IT FOLLOWS: Atmosfære amok

Af Rasmus Angelsnes Hansen

Hvad er værre end at vågne op med lidt kløe og finde ud af, at man har fået herpes eller klamydia efter en hed date? At vågne op og finde ud af, at der er et væsen, som kun du kan se, der følger efter dig – og når det fanger dig vil slå dig ihjel på en ikke så lidt grusom måde.

Det er i hvert fald præmissen for independent-gyset It Follows som lige nu bliver rost fra højre og venstre for dens gode gys. Og gyset er godt. Rigtig godt.
Den amerikanske gyserfilm har gennem de seneste 10-15 år set et langsomt s   kred fra at være uhyggelig og stemningsbevidst, til at være et jumpscare-gilde, der mest af alt minder om et barn, der bliver ved med at hoppe ud fra bag en dør og sige ”bøh!”.

Det nægter den unge instruktør David Robert Mitchell at være med til. Med It Follows har han skabt et atmosfærisk og spændende indspark til gysergenren. Kameraet glider og svæver gennem det ødelagte Detroit, mens et mesterligt synthesizerscore med både onde dybe toner og flydende beats river os med ind i universet. Musikken i denne film er noget af det bedste, jeg har hørt længe!

ANMELDELSE AF:
It Follows

ORDET SYNES:4-stars

PROD. ÅR:
2014

INSTRUKTØR:

David Robert Mitchell

LAND:
USA

Mens disse stilelementer hamrer ind i vores sanseapparat gør It Follows noget, jeg ikke tror jeg har set før – i hvert fald ikke i denne grad. I stedet for de høje og irriterende shock-effekter, er ”det” -som kan være en hvilken som helst person – ofte til syne midt på billedet.

Nogle gange langt væk, nogle gange tættere på, men oftest når karaktererne ikke ser det. Og selv når ”det” ikke følger efter i baggrunden, så leder vi efter det. Man har konstant på fornemmelsen, at der lurer noget lige uden for frame. Det er denne stille, sivende uhygge og utilpashed, der får én til at sidde og rokke lidt frem og tilbage i biografsædet, som gør It follows til noget specielt.

Filmens unge karakterer er habile set i gyserstandarder, dialogen er velskrevet og naturlig, og monstrets føromtalte konnotationer til sexsygdom er hverken prædikende eller irriterende. Samtidig formår Mitchell gennem små underfundige hverdagshandlinger og teenageobservationer at gøre universet ”ægte”. Det føles som om, at filmens verden rent faktisk er beboet af rigtige mennesker.

Og nu til det store MEN. Filmen rammer gyset og meget andet plet, men halter som film. Den første halvdel er langsom, og det fungerer skønt med en opbygning, hvor vi stille og roligt bliver suget ind i universet. Men så begynder det at falde lidt fra hinanden. Vi får aldrig helt det pay-off, som den lange opbygning lagde op til, og jeg sad flere gange undervejs og tænkte ”kom nu videre”.

Problemet ligger i, at historien er for tynd. Der mangler noget undervejs til at holde seeren engageret i den fede stemning, som filmen har skabt. Den mister pusten, og kedsomheden melder sig. Heller ikke filmens alternative, om end lidt underlige, klimaks formåede at bringe første halvdels magi tilbage.

It follows er dog langt fra at være en tom pakke med flot indpakning. Filmens atmosfære gør den interessant og unik nok til, at enhver gyserfan bør se den.

Kommentarer