Find vej gennem filmens labyrint

Af Ditte Fiil Ravn

“You have two minutes to design a maze that it takes one minute to solve”. Den ihærdige arkitektstuderende griber notatblokken og tegner en simpel labyrint. Den bliver løst hurtigt, så hun må prøve igen. Hun skaber nye indgange og vægge i sin firkantede labyrint, men hendes udfordrer finder hurtigt vejen ud. Nu mærker hun sin egen skuffelse og tager notatblokken tilbage i et fast greb. Hun vender den på hovedet og laver en cirkellabyrint. Udfordreren er fanget. Hun har vundet.

I denne scene fra Inception (2010) ser vi først og fremmest labyrintens spillere. Den alvidende skaber har lokket et uvidende offer ind, der hverken kender til farerne eller den eftertragtede udgang. Labyrinten kreerer udfordringer for protagonisten, som måske møder overnaturlige væsener eller blot mærker den overhængende fare for aldrig at finde ud igen.

Labyrinten er i Inception en drømmekonstruktion, og her er der ingen høje hække eller enorme murer. I denne artikel ser vi på film med markante billeder på den fysiske labyrint, hvor det samtidig også er mere end blot det fysiske, der får disse labyrinter til at få en signifikant betydning.

Myten om Minotaurus

Der har været forskellige forståelser af labyrinten gennem verdenshistorien. Sagnet om labyrinten opstår med den græske myte om den grusomme Minotaurus, der holdes fanget i en labyrint på Kreta. Hvert år skal syv unge mænd og kvinder ofres til ham. En af disse mænd er prins Theseus. Den unge prinsesse Ariadne forelsker sig i Theseus og ønsker dermed at redde ham. Hun giver ham en garnnøgle, så han kan dræbe minotaureren og derefter finde vej ud af labyrinten.

Dette sagn spiller en stor rolle i filmen The Shining (1980), hvor Jack Torrance i filmens klimaks jagter sin egen søn Danny i forhavens labyrint. Danny overlever ved at udviske sine fodspor og samtidig bruge dem til at finde ud, ligesom Theseus anvendte garnnøglen til det selv samme. Jack dør også, ligesom minotauren gør i myten, og med de løftede øjenbryn og djævelske udtryk er referencen til minotaureren slående. Instruktøren Stanley Kubrick placerede labyrinten i filmen for i konkret form at spejle hotellets egen labyrintiske opbygning. Men labyrinten i The Shining refererer også til en anden forståelse af labyrinten, som knytter sig til psykologien.

labyrint billede2
Den androgyne King Jareth lokker Sarah ind i en labyrint, der i sit udseende minder om et brætspil.

I underbevidsthedens gange

Psykoanalytikeren Carl Jung så labyrinten som et billede på individets ubevidsthed. Så når en protagonist træder ind i en labyrint, så træder de ind i deres egen underbevidsthed, som de aldrig har kendt til før. En tanke der ikke ligger langt fra Inception, hvor man stræber efter at nå ind i de dybeste drømmelag for at plante en idé. Jung mente nemlig, at man i sin underbevidsthed var åben over for at fremmede elementer kunne trænge ind og havde indflydelse på individet.

Det psykologiske element i The Shining er labyrinten som en metafor for Jacks sindssyge, hvilket driver ham så langt ud, at han ikke kan finde hoved og hale i sit eget sind. Men mødet med sin egen underbevidsthed er især udgangspunktet for den karakteristiske 80’er film Labyrinth (1986). I denne film skal den unge Sarah gennemføre King Jareths (David Bowie) labyrint inden for 13 timer, ellers ser hun aldrig sin lillebror igen. Hun træder ind i labyrinten, sin underbevidsthed, og møder feer, gnomer og andre fantastiske væsener.

Hun ser blandt andet gnomerne tisse i pools, og dette bliver hendes møde med seksualitet og kropslige funktioner – en fundamental oplevelse i rejsen fra barn til voksen, som filmen også tematiserer. Filmen igennem møder Sarah disse dilemmaer, som en pige i puberteten står overfor, og jo dybere hun falder ned i sin underbevidsthed, jo mere lærer hun om sig selv og verdenen omkring hende. Tilmed er hun muligvis også tiltrukket til King Jareth, da han er androgyn, og hun er tiltrukket til begge køn – men det er vist alt for langt nede i underbevidstheden til at give sig i kast med.

Labyrint billede1
Ofelia må gå grueligt meget igennem i labyrinten for at undgå at konfrontere den grusomme virkelighed.

Søgen efter sandheden

I en anden film søger pigen Ofelia også at finde sig selv, men i en verden der både er skræmmende og topklasse eskapisme. I Pan’s Labyrinth (2006) fungerer labyrinten som en eventyrlig fortælling, der konstant skal sidestilles med den virkelige verdens rædsler under Francos regime i Spanien.

Igen knytter en bestemt forståelse af labyrinten sig til denne film. I mange ældre civilisationer sås labyrinten som beskrivende for den dødelige verden, hvor menneskenes sjæle søgte efter sandheden. I Pan’s Labyrinth bliver faunen en spirituel vejviser der hjælper Ofelia gennem den fysiske og mere metafysiske labyrint, således hun kan se, hvilket verdenssyn hun skal tage til sig.

Umiddelbart handler filmen om Ofelias barnlige metode til at håndtere den ubærlige virkelighed ved at drømme sig væk. Men det er i høj grad også en slags coming-of-age film, hvor den lille Ofelia gør sig erfaringer der bringer hende tættere på selverkendelse og voksenlivet. Ud fra denne idé kan slutningen også tolkes på to måder: Enten har hun hengivet sig fuldstændig til fantasiens verden og forbliver dér, ellers har hun erkendt, at mennesker på jorden ikke kan drømme sig væk, og dermed er blevet dødelig.

Det usynlige og det stemningsfuldte

Labyrinten som den er beskrevet i de tre forrige film er alle repræsenterende for labyrinten, som vi umiddelbart forstår den. Labyrinter som vi også har set i Alice in Wonderland (1951) og Harry Potter and the Goblet of Fire (2005). Men det beskrevne klip fra Inception i starten af artiklen siger også noget om labyrintens fremtoning på film. På notatblokken var den konkret, men i selve drømmen var den usynlig. På samme måde kan man sige at Bill Murrays karakter Phil i Groundhog Day (1993) er fanget i en labyrint, hvor hver dag er den samme, og udvejen synes komplet uigennemskuelig.

Men labyrinten behøves ikke at være skabt af naturen eller ligne et brætspil. I Carol Reeds The Third Man (1949) er kloaksystemerne labyrintiske og i Orson Welles The Lady from Shanghai (1947) udspiller en ikoniske scene sig i et spejlkabinet, der giver scenen en klaustrofobisk, samt enormt rumlig stemning. Så det er langtfra alle film der anvender labyrinten med reference til myter eller sagn. Men de der formår, at bruge labyrinten med en hilsen til disse tolkninger kan give filmene et dybere lag og et nyt tema, som hæver labyrinten til at være mere end blot end god forhindring.

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *