Fra Frodo til Moses: Hollywoods store bibelflip

Af Sara Prahl 

Til trods for størrelsen på Ridley Scotts Exodus: Gods and Kings er den nye Moses-fortolkning kun en dråbe i det hav af bibelfilmatiseringer, der lige nu skyller ind over Hollywood. Med flere bibelprojekter i vente flyder Hollywood næsten over med idéer om næstekærlighed og drømme om mammon.

Det vrimler med bibelske superhelte og skurke i Hollywood. Lige nu er det Moses, der indtager biograferne. Tidligere i år var det Noa i Darren Aronofskys lettere økoflippede udgave af den gammeltestamentelige stormflodsfortælling. Næste år kan vi så vente os Mary, en art kristen teen-movie, der følger Maria og Josef gennem de unge år. Samtidig svirrer rygter om andre store bibelprojekter som bl.a. Pontius Pilate om den romerske præfekt, der forseglede Jesu skæbne samt The Redemption of Cain med en actionklar Will Smith i hovedrollen.

Hollywood kan tilsyneladende ikke holde op med at ryste bibelprojekter ud af ærmet. Men hvad skyldes dette pludselige overvældende bibelflip?

Fra Frodo til Moses

Lektor Laura Feldt fra Syddansk Universitet mener, at bibelbølgen kommer i kølvandet på en række populære fantasy-film i 00erne. Hun påpeger, at film med overnaturlige hændelser og magi i et historisk sceneri er ekstremt populære og har dannet en massiv indtjeningskilde for de store producenter. ”Sådanne film er blevet en del af mainstream-kulturen på en helt anden måde, end de var før 1990erne” siger hun.

Mens realismen prægede litteratur og litteraturkritik i størstedelen af 1900-tallet, ændredes dette hen imod det 21. århundrede, da litteratur med fantastiske elementer for alvor begyndte at dukke op i massekulturen. Dette, påpeger Feldt, smitter også af på bibelfilmatiseringer samt filmmediet i det hele taget:

”I nogle tidligere film, fx Rosselinis Messiah, var der mindre fokus på det rent overnaturlige og magiske end i de filmatiseringer, vi ser i samtiden” skriver hun og påpeger videre, hvordan magiske bibelske elementer også er begyndt at optræde i tv-serier som bl.a. Touched by an Angel (1993-2004) og den nyere Supernatural (2004 -).

Ud over de magiske elementer indeholder bibelfortællingerne også mange af de samme tematiske træk, som man finder i film som Ringenes Herre og Harry Potter: ”Vi ser lignende emner taget op, fx kampen mellem godt og ondt, helt over for fjende eller monster – der er nogle fortællestrukturer, der går igen”.

Bibelmaterialet lever desuden op til krav om både action og genkendelighed, ingredienser som f.eks. det massive Marvel-franchise har nydt mere end godt af. Mens flodbølger, insektstorme og brændende buske giver gode muligheder for at skrue op for CGI-magien, sikrer genkendeligheden den umiddelbare interesse hos publikum. Og hvor Marvel er en dyr og tung dansepartner, har ethvert arbejde med Bibelen den yderligere økonomiske fordel, at materialet er helt og aldeles gratis. De store selskaber kan derfor let og elegant danse uden om besværlige rettighedsforhandlinger.

Tilbage til Bibelen

Det er dog ikke en nyhed, at Bibelen filmatiseres – langt fra. Den mest læste bog nogensinde er gang på gang blevet underlagt forskellige genfortolkninger i alle tænkelige medier, og deriblandt er filmen naturligvis ingen undtagelse. Ikke desto mindre er det næsten et halvt århundrede siden, at Hollywood sidst jonglerede med så episke prisklasser, som Noa og Exodus tilhører. Man skal helt tilbage til halvtredsernes Ben-Hur og Cecil B. DeMilles berømte Moses-filmatisering De Ti Bud for at finde succesrige storfilm med bibelsk materiale.

Efter at George Stevens’ The Greatest Story Ever Told floppede i 1965 var der i lang tid ingen i Hollywood, der ville røre Bibelen med en ildtang. Bibelfilmatiseringer og musicals fik ifølge Drew Casper, filmhistoriker og professor ved University of California, skylden for branchens dårlige økonomi på det tidspunkt.

Den sidste store bibelsucces var Mel Gibsons The Passion of the Christ fra 2004, der til trods for (eller måske på grund af) anklager om overdreven vold og antisemitisme, tjente $611,9 mio. på verdensplan. Derudover har skuffende salgstal fra eksempelvis 1998-tegnefilmen Prinsen af Egypten fortsat afholdt filmfolket fra de helt store satsninger.

Filmen og kirken

At bibelfilmatiseringerne regner ned over Hollywood netop nu, kan ifølge Laura Feldt også ses som en konsekvens af den forøgede interesse for det spirituelle i det senmoderne samfund. Mens en øget rationalisering og sekularisering sætter dagsordenen i nogle områder af vestlige samfund, trænger det spirituelle sig i højere grad på hos det enkelte menneske. Nok har kirken mistet meget af sin betydning som institution, men den menneskelige søgen efter mening lever i bedste velgående i f.eks. filmmediet: ”En større skepsis over for store fortællinger (…) åbner for, at religion og religiøse udtryk bevæger sig ind i andre domæner – fx medieområdet, populærkultur, o.a. – og finder andre former. Blandt religionsforskere taler man om genfortryllelse”.

