FLORENCE FOSTER JENKINS: En film om forkerte toner, der selv rammer alle rigtigt

Af Ida Lydom Thomsen

Det er utænkeligt, at man ikke på et eller andet tidspunkt i dagens samfund ville blive fortalt, at man ikke kan synge, hvis man uden skrupler og talent vælger at føre sig musikalsk frem i det offentlige rum. Ydmygelsen er blevet så stor en del af reality-genren og musikkulturen, at vi alle kan sidde hjemme i stuerne og beslutte os for, om der gemmer sig en ny verdensstjerne eller viral joke i programmerne. Tingene så dog noget anderledes i ud 40’ernes New York, hvor den ekstremt rige socialite Florence Foster Jenkins sprang ud som sangerinde.

På trods af at optagelserne fra Florences sangkoncert i Carnegie Hall er én af spillestedets mest populære optagelser, så er det nok de færreste herhjemme, der er bekendt med historien om denne ekstraordinære kvinde. Som en del af New Yorks overklasse op gennem 1900-tallet havde hun tid og mulighed for at vie sit liv til at støtte musikmiljøet, og i 40’erne begyndte hun selv at få undervisning i sang og optræde for en lille klub af andre rige.

Florence kunne ikke synge. Hvinende, prustende og med meget besvær kom hun op på noget, der mindede om de høje toner. Men netop hendes rigdom og store dedikation til byens musik gjorde, at hele hendes netværk roste og roste, bestak anmelderne og pludselig havde hun booket byens mest prestigefulde spillested, hvor det ikke just er nemt at skjule sig for kritikere.

ANMELDELSE AF:
Florence Foster Jenkins

ORDET SYNES:5-stars

PROD. ÅR:
2016

INSTRUKTØR:

Stephen Frears

LAND:
England

Meryl Streep, der dog selv er en fremragende sanger i bl.a. Mamma Mia  (2008), tager rollen som Florence på sig og er som oftest ganske fremragende og formår at give karakteren både komik og dybde. Og netop samspillet mellem komik og dybde er filmens helt store formåen. Selvfølgelig er situationen komisk, og både det tvivlsomme sangtalent og de tilhørende reaktioner kommer til deres ret som stærke komedieelementer. Det samme gør overklassens selvforståelse stærkt ledt an af Hugh Grant, der spiller Florences mand St. Clair Baywright, der som fejlslagen, britisk skuespiller nyder godt af tilværelsen blandt den amerikanske overklasse.

Hugh Grants rolle er dog et fint eksempel på denne dybde. Han er en sjov, aristokratisk karakter, som man hurtigt finder ud har en kæreste ved siden af Florence. Trods det nærer han en masse kærlighed til sin kone. Der er ikke tale om en ond, utro mand, men en karakter, der er en vigtig, omsorgsfuld brik i hendes liv gennem deres, ifølge dem selv, ”sjælelige forhold”, og det kommer fint til udtryk. Også hendes nye pianist Cosmé McMoon spillet af Simon Helberg, bedst kendt fra serien The Big Bang Theory (2007-), er en komisk styrke, men heller ikke blot det. Hans umiddelbare skepsis over for sin chefs beskedne talent er morsom, men også han fascineres af hendes væsen og den dekadence, der omgiver hende.

Der skal nok falde endnu en Oscar-nominering af til Meryl, men skuespillet er langt fra det eneste, der fungerer her. Filmen er smuk, den er stilet, og så er det en portrætfilm, der styrer uden om de værste klichéer. Den rigtige historie er vild nok i sig selv, så her kræves ingen opdigtede krumspring eller forståelsesunderstregende violiner.

Kommentarer