THE GET DOWN: Hip-hop exstravaganza extraordinaire

Af Cecilie Grivne Høier

Året er 1978. Bronx står i flammer. Disco topper hitlisterne – men noget andet er begyndt at røre på sig i musikken.

The Get Down Brothers, som vi mødte i første sæson, består stadig af poeten Zeke, dj’en Shaolin Fantastic, grafittikunstneren Dizzee, den hurtigtænkende Ra Ra og danseren Boo Boo. Men der er ting, der begynder at ændre på dynamikken imellem dem.

Zeke er splittet mellem en fremtid væk fra fattigdom og kriminalitet sammen med kæresten Mylene og kærligheden til den nye, rå musik, han skaber med sine bedste venner.

Shaolin sidder fast i kløerne på den discodansende skurk Cadillac og dennes overgangster af en mor, Fat Anni, mens Mylenes dominerende præstefar insisterer på at bruge hende som reklamesøjle for sin kirke, selv om hun helst vil lave dansemusik og rive sig fri.

Dizzee føler sig mere som sit alterego, rumvæsnet Rumi, end nogensinde før med sit voksende forhold til den hvide fyr Thor.

Ra Ra har opdaget aktivistgruppen Zulu Nation, og Boo Boo bliver draget mod de hurtige penge, det dødelige, nye stof Angel Dust kan indbringe.

Det er en hvirvelvind af en start på anden del af første sæson, og tempoet bliver holdt i alle fem af de timelange episoder. Ligesom i første del mærker man med det samme, at musikken er i højsædet. Samspillet i mikset af tidlig hip-hop og disco spiller enormt godt, og med sange skrevet af bl.a. Sia og Nas får det en moderne kant.

ANMELDELSE AF:
The Get Down (sæson 2)

ORDET SYNES:5-stars

PROD. ÅR:
2016-

INSTRUKTØR:

Stephen Adly Guirgis & Baz Luhrmann

LAND:
USA

Men det sande hjerte i The Get Down er dets eminente karakterfortællinger. I del 2 er der lagt større vægt på karaktererne rundt om hovedpersonen Zeke. Man kan ikke lade være med at blive draget af alle personerne. Karakteren Dizzee, der med sit noget alternative syn på livet kun kan spilles af Jaden Smith, får lov til at lege fortæller gennem sine superhelteinspirerede tegneserier, og det bliver et godt bindeled mellem personerne. Der er mere fokus på virkelighedens hårde sider og konsekvenserne af de valg, man tager. Det giver en dybde, som del 1 manglede.

The Get Down er en ekstravaganza af musik, kostumer og settings, som kun Baz Luhrmann kan gøre det. Når det blandes med den velfungerende dynamik mellem skuespillerne, bliver resultatet en audiovisuel drøm. Én scene, der særligt stikker ud, er et parallelforløb mellem Mylene og Dizzee, hvor Mylene synger i et hotelværelse omgivet af out-there musikere og skuespillere, mens Dizzee i den anden ende af byen dækker en hel lejlighed i maling med Thor. Sekvensen har en nærmest magisk energi. Musikken og kunsten som metafor for accept af ens egen identitet løfter den op på et helt andet niveau.

Men fordi der er så mange tråde at udrede i The Get Down, sker det også fra tid til anden, at historien bliver lidt fragmentarisk. Det føles desværre som en konsekvens af sæsonens 5-episoders tidsbegrænsning, at visse af disse tråde bliver skåret lidt for hurtigt og for kompakt. Man sidder lidt med en følelse af, at der burde være mere.
På nuværende tidspunkt er det dog ikke offentliggjort, om serien bliver udvidet, hvilket er en skam, fordi den har potentiale til at blive et decideret mesterværk.

The Get Down er en sand juvel i Netflix’ krone. Det er et brag af musik, attitude og skuespil, som man hidtil ikke har set andre steder. Hvis der er nogen retfærdighed til i verden, så må der komme en sæson til.

Ét svar til THE GET DOWN: Hip-hop exstravaganza extraordinaire

  1. Jag blir så stolt av att läsa denna text skriven av Cecilie Grivne, min kusin, min guldklimp och min sons gudmor!!!! Så rätt i prick skrivet, så äkta text och det är verkligen min stora glädje att min Cille diggar min ultimata genre inom musik och dans!!!!!! Hepp hepp och tillykke min skat til en riktigt fed text!! Love yaaaa

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *