FLUGTEN TIL NICE:
Dyster historie fortalt på banal manér

Scenen er sat i Paris, midt under 2. Verdenskrig. Året er 1942 og alle jøder er nu tvunget til at bære en gul jødestjerne på brystet. Hvad gør man som jøde ved det? For filmens hovedkarakter Joseph er det nemt nok, man bytter sin stjerne for sin gode legekammerats pose med glaskugler. Hvis det bare var løsningen på problemet, så kunne rulleteksterne godt begynde. Joseph indser da også hurtigt, at man ikke bare kan bytte sin jødestjerne for frihed. Konsekvensen er, at han og storebroren Maurice bliver tvunget på flugt til det frie Nice, hvor de vil blive genforenet med familien igen.

Joseph indser da også hurtigt, at man ikke bare kan bytte sin jødestjerne for frihed. Konsekvensen er, at han og storebroren Maurice bliver tvunget på flugt til det frie Nice

”Flugten til Nice” er baseret på den selvbiografiske roman ”Un sac de billes” (en pose kugler) skrevet af Joseph Joffo. Filmtitlen er meget misvisende, da de to brødre allerede inden for filmens første halvdel er nået frem til den sydfranske middelhavsby Nice. Deres flugt foregår næsten smertefrit – deres eneste store udfordring bliver en vabel på Josephs fod og som den søde storebror Maurice er, siger han: ”jeg vil bære dig til verdens ende”. Det hele er en anelse for let og sukkersødt. Netop som man skal til at rejse sig fra biografsædet, fordi man tror filmen er slut, tager filmen en uventet drejning.

Nice bliver besat af nazisterne og de to brødre tvinges atter på flugt. Filmen bevæger sig her fra sukkersød til alvor og de to brødres historie om sammenhold og overlevelse bliver omdrejningspunktet for filmen.

Filmen er bygget op efter den klassiske skabelon, som man tidligere har set i lignende film omhandlende jøders flugt fra nazisterne under 2. Verdenskrig. Det bliver skuespillet og den gode kemi mellem Dorian Le Clech (Joseph) og Batyste Fleurial (Maurice), der løfter filmen. Der er ikke en finger at sætte på det filmtekniske, men det virker som om filmens instruktør Christian Duguay, der blandt andet har instrueret ”Coco Chanel” (2008), har sprunget over, hvor gærdet er lavest ved at sætte Joseph som en voice-over de steder i filmen, hvor handlingen er uklar for at guide seeren. Det bliver desværre en spoiler for filmen, da Josephs voice-over er i datid, forstået som at han ser tilbage på de oplevelser, han har været igennem. Dette tager en stor del af filmens spænding, da man på forhånd kender Josephs livsskæbne.

Trods den dystre historie, fortalt på banal og forudsigelig manér, har Christian Duguay formået at skabe en smuk og rørende film om to brødres sammenhold og deres hurtige udvikling fra børn til voksne gennem krigens brutale år. Filmen bliver ikke lige så mindeværdig som andre film produceret i samme genre. Måske blot en parentes i filmhistoriens verdenskrigskatalog. Alligevel formår filmen at fortælle en vigtig historie, der har efterladt mig et dybt indtryk lang tid efter, jeg har forladt biografmørket.

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *