FRANCHISES: En genbrugscyklus, der har taget overhånd?

Af Jakob Freudendal

Sommeren er atter over os, og den byder sædvanen tro på et utal af film, der svinger lige så meget i kvalitet som det lunefulde, danske sommervejr. Denne uge får den længe ventede fjerde film i serien om Jason Bourne præmiere, hvor Matt Damon endnu engang er at finde i den ikoniske titelrolle. Men har vi virkelig brug for en Bourne-film mere, eller er det blot det amerikanske film Mekka, Hollywood, der vil have et sikkert hit?

Siden Steven Spielbergs opus Jaws udkom i 1975 har Hollywood i højere grad koncentreret sig om færre, men stort opsatte film, der ikke alene skal kunne opnå succes i hjemlandet, men også på det internationale marked – de såkaldte blockbusters.

Koncentreret omkring sommermånederne og julehøjtiden er disse næsten altid garant for at lokke millioner af mennesker verden over ind i biografsalens mørke. Med en intensiv reklameindsats og en international udgivelsesdato forsøger de store Hollywood-studier at få hele verden til at se netop deres bud på årets blockbuster, nøjagtig som med Spielbergs hajsucces fra 1975. Men hvor Jaws blev den gigantiske succes, som filmstudierne netop manglede for at redde den langsomt synkende skude, leverer de store blockbustere i dag langt mere ujævne resultater.

”In Hollywood Nobody Knows Nothing”

 

Sådan lyder et mundheld i Hollywood, der netop sætter de store filmstudiers udfordringer på spidsen. Der er ikke nogen, der kan forudsige om en film bliver en kæmpesucces eller får en lunken modtagelse. Med et budget på $250 millioner var der lagt i kakkelovnen til en overordentlig blockbuster-succes, da John Carter udkom i 2012. Men science-fiction-braget blev et kolossalt flop på det amerikanske hjemmemarked, hvor den hentede sølle $70 millioner hjem. Til sammenligning indtjente Jaws $260 millioner på hjemmemarkedet med et budget på kun $7 millioner.

I industrien, hvor ingen kan forudse en succes, er resultatet derfor blevet at ”satse” på noget, der allerede er en succes. Reboots, sequels, prequels og spin-offs har alle det tilfælles, at de baserer sig på et allerede succesfuldt forlæg og derved bliver del af en franchise. Og kigger man i dag på det samlede blockbuster-udbud vil man hurtigt bemærke, at det er et stort overflødighedshorn af franchises. Sommeren blev således kickstartet med sci-fi-baskeren Independence Day: Resurgence efterfølgeren til 1990’er-succesen Independence Day, hvorefter en civiliseret Tarzan endnu en gang måtte kæmpe for sin familie i Congos jungle i The Legend of Tarzan.

Jason Bourne – Hvornår har vi fået nok?

 

 

Blockbusterne bliver stødt pumpet ud en til to gange om ugen, hvor vi på en måned får hele ni af slagsen, der er del af en franchise. I denne uge udkommer fjerde film i serien om den amerikanske superagent, Jason Bourne, der endnu engang bliver tvunget til at konfrontere sin fortid som CIA-agent. Action-franchisen, der desuden tæller spin-off-filmen, The Bourne Legacy (2012), genopfandt spiongenren på ny med dens rå udtryk, der særligt kommer til udtryk i Matt Damons dødsensfarlige Jason Bourne, der uddeler klø til højre og venstre, men også har dybe ar på sjælen.

Man kan da heller ikke undervurdere den oprindelige trilogi, der har givet massiv inspiration til de nyere, og yderst populære, James Bond-film med Daniel Craig i hovedrollen. Hvor første film, The Bourne Identity (2002), lagde fundamentet for voldsomme action-scener kombineret med en udforskning af Bournes fortid og følelsesliv, er det særligt efterfølgerne, The Bourne Supremacy (2004) og The Bourne Ultimatum (2007), der med instruktør Paul Greengrass ved roret skabte en unik visuel stil, som har påvirket langt de fleste af eftertidens actionfilm. Med et hæsblæsende klippetempo, et febrilsk håndholdt kamera og et overdrevent forbrug af zoom satte filmene nye standarder for, hvordan en moderne actionfilm burde skrues sammen anno 2002. The Bourne Supremacy havde en gennemsnitlig klippelængde på kun 2,4 sekunder, en hastighed man sjældent så på det store lærred i starten af 00’erne, men som i dag nærmest er blevet en nødvendighed for en actionfilm.

Der kan altså ikke stilles spørgsmålstegn ved betydningen af de oprindelige Bourne-film, men netop derfor kan man spørge sig selv, hvornår vi egentlig har fået nok? Har holdet bag filmene overhovedet mere at fortælle om superagenten med hukommelsestab, eller er det bare filmstudierne, der vil tjene flere penge? Efter den halvlunkne spin-off skulle der netop noget ekstraordinært til før en Bourne-sequel ville kunne vække interesse, og Matt Damons reprise af rollen som Jason Bourne var netop dette. At instruktør Paul Greengrass desuden valgte at vende tilbage i instruktørstolen, samt skrive manuskriptet til filmen var med til at skrue forventningerne helt op.

Den fjerde film med titlen Jason Bourne er da heller ikke en dårlig film, men alligevel sidder man tilbage med fornemmelsen af, at man har set det meste før, og det er netop det, der ofte er problemet ved franchises. Faren for, at filmindustrien fanges i sin egen genbrugscyklus vokser dag for dag i en tid, hvor uprøvede kræfter sjældent kan komme til orde blandt de mange etablerede navne, der kan sikre studierne gode salgstal.

Paradoksalt nok var det netop gruppen af movie-brats, der i 1970’erne overtog Hollywood-scenen med nyskabende film, der hurtigt skulle danne grundlaget for blockbuster-fænomenet, der senere banede vejen for franchisenes dominans. Der er da også franchises, der bestemt formår at forny sig selv, som netop de første Bourne-film, men også det nye Star Trek-reboot, og de utallige superhelte film, der fuldstændig har revolutioneret ikke bare superhelte-genren, men også filmseriers kolossale omfang.

Jason Bourne kommer utvivlsomt til at blive en succes ved det internationale billetsalg, men alligevel er det svært ikke at sidde tilbage med følelsen af, at budgettet på $130 millioner, i dette tilfælde sagtens kunne være brugt på noget bedre. Men kan man overhovedet klandre filmstudierne for at producere noget, som de ved, vi alle vil betale en klækkelig sum for at se? Måske er det i virkeligheden os selv, der har et ansvar for at forlade de trygge rammer, som de vante historier byder, og i stedet se noget splinternyt og originalt.

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *