FILMEN OM RADISERNE: Du er en fin fyr, Søren Brun

Af Bjarke Johansen

Efter 65 år med stor succes i utallige avisstriber og tegnefilm er Radiserne (Eng. Peanuts) for første gang i mange år tilbage i biograferne, og det er lige så dejligt som altid.

Søren Brun (Eng. Charlie Brown), den evige taber. Han kan stadig ikke få sin drage op at flyve. Han har stadig ikke fået sparket til den amerikanske fodbold. Og verden lader stadig til at koncentrere sig mere om at finde måder at gøre ham til grin over for alle de andre børn end om bare at dreje. Men da en ny pige begynder i klassen forelsker Søren Brun sig med det samme. Han beslutter sig for, at nu vil han være en vinder, der kan charmere den nye pige og få vendt sit liv.

Men Søren Brun er Søren Brun, og alting går altid galt for Søren Brun. Sådan er reglerne i Radisernes univers. Og så kan det være svært at bevare selvtilliden og tage de store spring.

I 1950 begyndte tegneren Charles M. Schulz på en avisstribe kaldet Radiserne, hvor en lille småmelankolsk dreng ved navn Søren Brun gjorde sig sine små tanker om verden omkring ham. Som tiden gik sluttede hans fantasifulde hund Nuser (Eng. Snoopy), fuglen Woodstock og en hel klasse fuld af farverige børnekarakterer sig til ham, og inden længe var Radiserne et verdensfænomen, den mest læste og oversatte tegneserier i hele verden. Og det er nemt at se hvorfor. Med tidløs charme og observeringer, der ikke føler sig tvunget til at læne sig op ad nutidige emner eller trends for at finde sin komik og sit hjerte, har Radiserne underholdt millioner, og givet alle dem, der føler sig små en gang imellem en stemme.

Alle de klassiske karakterer er i fin form i Filmen om Radiserne: Med Nuser og Søren Brun. Selvom fokus naturligvis primært er på Søren Brun, Nuser og hans fantasikampe mod Den Røde Baron og den skrappe pige Trine, der som altid skal blande sig i alt, er der ikke nogen, der ikke får lov til at vise, hvorfor vi holder af dem, selvom de måske ikke bidrager voldsomt til den i forvejen meget simple historie. Filmens 3D-animation er godt nok et spring fra seriens charmerende, meget beskedne rødder i lavbudgets tv-animation, men den er brugt til at give karaktererne og Schulz’ velkendte stil mere plads at boltre sig på.

ANMELDELSE AF:
Filmen om Radiserne: Med Nuser og Søren Brun

ORDET SYNES:5-stars

PROD. ÅR:
2015

INSTRUKTØR:
Steve Martino

LAND:
USA

Med nogle enkelte håndanimerede sekvenser og effekter og en vidunderligt universel sans for humor leverer Filmen om Radiserne masser af gode grin, referencer til tidligere klassiske Radiserne-historier for de ældre fans og søde øjeblikke, hvor Søren kan vise, hvem han egentlig er. Især er det bemærkelsesværdigt, at filmen ikke bare konstant torturerer Søren Brun for komikkens skyld. Flere gange viser filmen, at han sagtens kan alt det, han sætter sig for, men ikke selv er i stand til at se det, både når han har succes, og når den samme succes lige så hurtigt forlader ham igen. I alle disse situationer føler vi med den skaldede, melankolske dreng og ønsker ham det bedste.

Filmen om Radiserne har (ud over et par velplacerede og rare baggrundssange leveret af blandt andre sangerinden Meghan Trainor) heldigvis modstået den store fristelse for at opdatere og modernisere et produkt, der har virket upåklageligt i 65 år. Nabolaget ligner sig selv, der er ikke plastret moderne apparater og referencer overalt på skærmen, og hverken voksne eller større børn dukker op, men bliver stadig repræsenteret med flad trompetlyd. Der er ingen højtravende historie og ingen ambitioner om mere end at lade Radiserne gøre det, de er bedst til – og det er befriende.

Skal man klage over noget i denne hyldest til Schulz’ livslange, vittige og bedårende mesterværk, bliver filmens morale lovligt udpenslet til slut, som om hverken børn eller voksne helt havde forstået, hvad der skete uden lige at få den én gang til for Prins Knud. Ellers kan man påpege, at den nye pige mangler egentlig karakter. Men det er bare (hvis I vil undskylde mig) de rene peanuts.

Filmen om Radiserne er en tidløs, kær og morsom film for alle, der nogle gange føler, at de bare går og kvajer sig og trænger til at få at vide, at de nu engang er gode nok. For der er få figurer, der giver så hjertevarmende komplimenter som det elskede børneslæng i Søren Bruns nabolag.

Kommentarer