Anmeldelse
FREE SOLO: Bjergbestigning med livet som indsats

Af Alma Nordenbæk

Den ultimative frihed. Mennesket mod elementerne. Adrenalinrusen over alle adrenalinrus. Der er givetvis mange gode grunde til at kaste fornuften over bord, når passionen brænder hedt. Det er ikke en hobby, men en livsstil og et livsvalg, når Alex Honnold kridter sine fingre i 700 meters højde og fortsætter mod bjergtoppen uden så meget som et reb til at redde ham, hvis foden glider.

Soloklatring, som denne livsfarlige sportsgren hedder, er ikke for folk med højdeskræk eller nervøse nerver. Svimlende droneskud kaster publikums hjerte op i halsen, mens Alex som den første soloklatrer nogensinde bestiger Yosemites over 900 meter høje granitmonolit, El Captain. Det er om muligt historiens største bjergbestigningsbedrift. Det er fuldkommen vanvittigt, og vanvittigt fantastisk.

I Free Solo tager instruktør- og producerduo Jimmy Chin og Elizabeth Chai Vasarhelyi os med på Alex’ rejse mod toppen. Det er i sandhed en rejse med livet som indsats. Farveforladte billeder af smilende mænd viser sportens tidligere ofre. De røde fødsels- og dødsår beretter om en alarmerende lav levealder. Men Alex har et mål, og det virker ikke til, at der er nogen eller noget, som kan stoppe ham.

Jeg skriver med vilje mål og ikke drøm, for der er noget sært upersonligt ved Alex’ beslutsomhed. Han har et dragende og karismatisk væsen, men der er en iskold kynisme og følelsesmæssig distance gemt bag de nøddebrune kæmpeøjne. Han sætter soloklatring over alt andet: sin familie, sin kæreste, sit helbred, og endda sit eget liv. Da en af hans bekendte falder mod døden fra 1000 meters højde, ryster han på skuldrene.

Alex’ livsfilosofi tillader ikke umiddelbart meget varme eller magelighed. Ifølge ham er meningen med livet ikke at være glad, men at præstere. Hvis alle havde det godt og hyggeligt hele tiden, ville der aldrig ske noget. Det er et ræsonnement, som er svært at gå imod. Men det er også en tankegang, som sætter ham på kant med dem omkring sig.

Det ville være let at begynde at psykoanalysere Alex’ barndom. Faren led muligvis af Aspergers, mens morens motto var: intet er godt nok. Alex lærte først at give et kram som 23-årig. Det er tydeligt, hvordan det har påvirket Alex’ selvværd og hans forhold til andre. I forbindelse med en MRI-skanning skal han udfylde et spørgeskema om sin psyke, og pennen tøver længe over spørgsmålet om depression.

Men Chin og Chai Vasarhelyi ynker ikke Alex, og det gør publikum heller ikke. Free Solo er først og fremmest et karakterstudie, og et virkelig godt ét. Et par replikker er lidt for metafysiske til min smag, men citronen bliver ikke presset for hårdt, og det er klædeligt. Alex er et virkeligt menneske, og det rejser virkelige spørgsmål. Intet virker forstilt eller forstrakt, og det gør Free Solo til en af de bedste dokumentarer, jeg har set længe.

Tilbage i MRI-en får vi at vide, at Alex er særligt resistent mod at føle frygt. Han er ikke dum, han er ikke uforsigtig, og han er ikke ligeglad med livet. Han jagter hverken penge eller berømmelse. Men han er en perfektionist, og soloklatring er ifølge Alex det tætteste, mennesket kan komme på perfektion. Total kontrol. Om det bliver med livet som bekostning, må tiden vise.

Kommentarer