Fritz Bauer: En Fjende af Staten: Autentisk efterkrigsdrama der dirrer af spænding

Af Oliver Noppenaug

Tyskernes endelige opgør med de forfærdelige hændelser under 2. Verdenskrig lader vente på sig, og tidligere nazister bestrider stadig topposter. Vi er i året 1957, og majoriteten af Tyskland virker opsat på, at fortiden snarere skal glemmes end gøres op med. Fritz Bauer(Burghart Klaussner) er offentlig anklager og leder et hold anklagere i jagten på tidligere nazister, der er flygtet i eksil. Sporene er dog få og kolde, indtil Fritz modtager et tip om Adolf Eichmann, som var højtrangeret SS-officer. Så går jagten ind. Målet er at få Eichmann for en domstol i Tyskland og derved tvinge nationen til en selvransagelse af egen fortid. Men som jødisk homoseksuel mand i et land, hvor flere nøgleposter i samfundet er besat af tidligere nazister, skal det vise sig at blive noget af en udfordring.

 

Fritz Bauer: Fjende af staten er baseret på virkelige hændelser og med så spændende en historie, er det ikke svært at se, hvorfor instruktør Lars Kraume har valgt at portrættere denne del af Bauers liv. Som han udtaler i et interview til Scanbox om Fritz Bauer: ”Bauers personlighed var så markant og nuanceret, at det var indlysende at bygge en hovedkarakter til en film over den.”

Denne personlighed er ramt perfekt med Burghart Klaussner som Bauer. Han gør et fantastisk stykke arbejde, som holdt mig meget interesseret i hans karakter. Historien om jagten på Eichmann, som ellers holdt mig på kanten af sædet af bare spænding, blegnede endda til tider i forhold til Klaussners portrættering af Bauer.

 

ANMELDELSE AF:
Fritz Bauer: En Fjende af Staten

ORDET SYNES:5-stars

PROD. ÅR:
2016

INSTRUKTØR:

Lars Kraume

LAND:
Tyskland

Sideløbende får vi også historien om Bauers makker Karl Angermann(Ronald Zehrfeld), og de konsekvenser, som sagen ender med at få for ham. Uden at røbe for meget bliver missionen om erkendelse af fortiden, således også til en fortælling om erkendelse af nutiden og at komme til termer med, hvem man er.

 

Filmen følger det virkelige hændelsesforløb meget autentisk, både på godt og på ondt, og derfor kan man nemt sidde og føle at slutningen bliver meget uforløst. Det skal dog selvfølgelig ikke tage noget fra filmen. Snarere tværtimod kan man have respekt for, at instruktøren ikke tog for meget kreativ frihed og afveg fra virkeligheden for at give en mere tilfredsstillende slutning.

 

Fritz Bauer er en helt. Det kan der ikke herske nogen tvivl om. Hans utrættelige jagt på nazister ville kunne putte selv Lt. Aldo Raine fra Inglorious Basterds til skamme. Med dette flotte portræt af hans liv, kan man kun håbe at mange flere kommer til at lære historien og huske navnet Fritz Bauer.

 

Kommentarer