DJANGO – THE KING OF SWING:
Forbigået potentiale bliver til fransk kloroform

Jeg er ved at træt af biopics. De sidste mange år er de strømmet ud af filmverdenen som skidt fra en spædekalv, og de formår sjældent ret meget andet end at fragte guldstatuetter til Helen Mirrens kaminhylde. Det er oplagt at finde sine historier fra den virkelige verden, og til tider fører det også til rigtig gode film, men jeg synes dælme, der er langt mellem guldet. Det siger jeg som en lille disclaimer for, at jeg måske ikke have ja-hatten på, da jeg gik ind til Django – The King of Swing, selvom jeg var ret spændt på at høre mere om manden i filmens centrum.

Django Reinhardt var en ekstremt talentfuld musikant. Selv hvis man ikke kender ham på navnet, kender man hans lyd, for han var den toneangivende skikkelse i 1930’ernes swing og en af jazzmusikkens faderfigurer. Hans guitarspil var helt og holdent fænomenalt, så fænomenalt, at mange tæller ham blandt historiens dygtigste guitarister – helt oppe blandt Hendrix, Clapton og Gilmour.

Derfor var det en svær skuffelse at bemærke, at filmens skabere tilsyneladende var mere interesseret i alle andre aspekter af mandens liv end hans musikalske talent. Django – The King of Swing er nemlig ikke så meget en film om musik, som det er en film om sigøjnerforfølgelse og eksil, nådigt peberet med en håndfuld musikalske frikvarterer.

Det er en prioritering, jeg har meget svært ved at finde mening i, for historien om nazismens indflydelse på Djangos liv er ikke særligt gribende, det er hans musikalske karriere og eftermæle til gengæld. Det føles som om, folkene bag desperat har forsøgt at frembringe en nazi-søbehistorie, hvor der ikke var ret meget at komme efter for at give fortællingen en historisk eksistensberettigelse, med det resultat at der bliver kogt næsten to timers suppe på en ret mager Maggi-terning. Historien om sigøjnernes forfølgelse under krigen er interessant, men det bliver forceret og overfladisk at fortælle den med Django Reinhardt som indgangsvinkel.

De musikalske bider, filmen byder på, er ganske hæderlige, og jeg vrikkede også en smule med fødderne, men det var ikke tilnærmelsesvist nok. Jeg kedede mig bravt under det meste af filmen, ikke mindst fordi den var så grufuldt tung i røven. Tempoet er sat helt ned, og der dvæles ved de mest ligegyldige ting i et forsøg på at fremprovokere eftertænksomhed og skabe en poetisk atmosfære. Det lykkes bare ikke.

Det tog faktisk filmen lige knap 100 minutter at komme med sin første rigtigt mindeværdige scene, og derfra var det ned ad bakke igen. Det hjælper heller ikke, at hele hurlumhejet bliver fortalt gennem en hovedperson, hvis mest interessante karaktertræk er at være skeløjet, eller at filmen næsten brækker ryggen på at male en tidsånd, som ikke et sekund føltes autentisk—det hele er stiliseret og stift, fra kostumerne og kulisserne til replikkerne og skuespillerne.

Det, der kunne have været en interesant film om en indflydelsesrig musikalsk stemme fyldt med swing og talent, blev igennem en række uinspirerede valg til en tam og uvedkommende affære, man allerede har glemt halvvejs ude af biografen. Nu er det selvfølgelig dødssynd numero uno at bedømme en film ud fra, hvad den ikke er, men når det, den så er, næsten dyssede mig i søvn på trods af tre fuldvoksne kopper kaffe i mit system, er der noget, der skulle have været gjort anderledes.