DOBBELT BEGÆR:
Forbudt, fransk erotik

Der er noget frækt over ideen om en dobbeltgænger – myten spænder bredt over tid og kunstarter. Det kendte motiv handler om, hvordan to personer udadtil ligner hinanden på en prik, men indadtil er hinandens modsætninger. Den ene er almindelig og følger normerne, og den anden er “ond” og gør alle de ting, som den almindelig aldrig ville turde.

I romantikken optog dobbeltgængeren mange digtere, heriblandt vores egen H.C. Andersen i Skyggen (1947). Gotiske forfattere som Mary Shelly – Frankenstein (1881) – og Bram Stoker – Dracula (1897) – var åbenlyst fascineret af kampen mellem det rationelle og de undertrykte drifter. Det klassiske eksempel er Dr. Jekyll and Mr. Hyde (1886) – den ene lever et samvittighedsfuldt liv om dagen, og den anden gør sindssyge ting om natten. Da Freud med sin psykoanalyse i 1890’erne satte ord på det, der hele tiden havde været grundlaget for fascinationen – menneskets underbevidsthed og fortrængninger – steg dobbeltgængerens popularitet kun. Herefter handlede det især også meget om sex.

Dobbeltgængermotivet findes utallige steder både i litteraturen, men også i filmens verden. Laura Palmers lighed med Madeleine Ferguson i Twin Peaks (1990-), Veronika og Veronique i Kieslowski’s Veronicas To Liv (1991) og Venom, Spider Mans onde sidestykke, er blot nogle af de utallige eksempler. Nina fra The Black Swan (2011), der pludselig ikke ved, om hun egentlig er den sorte lidenskabelige sexsvane eller den troskyldige, uskyldsrene hvide svane er endnu et – filmen bygger på Svanesøen (1887), der også indeholder dobbeltgængermotivet – det må blive til et dobbelt, dobbelt…

Listen over værker med dobbeltgængermotivet er uendelig. Og svaret på hvorfor, det er sådan, er ganske simpelt: alle mennesker kender til de skjulte, skamfulde, sider af deres eget sind. Alle kender til at fortrænge forbudte længsler. Disse undertrykte drifter må ikke udleves, hvis man vil være en velfungerende del af et samfund, og når det er sagen, så er der noget befriende i at se andre forsøge sig; særligt på film – så får vi både lyde og billeder serveret for os på et sølvfad af hemmelige drømme, vi kan tage med os hjem i seng.

Dobbelt begær af Francois Ozon benytter sig ikke blot af dobbeltgænger-motivet i sin titel, men selvfølgelig også i sin handling og drivkraft. Det hele begynder, da den unge kvinde Chloe går til terapi. Terapeuten, Paul, er meget tålmodig med hende – han siger ikke så meget, men alting går langsomt bedre, og Chloe blomstrer og tager høje hæle på. Hun ser Paul i øjnene på en måde, så man godt kan forstå, at han bliver forelsket i hende. De to bliver et par og flytter sammen.

Da Chloe får fornemmelsen af, at Paul holder hemmeligheder om sig selv skjult for hende, går hun på opdagelse i hans fortid, hvilket resulterer i, at hun begynder til terapi igen – denne gang hos en mand, som er fuldstændig identisk med Paul, og som viser sig at være hans tvillingebror – den slags tvillingebror, som er lidt ond og som både leverer voldsomme klask i numsen og de vildeste orgasmer.

Ozon har før benyttet sig af dobbeltgængermotivet i den fine Ung og Smuk (2014). Her spillede Marine Vacth også hovedrollen, ligesom hun spiller Chloe i Dobbelt begær. Begge roller udføres med en pirrende distance, og begge portrætterer en udlevelse af skjulte begær – en vækkelse af lysten hos den unge kvinde.

Dobbelt begær bygger på en novelle – Tvillingernes liv  (1987) – af Joyce Carol Oates, en af vor tids store forfattere. Oates forfatterskab spænder bredt over genrer, men hun er altid eminent til at skabe en spænding mellem ulykke og farligt begær. Dette gør hun helt eminent i novellen Where Are You Going, Where Have You Been? (1966), som også beskriver vækkelsen af seksualiteten hos den unge kvinde (dog med et noget fatalt udfald). Det er desværre hendes forfatterskab man må ty til, hvis man søger den slags.

Dobbelt begær er stilistisk flot og har nogle interessante match-cuts, men de mange vink til andre filmværker, som Rosemary’s Baby (1969), skaber for stor forvirring, for lidt originalitet og desværre en form for humor, som ikke tilføjer noget til det endelige værk.

Det forbudte begær føles ikke ægte. En lille hånlig uflatterende lyd undslap mine læber under en kortvarig tvillingeincest – det var bare ikke hot. Distancen til stoffet er blevet for stor for Ozon, og derfor går både erotik og thrill for det meste tabt i Dobbelt begær. Handlingerne føles fortænkte og ikke, som om nogen rent faktisk havde forestillet sig dem og var blevet opildnet af dem.

Der er kun en rigtig god sexscene i Dobbelt begær, ligesom jeg kun gispede kun af skræk en enkelt gang. En erotisk thriller burde kunne gøre det bedre – ellers går pointen ligesom tabt.

Det kan selvfølgelig også være, at jeg er ligeså frigid, som Chloe er det i begyndelsen af Dobbelt begær. I så fald må jeg hellere finde mig en ond tvilling, der kan klaske mig lidt i numsen.