Selvom medierne således har overtaget kirkens plads, håber nogle producenter, at de med filmatiseringerne kan lokke de unge tilbage til kirkerummet og til den kristne moral. Blandt disse finder man Mark Burnett, der er producer bag History Channels hitserie The Bible (2013) og den dertilhørende film Son of God (2014). Han har i en udtalelse til CNN påpeget, at film- og tv-mediet kan være med til at kurere, hvad han kalder ”bibelsk analfabetisme” både i og uden for USA: ”The Bible vil blive set af og følt af trillioner af mennesker rundt omkring i verden (…) I dag er der flere, der taler om Guds udvalgte folk – Moses og Abraham – end der nogensinde har været før”.

Laura Feldt er enig i, at medierne kan øge kendskab til religion, men hun mener ikke, at filmatiseringerne nødvendigvis gavner den kristne moral og kirken som institution. Det skyldes, at de unge gennem medier bydes på et miskmask af overnaturligt materiale, hvortil Bibelen kun er én bidragsyder blandt mange:

”Undersøgelser viser, at unge får deres viden om religion og det åndelige ikke primært fra præster eller imamer, men fra populærkulturen, hvor filmatiseringerne af bibelske fortællinger indgår i et bredt spektrum af ”overnaturligt” og ”åndeligt” indhold. Bibelfilmatiseringerne fører derfor formodentlig ikke til øget tilslutning til de klassiske religioner”.

Den guddommelige mammon

Hvad end bibelfilmatseringer får de unge i kirke eller ej, så er grundmotivationen bag de store Hollywood-produktioner dog i sidste ende mere økonomisk end den er missionerende.

Skal producenterne for alvor score kassen kræver det imidlertid, at de, foruden det sædvanlige popcornspisende publikum, også tiltrækker de gunstige kristne grupper. Derfor, påpeger Laura Feldt, er det vigtigt, at de udviser respekt over for det oprindelige bibelske materiale: ”Jeg tror ikke, at man kan hælde et hvilket som helst indhold i hylsteret.” siger hun, ”særligt ikke i USA, hvor forskellige religiøse grupper er aktive i forhold til medierne og også inviteres ind til test-screeninger osv.”.

I forsøg på at komme på god fod med de kristne miljøer kan håndsudrækningen til indflydelsesrige personer begynde allerede op til et år før den pågældende films udgivelse.

Manuskriptet til Exodus har da også været forbi Barry Taylor, en episkopalsk præst, der mener, at Hollywood har stor respekt for materialet, men prøver ikke at lade sig binde af bestemte tolkninger. Han er af den opfattelse, at man fra producenternes side har et oprigtigt ønske om at støtte og ære de religiøse fællesskaber.

Når vandene deles

Selvom hånden forsonende rækkes ud, er det dog ingen garanti for, at den pågældende film ikke vil møde kritik fra kristen side. Det er Darren Aronofskys Noa et godt eksempel på. Til trods for at holdet bag gjorde sig uhyre umage med at imødekomme kristne ledere op til filmens udgivelse, var der mange kritiske røster, som klandrede det endelige produkt for at have taget en lidt for miljøfokuseret drejning.

Den newzealandske præst Ray Comfort syntes ligefrem, at filmen var så ”ubibelsk”, at han at lavede dokumentaren Noah and the Last Days on Earth (2014) for at udbedre skaden.

Andre så dog anderledes på den sag. Formanden for den kirketilknyttede organisation Focus on the Family, Jim Daly, giver modsat kritikerne udtryk for, at filmen med sin friere fortolkning trækker det vigtigste ud af den bibelske tekst: ”[Noa] er en kreativ fortolkning af den religiøse tekst, der tillader os at forestille os den hårde kamp, som Noa må have udkæmpet, da han udførte Guds befalinger. Denne filmiske fortolkning af Noas fortælling giver kristne en god mulighed for at spejle deres kultur med den bibelske Noa (…)”.

Selvom visse religiøse ledere var skeptiske, lykkedes det dog ikke helt at skræmme det kristne publikum fra filmen. Den leverede i hvert fald den bedst sælgende åbningsweekend nogensinde for både instruktør Darren Aronofsky og hovedrolleindehaver Russell Crowe, hvilket antyder at både det kristne og det almindelige publikum har været forbi biografsalen.

Nye guldkalve på vej?

Nyeste skud på stammen, Ridley Scotts Exodus, har ikke i samme forstand delt vandene mellem kristne grupper. Filmen har godt nok modtaget et par hug for dels at antyde tvetydighed omkring plagerne (der kun måske er guddommeligt styret) og dels for Christian Bales udtalelser om Moses’ barbariske og skizofrene personlighed. Men mest af alt er filmen klandret for en uhistorisk hvidvaskning, da kun kaukasiske skuespillere har indtaget de vigtigste roller – en debat der dog kun bekræfter, at der stilles store krav til filmatiseringen af verdens mest læste bog.

Samtidig har en blandet til dårlig modtagelse blandt kritikere betydet, at den knap når op på de $20 millioner i åbningsweekenden og altså ikke helt ikke rammer samme guldklasse som hverken Scotts kæmpesucces Gladiator eller sin bibelske forgænger Noa.

Om de kommende bibelfilmatiseringer vil høste guldkalve, kan kun tiden vise. Om ikke andet bliver det interessant at følge med i debatten, der utvivlsomt vil gå højt i de kristne miljøer – især hvis rygterne om et ”vampyrisk twist” i Will Smiths The Redemption of Cain holder stik.

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *