Anmeldelse
FISHERMAN’S FRIENDS: Charmerende og humoristisk film om den næsten glemte sømandsvise

Af Josephine Zabeo-Persson

En sea shanty, eller på dansk en sømandsvise, er et begreb, der dækker over sange, som traditionelt er blevet sunget af søens mænd, mens de sled på det åbne hav. Deres rytme og lyriske gentagelser blev brugt til at holde en takt i det hårde fysiske arbejde på skibet. Trit med maskinernes indtog forsvandt behovet for sømandsvisen.

På en kaj i Cornwall står ti mænd. Året er 2010, og her er sømandsvisen ikke glemt. I det humoristiske drama Fisherman’s Friends kan du stifte bekendtskab med en glemt sangskat og det ti mand stærke fiskerkor, der nægter at lade den forgå.

I anledning af en polterabend kommer en gruppe smarte londonere til den lille korniske fiskerby Port Isaac. Blandt dem er den læderjakkeklædte Danny (Daniel Mays), som udover at være en tosser (dansk oversættelse: stodder) også er karrieremager indenfor musikbranchen. På kajen i den søvnige by optræder det lokale kor, Fisherman’s Friends, og en uimponeret Danny opfordres i jokens navn til at tegne en kontrakt med fiskerkoret. Hvad, der startede som åndssvage drengestreger, udvikler sig til en seriøs affære, da Danny opdager fiskernes unikke og rørende lyd. Og nå ja, så er der også en sød fiskerdatter (Tuppence Middleton), som skal imponeres.

Instruktør Chris Foggin har skabt en varm og charmerende film, hvis hjerte banker for arbejderklassen. Centralt i filmen er fiskernes bånd til havet, deres forfædre og hinanden – traditioner opretholdt med sømandsviser og øl på den lokale pub. Fiskerkorets uofficielle leder, den gnavne Jim (James Purefoy), arbejder på en fiskekutter med sin far (David Hayman) og den unge Rowan (Sam Swainsbury). I en af filmens første scener ses de tre mænd iført gult regntøj synge sømandsvisen Keep Hauling, mens de hiver fisk ud af nettet. Tekstens melankoli og fiskernes fantastiske stemmer sammensat med et barskt kornisk landskab skaber en ophøjet og sentimental stemning. Man fornemmer en stolthed ved fiskerfaget og de foregående generationer af sømænd.

Fisherman’s Friends skriver sig ind i en stolt tradition af musikalske og humoristiske film om arbejderklassen. Tankerne ledes mod klassikere som The Full Monty (1997), Brassed Off (1996) og Billy Elliot (2000). Disse film formår at balancere det humoristiske med en rå realisme. En balancegang som Fisherman’s Friends ikke helt formår at gå. Det bliver meget pænt og poleret, når det primære fokus er på smart-i-en-fart-Danny fremfor fiskerlivet i Port Isaac.

Men lad endelig ikke dette stoppe dig fra at købe en biografbillet. For filmens absolutte styrke er dens glæde ved sømandsviserne. Der er heldigvis masser af dem, og det lyder møggodt. Det er umuligt ikke at blive blot en smule rørt af, hvad fiskerne kalder ”1750’ernes rock’n’roll”. Måske endnu bedre er, at fortællingen er inspireret af det virkelige mandekor, som deler navn med filmen. Du behøver altså ikke slippe sømandsviserne, når filmen er slutt. Næste gang du drikker en øl med vennerne, så sæt en sømandsvise eller to på.

Kommentarer