CPH PIX
FIRST REFORMED: Ægte, ugudelig vrede

Af Gustav Stubbe Arndal

 

As the earth moves toward the sun, Travis Bickle moves toward violence.”

Sådan skrev Paul Schrader i sit manuskript til Taxi Driver (1978), og hans nyeste film er som et forstærket ekko af klassikerens voldsomhed. Men forskellene er også klare. Ernst Toller (Ethan Hawke) falder nemlig ikke naturligt mod volden; han styrter mod den med beslutsomhed og viljestyrke.

Den gamle præst er en skarp kontrast til den unge oprører. Han er allerede blevet prøvet gang på gang; han har mistet sin søn i krig og sin kone i sorgen, men nu har han fundet frelse og nåde i livet som præst. Toller besidder en introspektiv evne, der gør sig klart i hans dagbog, som fra første scene høres som en gennemtrængende voice-over. Hvordan kan sådan en mand blive radikaliseret?

Toller møder klimaaktivisten Jeffers (Cedric Antonio Kyles), der lider af depression og fortvivlelse, og i sit forsøg på at agere terapeut, har han svært ved at finde de rette ord. Mens han forsøger at snakke om håb, visdom og Guds nåde, kan Jeffers pege på tallene og fortælle, at det er moralsk forkert at bringe et barn ind i en verden, der uundgåeligt vil forvandles til et helvede før 2050. ”Will God forgive us for what we’ve done to His creation?” er spørgsmålet, aktivisten stiller ham, og det er et spørgsmål, der hænger over filmen.

Hvor skal svaret findes? Ikke hos Toller selv. Den alkoholiske præst prædiker i en faldefærdig ”souvenir-shop,” der snart fylder 250 år. Kirken er støttet af en mega-church, der er mere firma end menighed, hvor rige donorer og livestreams spreder Guds ord til en bedøvet befolkning.

Billedsiden understøtter denne tomhed. Det er sjældent, kameraet klipper mellem forskellige vinkler, og endnu sjældnere, at det bevæger sig. Vi må sidde og absorbere de livløse amerikanske interiører og det golde vinterlandskab, mens Ethan Hawkes hæse stemme filosoferer om Guds formål. Håbløsheden æder ham hurtigere end canceren, som han for længe har ignoreret. Snart retter han sine tanker mod handling.

Vi snakker generelt ikke nok om Ethan Hawke, men det bliver vi nødt til, for han bærer denne tunge film på sine skuldre. Hans filosofiske enetaler, som han især blev kendt for i sit arbejde med Richard Linklater, er her blevet til et våben, og man kan mærke hans smerte og angst i hver rynke på panden og hver pause i dialogen.

Amanda Seyfried imponerer også som aktivisten Jeffers’ gravide kone Mary. Der er en tragisk sårbarhed i hendes øjne, og hendes forhold til Toller er et af de få lyspunkter i en ellers dyster film. Dog får man en nagende fornemmelse af, at de flygter fra en virkelighed, de ikke har styrken til at konfrontere.

Det lyder måske en anelse selvhøjtideligt, og der er tidspunkter, hvor det bliver for overdrevet. Men First Reformed retter al sin vrede og misantropi mod global opvarmning og de kræfter, der forårsagede den og nu ignorerer den. Sandheden burde tale for sig selv. Vi ville alle blive drevet til vanvid, hvis vi konfronterede den, som Toller her må gøre, og det ville være en skam at kritisere filmen for at prædike, når det netop er dens formål.

Vreden er derfor filmens største styrke. Den forsøger ikke blot at portrættere en vred mand; hans vrede er også vores, og den sætter sig dybt inde i os og bliver der længe efter den sidste scene. Hvor utallige dokumentarer og nyhedsindslag har gjort os klar over krisen, bruger Schrader filmen til at dramatisere og bevæge.

Det hele kulminerer i et sidste shot, der på en gang er overvældende og utilfredsstillende; som en smuk sang, der pludselig afbrydes. I biografmørket sad jeg med en forfærdelig tanke: hvor gammel vil jeg være i 2050?

 

First Reformed vises til CPH PIX følgende steder:

2. oktober kl. 19:00 i Grand Teatret

8. oktober kl. 18:45 i Cinemateket