THE FITS: Mystisk og hypnotisk coming-of-age fortælling

Af Nikolaj Fjord Korsgaard

Muligvis et af de mest basale menneskelige behov, der eksisterer, er behovet for accept. Toni, hovedpersonen i The Fits, er en introvert pige; et barn som er i overgangen fra barnealderen til teenagealderen. Hun er drevet af længsel efter accept. Som en dedikeret bokser har hun en meget maskulin gestikulation, og hun bliver kaldt for ”drenge-pigen”. Da hun en dag ser gymnasiets piger danse hiphop, bliver hun fortryllet af synet og må selv være en del af det. Acceptens forvandlende kraft opstår – et begyndende teenageønske om femininitet.

Ud fra beskrivelsen kan man tænke filmen som værende en kønspolitisk fortælling, men det er ikke det, der er dagsordnen – i hvert fald ikke direkte. Der er ikke nogen moraliseren over heteronormative antagelser, seksualitet eller generelle kønsnormer, nærmere en skildring af en ung og lidt utilpasset piges psykologi og hendes kropslige og mentale forandring. Toni er en stille pige, som ikke siger meget, og vi kommer aldrig rigtig ind i hovedet på hende. Men det er ganske bevidst, for den narrative spænding kommer igennem de kropslige udtryk, og det er her, The Fits skiller sig ud fra andre film.

Da vi første gang ser Toni danse, er det akavet og klodset, men hun inkorporer sine boksebevægelser i dansen – et specielt syn, der udvikler sig til at blive ganske unikt og udtryksfyldt. Og som hun træder ind i pigeverdenen, begynder underlige ting at ske. Pigerne begynder at få ”fits” (anfald) og besvimer. Og da disse anfald begynder at ske, indtræffer tvivlen om længslen efter accept. De går i en trance-tilstand, som var de besat af en dæmon. Denne del af filmen er nærmest efterladt til seeren at fortolke selv, og hvad går disse anfald ud på? Er det en slags overgangsritual? Forklaringen kommer aldrig, men det er tydeligvis ikke normale sygdomsbetonede anfald, der er noget mere i det – noget symbolsk. Man skal selv søge meningen i det.

ANMELDELSE AF:
The Fits

ORDET SYNES:4-stars

PROD. ÅR:
2016

INSTRUKTØR:

Anna Rose Holmer

LAND:
USA

The Fits er en film, som er svær at putte i en genrekasse, og hvis man skal kalde den noget, må det være en form for ”magisk realisme”. Hele filmen foregår i et meget plausibelt miljø på et søvnigt gymnasium. Men man ser også begivenheder af nærmest metafysiske dimensioner – uden at spoile for meget, da det i høj grad er det, som gør den værd at se. Det overnaturlige blandet med det realistiske gør The Fits til en ganske unik oplevelse.

Men man skal også kigge langt efter et traditionelt narrativ og en klassisk spændingskurve. Tempoet er langsomt og dvælende og til tider en anelse for langsomt og meningsløst. Men hvad filmen mangler af narrativ og spænding, så gør den det godt igen med stemning og opfindsomhed i det stilistiske. Der er en mystisk og halvparanoid stemning i dele af filmen krydret med et skingert og forvrænget saxofonsoundtrack, som lægger en fantastisk og mystisk stemning over de overnaturlige elementer i fortællingen og det frodige visuelle udtryk.

The Fits er svær at snakke om ud fra klassiske antagelser om, hvad en film skal kunne, og det er heller ikke derfor, man skal se den. Det er en film med rum til megen egen fortolkning, og som bliver i ens bevidsthed et stykke tid efter, man har set den. Dette er i sig selv prisværdigt. Selvom den også kan efterlade én en smule frustreret og med en lyst til noget mere håndgribeligt og gennemsigtigt, så er det netop også det, der er filmens styrke.

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *