FINDING VIVIAN MAIER: Barnepigen med det skjulte talent

Af Mika Dahl Hansen 

Vivian Maiers fotos lever i den grad op til ordsproget, at et billede siger mere end 1000 ord. Og hvor mange ord bliver det så til, når hun tog over 100.000 fra 1940’erne og mange årtier frem? Men hvem var hun egentlig, og hvorfor dukker billederne først frem nu? Den aktuelle dokumentarfilm Finding Vivian Maier, der er månedens dokumentar i Cinemateket, undersøger sagen.

I 2007 købte medinstruktør John Maloof en stor kasse foto-negativer på en auktion i Chicago, og med ét tog hans liv en uventet drejning. Siden da har den passionerede amerikaner gjort det til sit livsværk at udbrede kendskabet til Vivian Maier (1926-2009) igennem udstillinger og nu også denne film, hvor han – som moderne dokumentarfilm har for vane – selv er omdrejningspunktet.

Ond, psykisk syg, excentrisk, privat, kærlig og skør er ord, der sættes på den sælsomme amerikanske ”nanny”, Vivian Maier, der blev født i New York i 1926 af en fransk dame. Hvad hun manglede i nære slægtninge, kompenserede hun for igennem sit skjulte talent som amatørfotograf: Hvor end hun bevægede sig, medbragte hun sit elskede Rolleiflex-kamera, hvis unikke teknologi bidrog til lave Ozu-agtige kameravinkler med en Kubrick-æstetik – bare for lige at eksemplificere hvor højt på kunstner-skalaen vi befinder os. Barnepigen havde et sjældent talent for at se det bizarre og det alternative, og hun mødte mennesket i alle slags følelser på tætteste hold.

ANMELDELSE AF:
Finding Vivian Maier

ORDET SYNES:

4-stars

PROD. ÅR:
2013

INSTRUKTØR:
John Maloof & Charlie Siskel

LAND:
USA

Ikke mange tog billeder af sin dagligdag dengang, hvor kameraerne ikke var digitaliserede. Men Maier var en manisk ”hoarder” og samlede sine foto-negativer i store kasser. Hun var typen, der tog et billede, før hun hjalp et tilskadekommet barn, og hun tog ofte alternative selvportrætter, eller ”selfies” om man vil. På en pudsig og ikke-intentionel måde var hun en forgænger for vor tids Instagram-generation – dog med den signifikante forskel, at hun tog billederne til sig selv og ikke til at dele.

Men efter Maiers død fik Maloof ved et tilfælde fat i negativerne – og et forsigtigt fransk brev, hvori hun forklarer, at hun egentlig godt kunne tænke sig at dele billederne med andre – og i dag er disse fantastiske fotos tilgængelige. Hvis jeg skulle anmelde dem, ville jeg give 6 stjerner, men på trods af det inspirerende indhold, formår selve filmen ikke at nå op på det samme ekstraordinære niveau. Men den gør, hvad den skal og udbreder kendskabet til Vivian Maier, og er man bare en smule foto-entusiast, er Finding Vivian Maier utrolig svær at komme uden om.

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *