch, den ukronede konge af den amerikanske indie-scene, havde eksperimenteret mere med form og stil. Det hele er underholdende og veludført, men det er også set mange gange før. Man får den gode historie om The Stooges, men der er ikke så meget at tænke over når rulleteksterne først er løbet over skærmen. Nogle af de inkluderede historier har også mere anekdotiske kvaliteter, der lader til at være taget med for deres underholdningsværdi, frem for at skubbe filmens samlede narrativ fremad. Det er ærgerligt, for der er nok at tage fat på. Filmen lider også en smule under en ret sort/hvid skildring af de stakkels musikerne med gode intentioner og de onde, griske pladeselskabsfolk, der kun er ude efter penge. Her skinner det for tydelig igennem, at det er én side af historien der fortælles.

 

Om man er fan eller ej, er der dog absolut noget at komme efter i Gimme Danger, på trods af nogle svagheder. Det er et utvivlsomt stort, men i forhold til The Beatles eller The Rolling Stones, underfortalt stykke rock-historie, der formidles af de der var tilstede, mens det foregik. Her skal specielt Iggy Pop, der går under det borgerlige navn Jim Osterberg, fremhæves. Kender man kun Iggy Pop som den energiske rockstjerne, der stadig, i en alder af 69, altid smider trøjen og vrider sig rundt på scenen mens han med sin dybe ryst vrænger sig igennem sang på sang, så gemmer der sig en overraskende velovervejet, elokvent, dybsindig og humoristisk mand bag al attituden. Om ikke andet er filmen værd at se, blot for at lære Iggy at kende.

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *