FURY: En Helvedes god krigsfilm

Af Niels Harpøth 

April 1945. Tyskland. Krigen er ved at nå sin ende –  de allierede ved at det bare er et spørgsmål om tid, men Hitler har erklæret total krig og mønstret hele den tyske befolkning i et desperat forsøg på at presse de allierede ud af landet.

Mandskabet i M41 kampvognen ”Fury” har under Don ”Wardaddy” Colliers (Brad Pitt) kommando ristet i krigens flammer i flere år. De er blevet smedet sammen igennem tykt og tyndt, men da co-driveren Red dør, bliver de til deres harme påduttet den unge og særdeles uegnede Norman (Logan Lerman) – en uddannet maskinskriver med otte ugers træning på bagen. Over det næste døgn følger filmen Fury og dens mandskab på deres færd igennem det tyske landskab.

Med sig i kampvognen har de den religiøse Swan (en fremragende Shia LeBeouf), den svinske ”Coon-Ass” (Jon Bernthal) og den småalkoholiske ”Gordo” (Michael Peña). De er alle kørt fuldstændig ned – fysisk, mentalt og moralsk – Swan holder fast i sin bibellære, men udtrykker skuffelse, da han chance for at skyde en tysker på klods hold med Furys kanon går ham forbi. Men der er tyskere at slå ihjel og allierede at komme til undsætning. Man får et indtryk af en familie på randen af sammenbrud, som man let køber i kraft af skuespillernes indgroede naturalisme.

ANMELDELSE AF:
Fury

ORDET SYNES:

5-stars

PROD. ÅR:
2014

INSTRUKTØR:
David Ayer

LAND:
USA

Den unge Norman er på ingen måde rustet til den verden af konstant fare, lemlæstelse og død, han kastes ind i. Da en tøven fra hans side resulterer i flere allierede soldaters grafiske død, bliver han af Wardaddy tvunget ud i en gradvis dehumanisering, som er nødvendig for, at de kan komme helskinnede igennem deres missioner. Det er råt og grusomt. Udviklingen af deres forhold bærer filmen – en mentor-elev dynamik, der er præget af lige dele emotionel vold og faderlig omsorg, og begge ting skal der til.

Krig er i instruktøren David Ayers optik en arena uden plads til almen moral. Idealisering eller glorificering skal man lede længe efter. Fury nægter på fantastisk vis publikum en let stilling til krigens grusomheder. Alle tyskere, gamle såvel som børn, er potentielle trusler, som man skal kunne meje ned uden et sekunds omtanke, hvis man vil håbe på at komme hjem i live, og det er netop børn, som amerikanerne ofte møder i den tyske modstand. Der er ingen lette udveje, og filmen skildrer en generation af mænd, der i deres forsøg på at gøre det rigtige, falder ned i nogle dybe moralske afgrunde.

Det er de lette svars fravær, der er med til at gøre Fury til en brutal filmoplevelse. Der bliver ikke lagt fingre imellem, når det kommer til hverken afbildningen af det moralske forfald i den gode sags tjeneste eller krigens blodige realitet. Kroppe sprænger under Furys larvefødder, lemmer rives i hundrede stykker i maskingeværsild, og tyske krigsfanger henrettes af amerikanske soldater.

Som Wardaddy selv bemærker så er ”Idealer fredelige. Historie er voldelig”, og dét er filmen i en nøddeskal. Filmen flirter til tider med overdrevet, men den formår at undgå det i kraft af skuespilpræstationerne. Hvad Ayer har bedrevet, er ikke blot en slående karakterskildring af de slidte mænd, men også af de omstændigheder, der sled dem ned.

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *