Anmeldelse
FIRST MAN: Eksistentiel rejse mod det uendelige univers

Af Alma Nordenbæk

“One small step for man, one giant leap for mankind”, sådan lød ordene, og vi kender dem alle sammen. Neil Armstrong trådte som det første menneske på Månens overflade, og verden var for altid forandret. Men hvem var manden bag ordene, og hvorfor risikerede han livet for at rejse ud i rummet? Instruktør Damien Chazelle fører os ind på livet af first man on the moon.

Vi følger Armstrong (Ryan Gosling) fra 1961 og op gennem hans karriere som astronaut hos NASA. Vi møder hans kone, Janet (Claire Foy), og ser til fra sidelinjen, da de mister deres første barn til kræft. Vi er med, da Neil får flyveforbud, bliver forfremmet, degraderet, skældt ud, og hyldet af verden. Vi stifter bekendtskab med månemissionens hold af forskere og bliver venner med Neils kolleger. Der er raketter, eksplosioner, bræk og sved.

Ligesom den virkelige Neil Armstrong, er Goslings Neil en meget reserveret person. Han taler ikke meget, og han viser kun sjældent sine følelser. Det kan derfor være svært at greje, hvad der i virkeligheden motiverer ham. Måske det er et behov for forløsning fra fortidens traumer. Måske det bare er svært at vende tilbage til hverdagens forudsigelighed, når man først har set Jordens krumning fra rummets uendelige mørke.

Uanset hvad, så forstår vi, at Neil vil gøre alt for at nå sit mål. Hans beslutsomhed bliver ikke vist gennem højstemte følelsesudbrud eller tyktflydende dialog, men gennem Goslings afdæmpede og nuancerede skuespil. Han kaster Neil ud i den ene livsfarlige situationer efter den anden med en kølig og overbevisende intensitet. Over for Gosling skal også Foy roses for hendes portrættering af Neils kone, Janet, der trods sin evige bekymring altid står stærk og stålfast. Selv, når nabolagets astronautfamilier langsomt fyldes op af enker.

Man skulle ellers tro, at det ville være svært at skabe engagement i en historie, som publikum allerede kender slutningen på. Vi ved, at Neil overlever, og vi ved, at USA lander på Månen. Men Chazelle formår at skabe spænding på trods, hovedsageligt gennem en fantastisk klipning og lydarbejde. Vi bliver konstant smidt lige op i synet på Ryan Gosling og Claire Foy, og ligesom vi så det i Cuaróns Gravity (2013), skaber det en følelse af klaustrofobi, forvirring og stress i filmens højspændte situationer.

First Man er langt hen ad vejen en biopic. Havde filmen fokuseret mere på NASA, Ampollo-missionerne eller rumkapløbet mellem USA og Sovjet, er det ikke sikkert, at den havde været en dårligere film. Men den havde ikke haft samme næsten eksistentielle karakter, og det havde været en skam. Filmen spørger ikke kun ind til hvordan, men først og fremmest hvorforså mange mennesker var rede til at risikere alt for rummissionerne.

Det hjælper os til at holde interessen gennem filmens 141 minutter, som til tider ligger lige på kanten til for meget af det gode. Og når vi langt om længe når frem til Månen, og ser dens golde overflade reflekteret i astronautdragtens gyldne hjelm, så hjælper Neil os til at forstå, hvor ubegribelig og fantastisk månelandingen i virkeligheden var.

Chazelle giver os en smag af den totale ydmyghed, hele verden må have følt i 1969. Men for virkelig at opleve dette, bliver du nødt til at se filmen på det helt store lærred. Det har du ikke lyst til at gå glip af.