DEN UKENDTE SOLDAT:
Finske kammerater i krig

Den Ukendte Soldat (2017), den tredje filmatisering af Väinö Linnas roman af samme navn, følger en gruppe finske soldater under Fortsættelseskrigen (1941-44). Med Aku Louhimies (Rebellion 2016, 8-ball 2013) ved roret byder filmen på imponerende kampscener med en nuanceret og ærlig skildring af livet ved fronten.

Filmen tyder på et glimrende samarbejde mellem Louhimies og Fotograf Rogier Stoffers. Den finske natur skildres smukt fra alle tænkelige vinkler, og krigens udvikling kan følges i glidende kamerabevægelser fra henholdsvis venstre mod højre og højre mod venstre, alt efter, hvem der har overtaget.

Det gode samarbejde ses dog allertydeligst i filmens kampscener, der er filmet med stor teknisk forståelse for de forskellige skuds styrker. Scenerne går en vellykket balancegang mellem intense nærbilleder, til at skildre kampenes tumult og traumatiserende effekt og dybe over-the-shoulder indstillinger, der etablerer de stridende parters positioner i forhold til hinanden.

Sidstnævnte muliggør medrivende synkroniserede koreografier, og denne samtidighed styrker i høj grad scenernes troværdighed, da indstillingerne byder på kampe mellem flere synlige aktører i én og samme billedramme. Disse over-the-shoulder indstillinger går også godt i spænd med den imponerende målestok, da de for eksempel muliggør spil mellem en skræmt finsk infanterist og en sovjetisk kampvogn.

Ud over den kameratekniske flair byder filmen også på koreografiske kraftpræstationer. Hvad enten det er kravlende og krybende under sovjetisk beskydning eller på march gennem mudder til brystet, beriger både skuespillere og statister lærredet med overbevisende kollektivt skuespil. Den finske hær udfoldes synligt gennem sine til tider heroiske, til tider desperate handlinger.

Desværre har de egentlige hovedpersoner ikke fået en lige så fornem behandling. Til trods for en spillelængde på 133 minutter kommer seeren aldrig tæt på de enkelte finske soldater – med undtagelse af den muntre og rapkæftede familiefar Rokka (Eero Aho). Der bruges kun ganske kort tid på at skildre baggrunde, personligheder og interne relationer, og er man uden kendskab til det litterære oplæg, kan karaktergalleriet derfor være forvirrende og frustrerende overfladisk skildret. Dette opvejes dog delvist af overbevisende præstationer fra hele castet.

Denne underprioritering punkterer til en vis grad de ellers fornemt eksekverede kampscener, da selv hovedpersoners dødsfald til tider virker ubetydelige. En bemærkelsesværdig undtagelse er dog, da førnævnte Rokka ene mand mejer en stor gruppe sovjetiske soldater ned fra sit skjul i sneen. Her giver scenen anledning til medrivende fysisk skuespil fra Eeros side, og gennem det nuanceres og problematiseres Rokkas personlighed.

Der er blevet skåret cirka 40 minutters spilletid fra den internationale udgave af Den Ukendte Soldat, og man kan jo håbe på, at det er derfor, den til tider virker mangelfuld. Jeg havde i hvert fald ikke selv haft noget imod at være blevet lidt længere i biografen, hvis det betød, at karakterer som den unge og ærekære Kariluoto (Johannes Holopainen) blev udfoldet bedre.

Den ukendte soldat er både smuk og gruopvækkende, men jeg kan ikke andet end ærgre mig over, at den ikke blev lavet som miniserie a la HBOs klassiker Band of Brothers (2001), da dette format måske ville gøre det muligt at udfolde karaktererne og integrere dem i kampscenerne.