Følelser fanget i stærke billeder

Af Christoffer Østergaard

Der har været rigeligt med kontroverser om Adèles liv – Kapitel 1 og 2. Instruktørens metoder er blevet kritiseret af de to hovedskuespillere, og forfatteren Julie March, der har skrevet den graphic novel filmen bygger på, har udtalt sig i skarpe vendinger om det færdige resultat.

Men når man ser bort fra disse ydre omstændigheder, der er fulgt i kølvandet på premieren under Cannes, hvor filmen vandt Guldpalmen, gemmer der sig en hjerteskærende fortælling om kærlighed, forelskelse og sex.

Ingen kompromiser
Filmens omdrejningspunkt er, som titlen antyder, unge Adèle, og hun udgør kernen i den struktur, der ved første øjekast virker fraværende. Men det er hende, vi som tilskuere skal lære at kende i løbet af en kompromisløs spilletid på 179 minutter – og kameraet er det ubønhørligt øje, der følger hendes mindste bevægelse.

Instruktør Abdellatif Kechiche og fotografen Sofian El Fani har opnået en helt exceptionel synergi og søger at illustrere, hvordan Adèle spiser, drikker, græder, griner, fester og dyrker sex. Deres parasitiske tilstedeværelse har især til formål at følge hendes svære kamp med kærligheden. Takket være Adèle Exarchopoulos’ fantastiske indsats vækkes en forståelse for Adèle som karakter, og netop fordi hun optræder i stort set hver eneste scene, får vi et indgående kendskab til en yderst skrøbelig og følsom pige.

ANMELDELSE AF:
Adéles Liv – Kapitel 1 & 2

ORDET SYNES:
3-stars

PROD. ÅR:
2013

INSTRUKTØR:
Abdellatif Kechiche

LAND:
Frankrig

Modsætninger mødes
Det er ikke så meget hendes forskellige forsøg på at finde sin seksualitet på sine egne betingelser, der udgør konflikten i filmen, om end dette bestemt er en vigtig sidehistorie. Forelskelsen i den blåhårede Emma, hvis mystik Lea Seydoux på fornem vis formår at fremhæve, udgør filmens hovedplot – ikke ligefrem et nyt fransk tema, men netop fordi kærligheden ikke skildres som en banalitet, bliver filmen særligt nærværende.

Vi har set det før: Filmen om den svære kærlighed. Men det er sjældent set, at en film på så udførlig vis udforsker det væld af universelle følelser, der vækkes i et kærlighedsforhold. Det er ikke altid, at Adèle træffer de rigtige beslutninger (hvis ellers der findes objektivt rigtige beslutninger), men hele holdet bestræber sig på, at vi i det mindste kommer til at forstå dem.

Lebber – og hvad så?
At hovedpersonerne er lesbiske er i mine øjne irrelevant for det, filmen vil fortælle – og dog vil det være en skændsel, hvis undertegnede valgte at se bort fra det. Filmen skildrer en række af de problemer, der opstår som følge af at have følelser for en person af samme køn. Filmens slagkraft kommer netop i form af, at filmen udforsker, hvordan kærlighed mellem to mennesker ikke er begrænset af firkantede koncepter som eksempelvis køn.

Så er der selvfølgelig spørgsmålet om de eksplicitte sexscener. Bevares, det er ikke ligefrem scener, de fleste vil nyde at overvære i selskab med deres forældre, men den rå passion er smukt fanget – og målet har været at fange den passionerede sex (som står i kontrast til Adèles samleje med en fyr, hun ikke har følelser for), og når alt andet er blevet illustreret så gennemført, hvorfor så ikke sexscenerne?

Min største anke er filmens slutning, som naturligvis ikke skal røbes her, men det vil ikke være for meget sagt, at en bedre afrunding ville have klædt filmen, når resten lægger så stor vægt på en nøgtern skildring. Man kan med rette sige, at filmen opnår, hvad den stiler efter. Den bratte afslutning emmer af prætentiøse forestillinger og efterlader en uønsket harsk eftersmag, når nu alt andet har været så perfekt (og uperfekt).

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *