GENSYNET: En hård fødsel og to hule karakterer

Af Neia Højsteen

Gensynet er ment som instruktør Martin Provosts (Séraphine, 2008, Violette, 2013) hyldest til den jordemoder, der reddede hans liv ved fødslen.

Det hele begynder da også med en hård fødsel; smerte, skrig og sved. Jordemoderen Claire (Catherine Frot) er en veritabel engel på jord; her menes lige dele god og kedelig. Hun hjælper behændigt børn til verden, men desværre kan selv ikke den dygtigste fødselshjælper redde Gensynet.

 

Vi ved at ”all work and no play makes Jack a dull boy”, så snart bliver Claires rosa kittel i kogevasket bomuld lagt til side. I stedet følges Claire i sin fritid uden for hospitalets fire vægge. Hendes erhverv var alligevel ikke interessant nok til skærmen? Faktisk er det slet ikke definerende, at hun er jordemoder – med en vis portion erkendelse har filmen derfor fået den danske titel Gensynet modsat den franske originaltitel Sage Femme, fransk for ”jordemoder”.

 

Dette er da også langt mere retvisende. Modtagelsen af babyer sættes i parentes, mens Claires gensyn med faderens tidligere kæreste, Béatrice Sobolevski, bliver omdrejningspunkt. En 73 år gammel Catherine Deneuve kan stadig sælge billetter.

Béatrice spiser bøf bearnaise og drikker Côte du Rhône, hun gambler, ryger, flirter og føler. Derfor bliver hendes møde med den overfornuftige Claire også uundgåeligt fortegnet.

ANMELDELSE AF:
Gensynet

ORDET SYNES: 

PROD. ÅR:
2017

INSTRUKTØR:

Martin Provost

LAND:
Frankrig

Provost er ellers kendt for sine kvindeportrætter og bliver til tider tilskrevet stort indblik i noget så svært begribeligt som den ”kvindelige psyke”: I Séraphine følges den kuede og underkendte maler Séraphine de Senils i begyndelsen af det tyvende århundrede, og Violette er historien om titelkarakteren, der blev født uden for ægteskab, men gennem sit liv udviklede et venskab med Simone de Beauvoir.

 

I Gensynet er forbilledet Odysseus, litteraturhistoriens udviklingskarakter par excellence. Men da Claire og Béatrice endelig nærmer sig hinanden, sker det  komplet umotiveret som ved et trylleslag. Det er som plastikkirurgens før- og efterbillede – det viser resultatet, men aldrig processen, og der hænger et sært unaturligt skær over transformationen. Claire er slet ingen Odysseus. Hun er snarere hans kone Penelope, spærret inde – ikke på Ithaca, men i sin lejlighed i et socialt boligbyggeri lidt uden for Paris, hvor hun spiser grønne bønner og bestandigt takker nej til Béatrices gode franske rødvin.

 

Claires største gennembrud bliver at tage læbestift på. Imens falder hendes redning af et spædbarn lidt i baggrunden. Gensynet forsøger at diskutere de store emner: død, liv og kærlighed, mens Claire luger et salatbed (ikke ligefrem kampen mod en morderisk Medusa), taler med sin søn (der er sødere end kyklopen Polyfemos) og brygger en kande kaffe. Hverdagen kan godt have værdi, dog bedst hvis det ikke sker i en ophøjet lommefilosofis tjeneste. Gensynet lægger ikke op til mange gensyn.

Kommentarer