Indie-æstetik i overgear

Af Bjarke Johansen

Kreative mennesker er excentriske. Den fordom er alle bekendt med. Men få kunstnere er så excentriske som musikeren Frank. Dette opdager den unge, konstant tweetende amatørmusiker Jon (Domhnall Gleeson) da han ved rent held får en plads som keyboardspiller i et alternativt band kaldet Soronprfbs, der er fyldt med sære typer, ledt af den særeste af dem alle: Frank, der altid er iført et kæmpe papmaché-hoved. Efterhånden som Jon gennem sit venskab med Frank får udviklet sin egen musikalitet og deler sine eventyr med omverdenen gennem sociale netværk begynder der dog at opstå konflikter med resten af bandet.

 

Alternative karakterer i en alternativ film skaber alternativ musik med alternative midler.  Det er ikke indie-guf, der mangler her. Foto: Miracle Film.
Alternative karakterer i en alternativ film skaber alternativ musik med alternative midler. Det er ikke indie-guf, der mangler her. Foto: Miracle Film.

KREATIVE KONFLIKTER

 

Som film kan man fristes til at sige, at Frank er lige så påtaget sær som sin hovedkarakter; der er ingen tvivl om, at man meget bevidst har valgt at være alternativ. Filmen handler jo om et alternativt rockband ledt af en alternativ herre, og vores hovedperson Jon kæmper for at hive sig ud af sin egen middelmådighed og finde vej til usete sider af sin egen kreativitet.

Med dette på overfladen noget prætentiøse element kan Frank godt frastøde mange blandt publikum, men det lader også til at være meningen. Ofte bliver Jons mere kommercielle smag set ned på af resten af bandet, mens Frank lader til at sætte pris på enhver form for kreativitet. Selv er Frank forbløffet over, at der potentielt kunne være et publikum til deres musik. Frank kommer således til at handle om kunstnerisk integritet på godt og ondt, og om hvor tæt man egentlig behøver at bevæge sig på kanten for det tilgængelige og det skæve.

MUNTER TONE, DYSTRE EMNER

Frank stikker i mange retninger. De forskellige bandmedlemmers excentriske væremåde og Jons reaktioner på dem giver nogle gode grin, men konflikten iblandt dem og nogle hårdtslående sandheder om musikverdenen bringer dystre sider af den kreative sfære på banen, og ingen af filmens karakterer lader til at være i stand til rigtig at tackle dem. Men selv når filmen bliver dyster er der stadig et glimt af håb, eller i det mindste et tragikomisk grin, der venter rundt om hjørnet. Kedeligt er det sjældent, om end det langt fra altid er forståelig.

ET HERLIGT CAST

Carla (Maggie Gyllenhall), Frank (Michael Fassbender) og Jon (Domhnall Gleeson), alle tre spillet til perfektion. Foto: Miracle Film.
Carla (Maggie Gyllenhall), Frank (Michael Fassbender) og Jon (Domhnall Gleeson), alle tre spillet til perfektion. Foto: Miracle Film.

 

Skuespillerne er et af filmens største tiltrækningspunkter: Gleeson gennemgår en tydelig personlig forvandling gennem filmen og Maggie Gyllenhalls lettere vanvittige theremin-spiller Clara er lige så fascinerende som hun er hæslig. Dog er det Michel Fassbender (der også er biografaktuel som superskurken Magneto i X-Men: Days of Future Past) der stjæler al opmærksomhed, når han kun via sit kropssprog og sin stemme formidler kreativitet og skaberglæde i sin mest ekstreme form, såvel som sand misforstået sårbarhed. Det er nemt at se, hvorfor Franks band er så loyale: Hans energi er virkelig smitsom.

ANMELDELSE AF:
Frank

ORDET SYNES:
4-stars

PROD. ÅR:
2014

INSTRUKTØR:
Leonard Abrahamson

LAND:
UK & Irland

Frank er meget fin filmisk repræsentation af alternativ musik. Lige en tand for sær for de fleste og uden at have noget alt for åbenlyst på hjerte, men fyldt med uforfalsket skaberglæde. Ganske som bandets musik kunne filmen måske godt tåle at have en lidt mere tydelig rød tråd, men dens kreative energi er umiskendelig – og vidner om en fremtidig kultfilm.

Kommentarer