FREE STATE OF JONES: Borgerkrig set i bakspejlet

Af Felix Björnemalm Fleischer

Et korps af sydstatssoldater marcherer taktfast over en bakketop og ud på en åben slagmark. En regn af projektiler borer sig igennem geledderne, hvor soldat efter soldat falder døde til jorden. På et felthospital kæmper lægerne en desperat kamp for at holde liv i en hær af svært tilskadekomne tropper, hvis åbne sår og iturevne lemmer farver både lagener og lægeuniformer røde af blod. En sort kvinde bryder grædende sammen efter gentagne ganges seksuelle overgreb. En oversergent kvæles til døde. Der spares hverken på blod eller vold i Gary Ross’ portræt af borgerkrigstidens USA, men selvom krigens rædsler skildres med gruopvækkende nøjagtigt, fremstår Free State of Jones alligevel som en sært uvedkommende periodefilm, der snarere minder om en historielektion, end et historisk drama.

Fortællingens virkelighed står selvfølgelig ikke til diskussion. Free State of Jones er baseret på den sande historie om krigsdesertøren Newton Knight, der i det forrige århundrede ledte et væbnet oprør mod sydstaternes militærstyre, og således gav et uvurderligt bidrag i kampen om at gøre ende på slaveriet. I filmen møder vi Newton (Matthew McConaughey), mens han stadig er ved fronten. Efter et mislykket forsøg på at redde sin blødende nevø fra skyttegravene, rejser han i smug hjem til sin kone og søn. Han kommer dog hurtigt på kant med en trup af korrupte sydstatssoldater, og snart må han søge i skjul i Mississippis sumpe blandt en gruppe undslupne slaver. Som krigen skrider frem, vokser gruppen sig større, og hvad der startede som en kamp for overlevelse, forvandler sig hurtigt til en blodig krig mod den militære overmagt.

Historier som den om Newton Knight har evig relevans, hvorfor man ærgrer sig over, at den ikke er blevet forvaltet bedre. Plottet føles usammenhængende og fragmenteret, hvilket et hav af forklarende mellemtekster og årstalsangivelser vidner om. Parallelhistorien om Knights virkelige efterkommer, der i 1940’s Mississippi anklages for brud på segregationslovgivningen, virker mest af alt som et akavet forsøg på at eksplicitere plottets i forvejen temmeligt utvetydige budskab.

ANMELDELSE AF:
Free State of Jones

ORDET SYNES: 3-stars

PROD. ÅR:
2016

INSTRUKTØR:

Gary Ross

LAND:
USA

Denne tendens er desværre gennemgående for filmen, der anvender de størst mulige penselstrøg i sit portræt af slaveriets urimelighed. Da Newtons sorte elskerinde Rachel (Gugu Mbatha-Raw) ligger med parrets nyfødte søn i armene, spørger hun naivt: “Does he look black or white to you?”. “Neither, I guess” svarer Newton sagte. Så fik vi vist også alle med.

Free State of Jones har så meget godt på hjerte, men formår aldrig at blive egentligt rørende. Det skyldes muligvis valget om at lade en hvid mand agere protagonist i en fortælling om undertrykkelsen af sorte borgere. Slaveritidens grusomhed skildres således med en indbygget distance, der gør det svært for alvor at engagere sig i de menneskelige dilemmaer, der udspiller sig på lærredet. Som Steve McQueens bevægende 12 Years a Slave (2013) er et mesterligt eksempel på, gør historier om undertrykkelse simpelthen mere ondt, når de fortælles i første person. Selvom Ross gør alt, der står i sin magt for at udstille borgerkrigstidens ondskab og lidelse, så ender Free State of Jones med at virke mere didaktisk end dramatisk. Desværre.

Kommentarer